Investeringer i infrastruktur og øvrige anlæg som konjunkturpolitisk instrument
Der er mange forskellige forslag til, hvordan den danske økonomi kan kickstartes i coronakrisen, herunder fremrykning af offentlige investeringer. Denne analyse undersøger, om offentlige investeringer i infrastruktur mv. er et hensigtsmæssigt instrument til kortsigtet konjunkturpolitik. Analysen viser, at offentlige investeringer ikke har virket stabiliserende på økonomien, og derfor ikke er et velegnet instrument i coronakrisen. Det skyldes blandt andet, at der er store forsinkelser i anlægsprojekter, og at det er meget svært at forudsige konjunktursituationen.
Analysen er omtalt i Information fredag d. 3. juli 2020.
Offentlige investeringer i infrastruktur og øvrige anlæg er i teorien et effektivt konjunkturinstrument, da de har en høj aktivitetsvirkning på den danske økonomi, og stimulerer aktiviteten i den konjunkturfølsomme bygge- og anlægssektor. Derfor kan det umiddelbart være et oplagt instrument at foreslå, når der skal lægges en plan for, hvordan den danske økonomi skal kickstartes i coronakrisen.
I praksis er det dog meget svært at planlægge timingen af anlægsinvesteringer, hvilket gør det til et uhensigtsmæssigt instrument til konjunkturudjævning. Det gælder særligt større infrastrukturprojekter. Der kan være store forsinkelser, fra det besluttes at igangsætte et infrastrukturprojekt, til detailplanlægningen udarbejdes og godkendes, til første spadestik tages, og til projektet er fuldt i gang. Forsinkelserne kan betyde, at aktivitetsvirkningen ikke rammer økonomien, når der er brug for det. Der kan være grund til at forvente, at det nuværende tilbageslag er kraftigt men relativt kortvarigt, hvorfor den tidsmæssige afgrænsning af tiltagets effekt bliver særlig vigtig. Offentlige anlægsinvesteringer bør derfor ikke anvendes med formålet om at kickstarte økonomien.
Denne analyse viser, at der ikke er tegn på, at offentlige anlægsinvesteringer har haft en stabiliserende effekt på økonomien set over de seneste 25 år. Der skal være en negativ sammenhæng mellem investeringsniveauet og aktivitetsniveauet målt ved BNP, hvis investeringerne skal virke stabiliserende. Det har ikke været tilfældet, jf. Figur 1. Hvis investeringerne sammenlignes med BNP tre år før, er der i stedet den ønskede negative sammenhæng. Det kan være tegn på, at de offentlige investeringer anvendes som et konjunkturpolitisk instrument, men at der ikke tages højde for, at investeringerne falder med forsinkelser.
