Er Nordsøaftalen dårlig?
Staten har indgået en ny aftale med DUC om mere lempelige beskatningsregler i Nordsøen. Aftalen er – med en vis ret – blevet kritiseret for at være for lempelig. Men man kan også se aftalen som køb og salg af flere forsikringer.
Olien og gassen i Nordsøen tilhører den danske stat og dermed alle danskerne. Man kan derfor i princippet betragte operatørerne som virksomheder, der er hyret af staten til at udvinde olien. Operatørerne skal selvfølgelig have et rimeligt udbytte af deres arbejde. Men værdien af olien, når udvindingsomkostningerne er betalt, også kaldet ressourcerenten, bør tilfalde staten.
Ved en såkaldt neutral beskatning kan operatørerne indtjene en normal profit, mens staten via beskatningen konfiskerer overnormale gevinster. I så fald ender den fulde ressourcerente i statskassen. Med neutral beskatning må man forvente, at operatørernes gevinst er tilstrækkelig til, at de vil udvinde olie og gas i Nordsøen.
Der kan dog være argumenter for ikke at beskatte helt så højt, og Kulbrinteskatteudvalget anbefalede i 2001 en beskatning svarende til 84 procent af ressourcerenten. Den effektive beskatning af ressourcerenten har med de hidtidige regler været på blot ca. 71 procent. Så den hidtidige beskatning har faktisk været mere lempelig end det neutrale niveau og adskiller sig også på andre punkter fra en ren neutral beskatning.
Operatørerne burde derfor med de hidtidige regler være interesserede i at udvinde olien og gassen. Endda hvis man, som vismændene for nylig har anbefalet, hæver skatten i forhold til det hidtidige niveau.
Staten burde kunne læne sig trygt tilbage – operatørerne skal nok dukke op med den hidtidige beskatning.
Der er dog lidt mere til historien:
Produktionen i Nordsøen er på vej nedad, men kan potentielt give et pænt statsligt provenu frem til slutningen af 20’erne, hvis den synkende Tyraplatform renoveres, og hvis bl.a. Hejrefeltet idriftsættes.
Læs mere: Vi kan ikke ignorere nordsøaftalens klimamæssige slagside
Med den faldende produktion står både staten og operatørerne med ryggen mod muren. Når produktionen lukkes, fjernes infrastrukturen i Nordsøen. Og er infrastrukturen først væk, vil det aldrig blive rentabelt at genoptage produktionen. Hvis der til den tid er olie og gas tilbage i Nordsøen, har Danmark for evigt mistet ressourcerenten herfra.
Dvs. hvis staten og olieoperatørerne leger stirre-leg for længe, risikerer begge parter at gå glip af betragtelige indtægter.
Men den nye aftale om mere lempelig beskatning mod en renovering af Tyra har staten købt en forsikring: Forsikringspræmien er de umiddelbart reducerede skatteindtægter, til gengæld får man en større sikkerhed for at olien og gassen udvindes inden lukketid.
Det er også en del af aftalen, at skatterabatten skal tilbagebetales, hvis olieprisen overstiger visse skæringsniveauer. Konkret betyder det, at staten vil miste provenu på aftalen, hvis olieprisen holder sig på de nuværende 55-60 USD/tønde, men vinde, hvis olieprisen stiger, som Det Internationale Energiagentur forventer. Olieprisen er imidlertid notorisk usikker, og når staten påtager sig en større del af olieprisrisikoen, og har den også udstedt en forsikring af betydelig værdi.
Så har staten solgt arvesølvet for billigt?
Det afhænger af alternativet: Hvis olieoperatørerne også for eksempel ville renovere Tyra med det hidtidige skattesystem, har staten givet en unødig skattelettelse. Men hvis operatørerne ikke ville renovere Tyra uden lavere skatter, ville staten potentielt gå glip af større skatteindtægter.
Måske kunne staten have været hårdere i forhandlingerne med DUC og derved opnået et bedre resultat? Kun olieoperatørerne ved, hvad de ville have gjort uden en lempeligere beskatning.
Men vi ved med sikkerhed, at staten har opnået en (delvis) forsikring mod at efterlade olien og gassen i undergrunden og udstedt en forsikring mod lave oliepriser. Og forsikringer er ikke nødvendigvis en dårlig løsning, når fremtiden er usikker.