Bør der ske en udflytning af universiteter til provinsen?

Regeringen har netop præsenteret sin plan for anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser, som denne gang også omfatter uddannelsesinstitutioner. Tidligere analyser fra Krakas hånd peger på, at udflytning af styrelser mv. ikke kan forventes at øge den private beskæftigelse i lokalområderne. I denne analyse ser vi på effekter af at flytte universitetsuddannelser til provinsen. Her er historien modsat: udflytning af universiteter har med stor sandsynlighed positive effekter på lokalområdets produktivitet, innovation og bosætningen på sigt.

Erfaringer fra andre lande peger på, at universiteter kan have positive effekter på lokalområdets produktivitet, innovation og bosætningen på sigt. Samtidig lader det ikke til, at der er negative effekter af udflytningen på den samlede produktivitet i et land. Samlet set er der altså belæg for, at en udflytning af universiteter har positive effekter på lokalområderne. Dog er effekten på antallet af højtuddannede i lokalområdet usikker på lang sigt og formentlig ret lille på kort sigt.
Det lader til, at effekterne på produktivitet særligt går gennem videnoverførsel fra universitetsforskning til lokale virksomheder. Det taler for, at man kan øge støtten til forskning uden for de store byer, hvis man ønsker højere lokal produktivitet, om end det selvfølgelig vil mindske produktiviteten i byområder, hvis man tager forskningsmidlerne herfra. For at sikre gevinsterne fra videnoverførsel kan man udflytte institutioner, der fagmæssigt er relateret til det eksisterende, lokale erhvervsliv. I øvrigt bør fordelingen af forskningsmidler selvfølgelig sikre en høj kvalitet af forskning.
I Danmark er der omtrent lige så langt fra den gennemsnitlige beboer til det nærmeste universitet som i Sverige, Norge og Finland til trods for, at man i disse lande har udflyttet universiteter. En udflytning kan derfor ikke begrundes i, at der er særlig langt til uddannelserne i Danmark.
Man bør overveje at udflytte store uddannelser, hvor de nuværende bosætningsmønstre tyder på, at der er et vist lokalt behov. Det gælder særligt psykologi, historie og jura, hvor mange studerende fra universitetsbyerne i dag vælger at bosætte sig i de yderligt liggende landsdele. Ved at udflytte sådanne uddannelser minimeres de studerendes omkostninger ved at flytte og etablere et nyt socialt og professionelt netværk. Samtidig kan det øge sandsynligheden for, at dimittenderne bliver boende, og det sikrer, at uddannelserne ikke bliver så små, at de bliver dyre i drift.
Der er også en del teknisk uddannede (ingeniører) og merkantilt uddannede (revisorer og cand.merc.’ere), som bosætter sig i de yderligt liggende landsdele, men disse uddannelser udbydes i forvejen i de tre yderlandsdele Sydjylland, Vestjylland og Syd- og Vestsjælland. På nogle uddannelser i de store universitetsbyer i provinsen, navnlig design, journalistik, statskundskab, matematik-økonomi og økonomi, flytter mange dimittender til hovedstaden, hvilket tyder på, at de er mindre velegnede til udflytning til yderlandsdelene.
Hovedstadsområdet tiltrækker flere dimittender, end det producerer. Det taler for, at man ikke bør udflytte studerende herfra, men fra de øvrige universitetsbyer. Man kan også overveje at indflytte de ovennævnte uddannelser fra universitetsbyerne til Hovedstaden, hvor andelen, der alligevel bosætter sig i Hovedstaden, er høj.
Hvis uddannelser og forskningsenheder bliver alt for små, kan det gå ud over effektiviteten og betyde højere omkostninger og/eller lavere kvalitet af undervisning og forskning. Disse forhold skal afvejes mod gevinsten for lokalområderne ved en udflytning.
Hvis man udflytter hele uddannelser kan det betyde, at behovet for dimittender ikke bliver dækket i det område, man flytter uddannelsen fra. Samtidig har erfaringerne fra udflytning af statslige styrelser vist, at en sådan udflytning kan være omkostningsfuld og forbundet med videnstab. Derfor kan man overveje en delvis udflytning, som evt. sker gradvist som et led i den generelle forøgelse af optaget.

Anbefaling

Kraka har i en række analyser vurderet mulighederne for at løfte væksten i udkantsområderne og resultaterne har generelt været nedslående. Nærværende analyse peger på, at udflytning af visse uddannelser og tilhørende forskningsområder vil kunne bidrage til lokalområderne uden at skade den samlede produktivitet. En udflytning bør ske under hensyntagen til forskningskvalitet, omkostninger ved drift af små uddannelser, om der er tilstrækkelig med efterspørgsel efter uddannelse fra de studerendes side og behovet for arbejdskraft i det lokale erhvervsliv. Uddannelser, hvor der i dag er en meget høj andel dimittender, som flytter til København, kan med fordel koncentreres i hovedstadsområdet.