Dagpengene er Thornings chance
Statsministeren har mulighed for at vende dilemmaet om dagpenge til sin egen fordel. Nogle gange er det, som ligner en politisk umulighed, reelt en politisk mulighed – af de store. Sagen om dagpengeperioden, som forkortes til to år 1. januar, er en sådan sag.
Umiddelbart ligner det et mareridt, som næsten ikke har en løsning. Statsministeren er klemt af sit eget bagland og SF, som vil sikre dem, der falder ud af systemet til nytår, ved at forlænge overgangen til to år med endnu et halvt år. Og så har jeg endnu ikke nævnt Enhedslisten. Og de radikale, som med deres vanlige kølige fagøkonomiske tilgang mener, at det er bedst for økonomien, hvis presset på de ledige forstærkes ved at mindske perioden. Lavkonjunktur eller ej. Den kaotiske sag har et positivt politisk potentiale for Thorning. Hun er kommet godt fra start, Thorning-Schmidt.
I sidste uges bølge af avisinterview fortalte hun vælgerne, at hun var sluppet skidt fra at forklare regeringens politik, og frem for alt, at regeringsgrundlagets karakter af kompromis derfor desværre ikke var trængt helt ind gennem hjernebarken hos S-vælgerne. Noget nærmere en undskyldning får man næppe af Thorning-Schmidt. Men hverdagen er hård og ubarmhjertig for den pressede statsminister, hvilket bringer os frem til dagpengekrisen. Hvad skal hun gøre? Hun er mast, og igen ser hun ud til at ende som den onde socialdemokrat, der går de radikales ærinde. Men her et par observationer, hun skal erindre.
For det første er endnu en udskydelse af dagpengeperioden med et halvt år ikke en løsning på noget som helst. Den udskyder blot problemet med seks måneder. Ikke én økonom i kongeriget tror på, at de ledige har markant bedre vilkår om et år. I Kraka er vi snarere af den opfattelse, at den økonomiske genopretning ligger år forude, og når den kommer, kommer den som et bumlet opsving. En forlængelse på seks måneder sikrer kun statsministeren flere tæsk. For det andet er der timingen. Det er i alt fald ikke nu, men i forbindelse med finanslovsforhandlingerne til efteråret, hun skal give indrømmelsen, hvis hun skal give den.
Får SF og S-baglandet deres vilje nu, skal Enhedslisten have andre ting til efteråret. Hvilke? Her presses hun voldsomt af Søvndals behov for ikke at dele flere gaver ud til den iltre Johanne Schmidt-Nielsen. Men Villy – get real. Sådan fungerer politik, hvis man er i regering. Fortæl blot om SF’s position. Men den endelige ære tilfalder Johanne, hvis hun skal stemme for finansloven. Hvad er da statsministerens positive mulighed? Jo, ærligt talt, problemet for de ledige, som rammes 1. januar 2013, ligger mindre i, at de falder ud af dagpengesystemet, end i, at de ikke gribes af kontanthjælpssystemet, når dagpengene hører op.
De ejer for meget. Som reglerne er nu, kan du kun få kontanthjælp, hvis du uge efter uge har holdt garageudsalg af dine ejendele, og hvis det lille parcelhus er solgt på tvang til en taberpris. Reglerne skal sikre, at mangt en dovenlars på dagpenge får tommelskruerne på og søger arbejde af frygt for at ende på kontanthjælp (sveder De som jeg ved tanken, kære læser?). Statsministeren kan som socialdemokrat godt politisk problematisere, om dette virkelig er, hvad man som socialdemokrat skal forstå ved et velfærdssamfund anno 2012?
Hvad om den salomoniske politiske løsning bliver, at hun holder fast i, at toårs grænsen træder i kraft til nytår, så Vestager forbliver glad. Men at hun justerer kontanthjælpssystemet, så mennesker meningsfyldt kan møde op på kommunen, når de er på den? Der sidder formentlig 5.000 fagnørder i Beskæftigelsesministeriet, som kan hjælpe hende med at udforme systemet, så de fleste almindelige mennesker uden formue samles op – men således at de, til gavn for statskassen, får et mindre beløb at leve for, end hvis de var fortsat på dagpenge. Det kan give dem en (meget lav) indkomst, så de kan blive i det lille parcelhus eller få tid til at omorganisere sig og flytte til en billigere bolig.
Hermed vil Thorning-Schmidt opnå en hårdt tiltrængt ’streetcred’ i sit eget parti og politisk dække sig af fra den ubehagelige klemme, som ligger i, at hun på den ene side taler om, at krisen kradser, og på den anden undlader at reagere og hjælpe mennesker, der aktuelt er i nød. Der vil komme kritik fra fagøkonomisk side. Andre reformer må eventuelt kompensere herfor senere.
Det handler om ren politisk overlevelse, og får hun ikke løst denne sag, vil den sammen med kontanthjælpsreformen (som Løkke dygtigt satte på dagsordenen i sidste uge) næsten garantere en fortsættelse af regeringens fatale styrt mod jorden. Skal Thorning-Schmidt videre, skal hun finde sin indre socialdemokrat.