Corydons 'mand' er nødvendig

DET ER IKKE nemt at være finansminister. Ikke alene er Bjarne Corydon - blå Bjarne - nu totalt isoleret i Sgruppen sammen med sin statsminister, hvad der fremtvang et krisemøde i går. Men han er ligeså blevet anklaget af samfundsforskere og lærerne for at spille hasard med den danske model. Denne skribent har ikke akkurat en udpræget historik i at rose Corydons politiske boldøje, men denne gang rammer kritikken forbi. Det tangerer det komiske, når finansministeren kritiseres for at have en holdning til konflikten og blande sig. For at sige det lige ud, så er Corydon sidste mand på skansen når det gælder om at sikre, at vores fælles pengekasse ikke kastes i grams. Læg så til, at det tangerer det populistiske, når Venstres Claus Hjort Frederiksen fortæller, at han finder Corydon mere ' modig' end ham selv. Et klart Honecker-kys og billigt stemmefiskeri. Venstres klart dobbeltladede opbakning til finansministeren er uforståelig alt den stund, at ' Hjortens' eget parti har brug for opgøret med lærernes planøkonomiske overenskomst, når ' regeringen Løkke' tiltræder.

I GÅR KUNNE man på forsiden af vores avis læse, at ' Corydons mand får bonus for at trimme lønaftaler'. Det var chefen for moderniseringsstyrelsen, Niels Gotfredsen, som artiklen handlede om. ' Grotesk' kaldte lærer-boss Bondo det. Men er det nu så grotesk? Slet ikke.

Lærerkonflikten handler langt fra alene om hvordan lærerne skal arbejde og hvad de skal have i løn.

Den handler i endnu højere grad om hvordan vores offentlige sektor kan og skal udvikle sig, så den bliver mest mulig effektiv. Sandheden er, at lærernes vilkår er forældede i forhold resten af arbejdsmarkedet. Ledere er ikke ledere ( som salige Svend Auken sagde ' jo større lærerværelser, jo større konflikter'), mærkelige lokale forhandlinger med kommuner om hvordan lærerne skal bruge deres arbejdstid, underlig DDR-agtig opdeling af timer til undervisning, forældresnak og forberedelse. Resten af verden er kommet videre.

Ledere leder, man er som udgangspunkt på arbejdspladsen i arbejdstiden, man arbejder fleksibelt til fælles gavn. Og så skændes man om løn og pensionsvilkår ved overenskomstforhandlingerne. Man kan godt forstå, at lærerne slås for deres vilkår. De er gode. Men samfundsforskere, journalister og oppositionspolitikere er nødt til at forstå, at hvis ikke ' Corydons mand' interesserer sig for at sikre mest velfærd for færrest muligt penge og udvikle det offentlige arbejdsmarked mere langsigtet, så er der intet som forhindrer en fordyrende ineffektivitet og en almindelig tilsanding af vores fælles sektor.

Sat lidt på spidsen må det konstateres, at hvis ikke ' Corydons mand' holder bardunerne stramme, vil den offentlige del af vores samfund nærme sig cubanske tilstande. Der er ikke andre der har den opgave - tværtimod vil de fleste andre ministerier, politikere og kommuner strengt taget hellere spendere og pleje det særlige område de er sat til at varetage. Et tag selv bord. Og de ansatte vil opleve, at den almene accept af behovet for en stor offentlig sektor vil svinde hen. Finansministeriets rolle har ikke noget med Corydon at gøre men med finansministerrollen i almindelighed.

Uanset regeringens farve.

»Jamen hør nu, det er jo kommunerne der er arbejdsgivere og forhandlere?«. »Det er jo den danske model«. Jo, jo, bevar roen. Det er helt i overensstemmelse med den danske model at arbejdsgivere og lønmodtagere hver især indgår aftaler og laver rævekager. Kommunerne forhandler overenskomsten med lærere og andre, men kommunerne har et sted at sende aben hen, hvis det hele ramler og bliver for dyrt - nemlig til finansministeren, som altid ender med den. Det sker ved de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi.

Finansministeren betaler det meste af regningen for kommunerne via bloktilskuddet, også når det handler om lærernes løn. Derfor er det helt i overensstemmelse med den danske model på det offentlige arbejdsmarked, at Corydon ånder de kommunale forhandlere langt ned af nakken, når de stiller krav til lærerne, som årligt trækker 39 mia. kroner ( heraf 24 mia. kr til løn) ud af de offentlige kasser. Det er endda i god overensstemmelse med den danske model, at kampen om offentlighedens gunst står centralt i konflikten. Endelig er det i god overensstemmelse med modellen, at konfliktens parter kritiserer hinanden for at agere i strid med den danske model.

Således oplyst, kan vi til slut vende os mod det politiske. Selv om Corydon er i sin gode ret til gribe ind nu, er der kun politisk nedtur over affæren. Bondo er ved at løbe med sympatien, oppositionen gnider sig hænderne og regeringen steger på panden. Det hele taler for at Corydon snart griber ind. Er han klog sker det på en måde, som sikrer hans ' mand' en klækkelig bonus. Corydon har intet at tabe derved. Finansministeren betaler det meste af regningen for kommunerne via bloktilskuddet.