Nye adgangskrav til gymnasiet kan afskære fremtidige akademikere fra ghettoområder
Indlægget er bragt på www.altinget.dk d. 4. maj 2018.
En række unge fra ghettoområder klarer sig relativt dårligt i folkeskolen, men efterfølgende godt i gymnasiet og bliver siden akademikere. Med de nye, skærpede adgangskrav til gymnasiale uddannelser risikeres det, at denne gruppe af potentielle akademikere ikke bliver optaget på gymnasiet.
Dermed spændes der ben for ellers lyse karrieremuligheder, indkomstmobiliteten reduceres i Danmark og vi lider et samlet samfundsøkonomisk tab.
Det er konklusionen i en ny analyse, vi har lavet i tænketanken Kraka.
Når den nye gymnasiereform træder i kraft i 2019, skal elever som udgangspunkt have et gennemsnit på mindst 5,0 af alle standpunktskarakterer for at blive optaget på en 3-årig gymnasial uddannelse. Det vil afskære knap én ud af fem af alle gymnasieelever fra ghettoområder. Til sammenligning er det uden for ghettoområder kun én ud af 14, som ikke opfylder det fremtidige adgangskrav og derfor ikke kan optages.
Formålet med adgangskravene er dels at øge kvaliteten på de gymnasiale uddannelser, og dels at få elever ind på ”den rigtige hylde” – altså der hvor eleverne gennemfører uddannelse, der i sidste ende giver størst samfundsøkonomisk afkast. Fra et samfundsøkonomisk perspektiv kan det derfor være fornuftigt at indføre adgangskrav – også selvom kravene rammer elever fra ghettoområder hårdere. Men det forudsætter, at sorteringsmekanismen rent faktisk kan skelne mellem unge med og uden akademisk potentiale. Og det kan den ikke – viser vores analyse.
Der er en række unge – i særlig grad i ghettoområder – som ikke opfylder det kommende adgangskrav, men i dag både består den gymnasiale uddannelse og siden bliver akademikere. Konkret påbegynder 64 pct. af ghettoeleverne – som ikke opfylder kravet – en lang eller mellemlang videregående uddannelse efter fuldført gymnasium. Det tilsvarende tal er 35 pct. for studenter uden for ghettoområder. Der er altså betydeligt færre udenfor ghettoområder, der læser videre, hvilket blandt andet skyldes, at flere her slår kursen om og påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse efter færdiggjort studentereksamen.
Resultatet vidner om, at der findes grupper af børn, som ikke klarer sig godt i folkeskolen, men i løbet af gymnasiet bliver opsatte på – og siden forfølger – en akademisk karriere. Selvom denne gruppe er større i ghettoområder end udenfor ghettoområder, kan det ikke fortolkes som en ghettoeffekt. Forskellen mellem grupperne afspejler nok snarere, at der findes flere ressourcesvage familier i ghettoområder, hvor børn muligvis modnes senere.
Det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt, hvis potentielle akademikere nægtes adgang til gymnasiet, fordi de modnes senere end andre børn. Og hvis det primært gælder børn af ressourcesvage familier – hvilket alt peger på – gør adgangskravene det sværere at bryde den sociale arv og reducerer dermed indkomstmobiliteten i Danmark.
I gymnasiereformen er der indført en kattelem, der via samtale og optagelsesprøve gør det muligt for elever at blive optaget på en gymnasial uddannelse, selvom de ikke opfylder adgangskravene. Men ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) skal kattelemmen ”(…) kun bruges i særlige tilfælde”, da det handler om ikke at sænke niveauet.
Det er et problem, da vi netop ved, at mange af eleverne, som fremover vil blive nægtet adgang, faktisk består den gymnasiale uddannelse. Og et endnu større problem, da flere af studenterne efterfølgende læser en lang videregående uddannelse, hvor det samfundsøkonomiske afkast ofte er betydeligt større. Med så upræcis en sorteringsmekanisme, bør kattelemmen være – om end ikke en ladeport – så en reel mulighed for, at ”late bloomers” kan blive optaget på gymnasiet.
Undersøgelser viser, at indkomstmobiliteten er faldet siden starten af 00’erne og at uddannelsesmobiliteten i Danmark i dag ikke er større end i USA. Gymnasiereformens adgangskrav vil muligvis forstærke denne tendens, da særligt børn af ressourcesvage familier – bl.a. i ghettoområder – risikerer at miste chancen for at få det job, hvor de skaber størst værdi, hvilket fører til et samfundsøkonomisk tab.