Hullet i Togfonden

I debatten om Togfonden presser to spørgsmål sig på: Hvor meget finansiering får vi fra omlægningen af nordsøbeskatningen? Og: Anvendes midlerne fornuftigt i Togfonden?

Lad os se på det første spørgsmål, der hidtil har domineret debatten. Togfonden finansieres som udgangspunkt af det ekstra provenu, der kan forventes af en skatteomlægning i Nordsøen. I 2003 indgik DUC og den daværende regering en aftale om beskatningen i Nordsøen. Ved at udbrede de samme beskatningsprincipper til de felter, hvor DUC ikke er operatør, forventede man med aftalen om Togfonden primo 2014 at kunne hente et ekstra skatteprovenu på 28,5 mia. kr. De 28,5 mia. kr. blev øremærket til Togfonden, mens statsbudgettet i øvrigt skulle udfylde et eventuelt finansieringshul. I dag, hvor provenuet ser ud til at blive mindre end forventet, diskuteres en tilpasning af Togfondens størrelse.

En sådan øremærkning er uheldig, men hvor meget ekstra finansiering kan vi egentlig forvente os af skatteomlægningen? Allerede da aftalen blev indgået stod det klart, at man næppe ville kunne nå op på de beregnede 28,5 mia. kr. Olieprisen var på beslutningstidspunktet faldet, og det var antaget, at man ville kunne begynde af bruge ”reinjektion” af CO2. En smart fremtidig teknologi, der kan reducere CO2 i atmosfæren. Olien bliver også mere tyndtflydende, så mere kan hentes op, så også skatteprovenuet stiger. Men i en baggrundsrapport blev det også fastslået, at teknologien ud over at være særdeles usikker, næppe vil kunne anvendes på netop de felter, der var omfattet af skatteomlægningen.

Den tidligere regering ønskede ikke at genberegne provenuet, og den nuværende regering har under forenklede antagelser anslået, at provenuet vil være 9 mia. kr. lavere end oprindeligt forventet. Men flere forhold trækker i retning af, at provenuet kan blive endnu lavere. Provenuet afhænger af olieprisen, der notorisk er svær at forudse. Aktuelt er prisen omkring 45 kr./tønde, og regeringen forventer i den seneste Økonomiske Redegørelse, at prisen til næste år vil være 63 kr./tønde.

Men samtidig har regeringen i beregningen af de 9 mia. kr. antaget, at olieprisen vil udvikle sig fra et niveau, der kun er 20 pct. lavere end den oprindelige antagelse om en oliepris på omkring 120 kr. /tønde. Selvom en højere dollarkurs hjælper provenuet på vej, forekommer 100 kr./tønde at være til den optimistiske side. I beregningen af de 9 mia. kr. er der heller ikke taget højde for, at reinjektion af CO2 næppe er realistisk. Endelig er der jokeren: Kan vi tiltrække operatører til at suge olien og gassen op?

Det er sværere og dyrere at få olien og gassen op af den danske del af Nordsøen end af mange andre felter i verden. Nordsøfelterne står derfor yderligt, når de globale operatører skal vælge, hvor boret først stikkes ned. Det neutrale beskatningsprincip, der anvendes i Nordsøen, er ellers klogt. Operatørerne sikres en normalforrentning af deres kapital, og staten bærer en del af risikoen. Så Nordsøen burde være attraktiv for operatørerne. Men ved de seneste budrunder har der mildest talt ikke været rift om koncessionerne.

Med et neutralt beskatningsprincip må man forvente, at operatørerne før eller siden også vil dukke op i Nordsøen. Men varer det for længe, kan det være for sent: Hvis der ikke produceres vedvarende i Nordsøen, vil den nødvendige infrastruktur – rørledninger o.lign. – blive lukket ned. Og er det først sket, bliver den næppe retableret. Hvis man gerne vil have et solidt provenu ud af Nordsøen og et bud på størrelsen af hullet i Togfonden, er der kun den tunge vej: Beregningerne må gentages med mere realistiske olieprisantagelser, med mere realistiske teknologiantagelser og med en grundig analyse af, hvad der skal til for at tiltrække operatørerne inden lukketid