Analyse
Mandag 19. aug 2013

Større geografisk koncentration af millionærer i Danmark

Denne analyse ser nærmere på, hvor mange millionærer der var i Danmark i 2010, og hvordan de fordeler sig på kommuner. Desuden undersøges, hvordan koncentrationen af millionærer har udviklet sig fra 1990 og frem til 2010.  

 

Analysens hovedkonklusioner er:

  • I 2010 var der 42.149 personer i aldersgruppen 18-64 år, som tjente over 1 mio. kr. Ikke overraskende er der flest millionærer i de forholdsvist velstående kommuner nord for København, hvor boligpriserne også er høje. Særligt skiller Hørsholm, Gentofte og Rudersdal sig ud. Her var andelen af millionærer i gennemsnit otte gange større end i de øvrige kommuner i 2010.

 

  • De kommuner, der havde den laveste andel millionærer i 2010, finder man især i Vest- og Sydsjælland. Otte ud af de ti kommuner, der havde den laveste andel millionærer, finder man således på Sjælland. Dermed er der især på Sjælland stor forskel på andelen af millionærer på tværs af kommuner.

 

  • I 1990 var indkomsterne målt i kronebeløb selvsagt langt mindre end i 2010. Der var derfor væsentligt færre, der havde en indtægt på over 1 mio. kr. i 1990. Dengang var 1 mio. kr. også mere værd end i dag. Det man kan sige er imidlertid, at hvis indkomstfordelingen i 1990 var præcis som i 2010, så skulle man i 1990 have en indkomst på 563.000 kr. for at ligge lige så højt i indkomstfordelingen, som hvis man tjente 1 mio. kr. i 2010. Derfor opgøres antallet af ”millionærer” i 1990, som alle dem, der tjente mere end 563.000 kr.

 

  • Opgjort på denne måde var der 36.725 millionærer blandt de 18-64-årige i 1990. Det svarer til, at andelen af ”millionærer” blandt de 18-64-årige steg fra 1,1 pct. i 1990 til 1,2 pct. 2010. Dermed steg indkomsterne i den absolutte top af indkomstfordelingen marginalt mere end i den øvrige del af indkomstfordelingen fra 1990 til 2010.

 

  • Det er primært kommuner i og omkring hovedstaden, som har opnået de største stigninger i andelen af millionærer fra 1990 til 2010. Omvendt har en række Vest- og Sydsjællandske kommuner (inkl. Guldborgsund og Lolland) oplevet et fald i andelen af millionærer i samme periode. På Sjælland er der dermed sket en øget koncentration af ”millionærer” omkring hovedstadsområdet, særligt nord for København.

 

Analysen er omtalt i Politiken den 19. august 2013.