Alternativ talforståelse

Omtalt på www.Altinget.dk den 18 august 2016

Alternativet ønsker en 30 timers arbejdsuge. Derfor glædede partiet sig i sidste uge over, at Finansministeriet havde opgjort ”tabet” herved til 130 mia. kr. årligt, hvilket tilsyneladende var lavere end de 270 mia. kr., Kraka tidligere har beregnet. Alternativet forventede – måske lidt i spøg – at den næste beregning ville vise en gevinst ved kortere arbejdstid. Problemet er bare, at Kraka har opgjort effekten på BNP, mens Finansministeriet har opgjort effekten på de offentlige finanser – det er to helt forskellige ting, der ikke kan sammenlignes.

Man kan med rimelighed forvente, at partier, der er repræsenteret i folketinget, gør sig den umage at sætte sig lidt ind i tingene, inden man kommenterer dem – specielt når både beregningerne fra Kraka og Finansministeriet er klart beskrevet i notater med et formidlende fokus. Alternativet blev dog i et vist omfang lokket i gyngen af journalister, der næppe havde læst notaterne og ikke henvendt sig til os – heller ikke imponerende. Hvis arbejdstiden reduceres fra 37 til 30 timer, er det en reduktion på 19 pct. Finansministeriet regner på fuldt gennemslag, dvs. at den gennemsnitlige arbejdstid reduceres med 19 pct. Kraka regner måske lidt vel forsigtigt på et gennemslag på BNP på kun 14 pct. Således antager Finansministeriet faktisk en større BNP-effekt end Kraka.

Det vil være en meget stor ændring, hvis arbejdstiden reduceres i det lag, og regneusikkerheden på store ændringer er betydelig, da erfaringsgrundlaget er mindre. Eksempelvis ved vi ikke, om de deltidsansatte vil fastholde deres arbejdstid, eller om de vil matche de fuldtidsansattes procentuelle arbejdstidsreduktion. Derfor er både Finansministeriet og Kraka meget grundige med at beskrive de usikkerheder og beregningsantagelserne, der ligger bag resultaterne. Men selv om beregningerne er usikre, er det ikke fri leg – de præsterede arbejdstimer slår ud i den producerede mængde af varer og service. Hvis vi arbejder væsentligt kortere, bliver produktionen med stor sikkerhed væsentligt lavere. Og det er en stor fejl at tro, at der er en fast mængde arbejde til rådighed, som skal fordeles i befolkningen. Det så vi fx, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet – det gjorde ikke mændene arbejdsløse.

Alternativet mener, at vi historisk har reduceret arbejdstiden og alligevel har oplevet stigende økonomisk velstand – det kan vel gentages?

Ja, det kan det. Hvis vi tager udgangspunkt i en gennemsnitlig stigning i arbejdsproduktiviteten, som den har udviklet sig de seneste 20 år, kan vi i princippet fastholde vores nuværende velstand og om 17 år arbejde 19 pct. mindre end i dag. Og for Prins Knud: Dette regnestykke er også forenklet og usikkert. Men hvis vi fastholder vores nuværende arbejdsomfang, vil vi om 17 år være 19 pct. mere velstående end i dag. En kortere arbejdstid har således en omkostning i forhold til, hvad vi alternativt vil have i fremtiden, men ikke nødvendigvis i forhold til i dag.

Om man ønsker mere økonomisk velstand eller mere fritid er op til den enkeltes præferencer og afspejler sig forhåbentlig i de politiske partier. Økonomer kan og bør ikke dømme, om mere fritid eller mere økonomisk velstand er bedst, om end bl.a. indkomst- og vareskatterne fører til, at vi allerede i dag arbejder mindre, end vi ville have gjort uden denne ”forvridning”. Vi kan heller ikke med kirurgisk præcision beregne effekterne af store samfundsøkonomiske ændringer. Men vi kan med sikkerhed sige, at en væsentligt lavere arbejdstid vil betyde en væsentligt lavere økonomisk velstand – opgjort i forholdt til, hvad vi ellers ville have haft. Der eksisterer veldokumenterede økonomiske sammenhænge, som danner grundlaget for effekterne af de politiske valg.

Man må forholde sig til disse sammenhænge, ligesom man må forholde sig til tyngdekraften, hvis man gerne vil flyve.