Alternativet lukrerer på de andre partiers åndelige fattigdom
Det er nyt, det er anderledes og det er i øjeblikket umuligt at stikke eller bekæmpe. Alt hvad de rører ved i Alternativet går godt. Selv når Elbæk flæber over en (i øvrigt helt forudsigelig skør behandling af Clement i DR) får han medvind. De andre partier har ikke en modkur for Alternativets fremgang, og ikke mindst i rød blok er frustrationerne udtalte. Ikke bare stjæler Uffe Elbæk stemmer i læssevis fra de andre, han udstiller ligeså de andre partiers manglende fornyelse og totale mangel på at tage ansvar for en samfundsudvikling, som faktisk kræver at man er mand for sin hat. Alternativet har sine (specielle) svar på kongerigets udfordringer, og (specielle) svar er bedre end ingen svar.
Uffe Elbæk er en glad mand. Dansende til ’Love is in the air’ spillede han overlegent hovedrollen på sit partis landsmøde. Som vi ofte har set med partier i medvind havde Alternativet et landsmøde i en komalignende lykketilstand, med tro på egne evner og fremtiden.
Og ja, Alternativets succes ER indiskutabel, og bygger primært på den kendte strategi om, at skal man skabe opmærksomhed om sit politiske projekt (hvis man har sådan et?), så skal man – ikke mindst i disse medietider – udsende nogle voldsomt karikerede budskaber, som man senere kom spole lidt tilbage, når man ER kommet gennem lydmuren og vælgerne er kommet på krogen.
Dansk Folkeparti, Liberal alliance er de seneste eksempler herpå, men også Donald Trump - hvor uhyggelig grovkornet og mentalt småtskåren han end fremstår – betjener sig af samme taktik.
Men for alle politiske kræfter kommer der en dag, hvor de grove budskabers tid er forbi, hvor tilhængerne vil gå fra at drømme til at kræve konkrete realiteter. Hvor flere bisonokser i skovene, byer for B-mennesker og konkrete bud på at løse ’empatikrisen’ tordner frontalt ind i almindelige menneskers almindelige vilkår i samfundet. Job, forbrugsmuligheder, dagpengesystemets indretning, kvalitet i uddannelsessystemet og sygehusenes evne til at følge med resten af verdens sundhedssystemer. Om – som vi bl.a. kæmper med i Kraka – der bliver skabt lige lovligt mange penge at snolde for i skatteforhandlingerne, når man regner dansk økonomi frem til 2015? Såkaldt almindelige og måske kedelige ting, som Alternativet klogelig undgår af alt kraft i denne søde ’revolutionstid’. Ligeså – og vigtigst for Alternativet – kommer den dag hvor klimapolitikken skal indeholde konkrete ændringer, så Uffes tilhængere kan se, at deres stemmer ikke er spildt.
Ændringer, der skal balanceres mod EU-krav, mod ønsket om høj beskæftigelse. Alternativet ser helt nye veje og mange er begejstrede. Nogle af os drømmer bare om at de har set nogle mirakuløse sammenhænge alle vi andre ikke har set, så i den retning skal de da have chancen.
Men lige der, i den konkrete verden, er Uffe slet ikke endnu idet ’revolutionsfasen’ har et stykke endnu inden at den er afsluttet. Men med den fart og succes som partier nyder, vil de kunne få mellem ti og femten procent til næste valg. Og derefter er der ingen kære mor, så skal der leveres konkrete resultater.
Et hjælpende moment er de omgivende partiers afmagt. De fremstår frustrerede og meget gammeldags som da Henrik Sass Larsen senest kritiserede Alternativet. Aldrig har de jublet mere i Uffes geledder. Offerrollen er en uvurderlig gave, spørg bare Dansk Folkeparti, som har bygget hele sin succes op på, at ingen forstår deres udkårne segment af befolkningen og dens bekymringer. Land mod by, fattig mod rig, og endnu vigtigere de lavtuddannede mod de højtuddannede er herlige nutidige modsætninger, der har erstattet de gamle og afdøde modsætninger mellem arbejderklasse og virksomhedsejere og storbønder.
De gamle partier opfører sig idéforladt. Hverken Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard eller Søren Pape forholder sig offensivt til at vælge noget til og fra, eller har en detaljeret analyse af samfundets kerneproblemer og en række tilhørende (tør man sige kreative) reformforslag. Venstre har – nu i regering – fordi at Finansministeriet hjælper til, men ellers var der ligeså idéforladthed i den del af det politiske spektrum.
Og dette politisk åndelige dødvande, som omgiver Alternativet er indlysende en kæmpe hjælp til Elbæk. Jo længere tid de andre partier sidder og lurepasser og ikke tør melde noget ud, og blot lader Lars Løkke og regeringen om at foreslå og definere de triste lokumskolde kendsgerninger for befolkningen, jo længere tid får Uffe Elbæk før at han må hive sit parti lidt tilbage til den virkelige verden. Det gør han, når han vurderer, at nu er signalerne og hans ’revolution’ taget ned af vælgerne, og at de nu kræver kontante resultater.
Elbæk står til gevinst, stor gevinst i de kommende år, men de andre partier har selv indflydelse på hvornår at hans eksperiment for alvor bliver testet i den politiske manege. Jo mere tid de bruger på at forny sig i retning af at turde mene noget, der appellerer til den brede vælgerbefolkning, jo mere tid har Elbæks før at hans projekt kommer til eksamen.
Og når det gør det, skal han som alle andre partiledere levere resultater…mere ny er verden så heller ikke....nyd dagen og varmen og pas på jer selv derude.