Analyse
Mandag 4. sep 2023
Eksporten til lande tæt på Rusland er steget efter invasionen af Ukraine
Eksporten af danske varer til en række lande tæt på Rusland er steget markant efter Ruslands invasion af Ukraine. Det bør vække bekymring om, hvorvidt sanktioner mod Rusland bliver omgået ved at omdirigere varer gennem tredjelande.
- Siden 2015 er den danske vareeksport til en række lande i nærheden af Rusland steget. Eksporten til Tadsjikistan er blevet 5,5 gange større. I samme periode er eksporten til Armenien firdoblet, mens eksporten til Kasakhstan og Georgien er tredoblet. Den største del af disse stigninger er sket efter Ruslands invasion af Ukraine.
- Det bør vække bekymring om, hvorvidt den stigende eksport til lande tæt på Rusland bliver brugt til at omgå økonomiske sanktioner mod Rusland ved at dirigere varer gennem tredjelande.
- Den stigende vareeksport fra Danmark indskriver sig i en international tendens, og Europakommissionen har som følge af dette i juni 2023 indført en ny sanktionspakke, der har til formål at begrænse sådan omgåelse af sanktionerne. Bl.a. er der blevet oprettet en liste over varer, hvor EU holder særligt øje med om sanktionerne omgås ved hjælp af omdirigering.