Ikke alle ghettoer er så slemme som deres rygte

Indlægget er bragt på www.berlingske.dk den 26 februar 2017

De danske ”ghettoer” er almene boligområder af en vis størrelse, hvor mange beboere har sociale og/eller økonomiske udfordringer.

Men forårsager det lokale netværk og området i sig selv personernes problemer? Eller er det personer, der under alle omstændigheder har det svært, der ender med at bo i ghettoerne? Svaret herpå er afgørende for, om problemerne kan løses ved at reducere antallet af ghettobeboere.

For at komme på ghettolisten, skal områdets beboere opfylde mindst tre ud af fem kriterier: Lav tilknytning til arbejdsmarkedet/uddannelse, flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, høj kriminalitet, mange lavtuddannede og lav gennemsnitlig indkomst.

Beboere i ghettoer i Danmark i praksis lavere uddannelser og større sundhedsmæssige udfordringer end resten af den danske befolkning. Mjølnerparken i København, Tåstrupgård i Høje Tåstrup og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus er velkendte eksempler på ghettoområder.

Kraka har i et projekt udført for Realdania gennemgået international forskning, der har prøvet at skelne effekten af ghettoerne på beboernes præstation fra effekten af deres individuelle baggrundskarakteristika.

Skandinaviske forskere finder, at de svageste flygtninge selv vælger at bo i områder med stor koncentration af indvandrere. Det er alene denne selvselektion, der forårsager den negative sammenhæng mellem etnisk koncentration og flygtningenes præstation i deskriptive analyser. Det er ikke områdets påvirkning af flygtningene.

Dansk forskning viser, at flygtninge placeret i de udsatte områder ikke klarer sig værre, end flygtninge placeret i andre områder - men karakteristika for andre ikke-vestlige beboere har stadigvæk en betydning. Jo højere beskæftigelsen, indkomst og uddannelsesniveau er blandt disse, desto bedre præsterer flygtninge placeret i dette område.

Amerikanske undersøgelser finder, at børn kan have gavn af at fraflytte ghettoer, især hvis fraflytning sker i tidligt i barndommen. På kort sigt kan omplacering af børn og unge dog resultere i forringede faglige præstationer i skolen. Det tilskrives de forstyrrelser, der medfølger, når de bliver tvunget til at udskifte deres velkendte miljø og vennekreds. De amerikanske undersøgelser finder hverken, at ghettoerne påvirker voksnes præstationer positivt eller negativt.

Både amerikansk og skandinavisk forskning tyder imidlertid på, at ghettoerne kan have en negativ indflydelse på beboernes kriminalitet, livsstilssygdomme og psykiske helbred.

Det giver derfor fortsat god mening at reducere antallet af beboere i ghettoer generelt. Man bør dog være opmærksom på, at området og lokale netværk ikke alene forårsager problemer. Og personerne vil i vidt omfang have problemer, uanset om de bor i en ghetto eller ej. Derover kan nogle ghettoer med gode netværk faktisk have en gavnlig effekt på beboerne.

Områdets effekter ændrer ikke på, at beboerne i ghettoerne i gennemsnit har større sociale udfordringer end andre. Og forskningsresultaterne kan ikke anvendes som et argument mod målrettede indsatser, der forbedrer forholdende i de enkelte ghettoer, tværtimod.

Men man skal ikke forvente lige så store gevinster ved at reducere antallet af beboere i ghettoer, som rent deskriptive analyser antyder.