Sommerreflektioner - flere

Fællesskab – ”Ceci n'est pas une chaise”

Det er varmt udenfor – her i Toscana. Danmark er tydeligvis en anden sag. Den daglige gennemgang af netaviserne bekræfter intentionen om at holde ferie. Der sker reelt intet. En ’stjerneskuespiller ser ud på en ny måde’, en ’realitybabe afslører hvor mange kosmetiske indgreb hun har fået’, ’prinsgemalen har fået en knæoperation’ (eller noget), med andre ord, der sker intet. Jo regnen. Regnen vælter ned og skybrud går over i skypumper. Så nej, der sker altså intet i kongeriget. Overhovedet.

Med udsigten til de bølgende bjergformationer her på egnen glæder manglen af nyheder mig. Det manglende drama er nemlig også udtryk for et mere grundlæggende fænomen for vores samfund: at der er fred og fordragelighed – i det store og hele. At fællesskabet fungerer, i et fornuftigt omfang.

Det er glædeligt. Det gør det ikke alle steder. Bekymringen går især til USA i disse tider. Præsident Trump er ved at sætte historisk bundrekord i at være upopulær som præsident, men endnu værre, så er han ved at sætte en tung rekord, som en mand, der ude af stand til at navigere i det job han har fået af vælgerne. Med betydelige konsekvenser for resten af verden, også Danmark. Det er farligt. Dagligt må vi desværre læse om hans trængsler med at etablere noget der bare minder om en funktionsdygtig administration omkring sig. Hvilket i sig selv er en katastrofe idet USA’s lederskab bygger på en solid udskiftning af de mennesker, der rådgiver præsidenten, efter et nyvalg.

Der er intet fællesskab tilbage i USA. Landet syntes pt. kløvet midt over. Kan de komme tilbage? Og hvornår, om otte år? Det bekymrer en bekymret person som mig.

For lande og nationer behøver et fællesskab for at udgøre et land. Kulturen, historien og vores fælles bestræbelser på at etablere de spilleregler vi alle lever efter, udgør vores fællesskab. Men i tiden er fællesskab på nationalt niveau desværre blevet en mindre klar størrelse. Afstanden mellem os er øget. Mellem de velstillede cafélatte baroner i hovedstaden og så udkanten, hvor folk med rette føler sig sat af udviklingen. 

Hvad er et fællesskab der en værd at stile efter? Et fodboldbillede kan måske give mening her. Vi er et hold. Ét hold. De fleste spiller heldigvis på banen, hvor de knokler – og morer sig – for at holdet kan klare sig godt. Nogle sidder på bænken. Det kan ikke rigtig være anderledes, men det er langt fra altid de samme. De som sidder på bænken knokler for at blive så gode, at de kan komme ind på banen, og spille for holdet. Vi vil normalt kalde dette, at de som er uden for arbejdsmarkedet har og får en reel mulighed for at uddanne sig, opkvalificere sig, så de atter kan komme i job.

Det vigtige er, at ALLE er med i truppen. Alle får chancen, alle er glade for at være i truppen, og allerhelst vil man ind på holdet. 

I Danmark kan man i dag bekymre sig for om alle føler at de er med i truppen? Danmark er et stærkt land, men har brug for at alle føler sig med ombord, og kæmper for holdet, på eller uden for banen. Hvis stemningen af, at det er umuligt at komme ind på banen, eller at de som ER på banen er ligeglade med om dem der sidder ude på bænken kommer med igen, bliver svaret bitterhed. På alle, også på sig selv.

I USA har rigeste procent erobret en meget stor ekstra del af kagen over de seneste år. Taxbreaks, grådighed på Wall street og forfald i den amerikanske offentlige sektor har alt sammen ført til at den økonomiske forskel er blevet enorm mellem amerikanerne. Fællesskabet er dermed blevet svækket, måske endda forsvundet. Det bliver en dyr slut-regning til amerikanerne når det hele kan gøres op om nogle årtier.

I Danmark er der grund til at bekymre sig men også glæde sig. Vi er ikke der hvor USA er. De rigeste i vores land er langt mindre rige og de mindrebemidlede er langt bedre stillet. Alle er stadig med i truppen.

Men de politiske strømninger gennem de seneste år skal tages alvorligt. Mange af de mest idérige og produktive iværksættere er blevet lidt opgivende. Og på alle måder slår viseren helt ud, når det kommer til at danskerne på bænken er ved at have fået nok. De økonomiske reformer siden 90’erne på social- og arbejdsmarkedsområdet har ensidigt ramt den samme gruppe. Og uanset at vi økonomer nok så meget finder reformerne lige efter lærebogen, så nytter det intet, hvis mennesker tjekker ud på truppen og holdet. På fællesskabet. Løkkes og Thornings reformer har være hårde ved mange familier og sammen med flygtningestrømme, terror via radikal islamisme og teknologiske tigerspring er fremtiden bestemt ikke blevet mere lovende. 

Det er nok på tide at politikerne standser lidt op og tager fællesskabet alvorligt igen. Tager de mest trængtes bekymringer alvorligt. Genetablerer sammenhængen mellem at nyde og yde – ikke fordi vi skal piske hinanden til det – men fordi det føles bedst og rigtigst for den enkelte. Både iværksætteren og den udsatte uden for arbejdsmarkedet.

Vi skal ikke frygte at få en Trump i Danmark. Og vi skal ikke tro at Danmark falder fra hinanden ’over night’. Men vi skal tro på, at vi alle får det bedst muligt, hvis alle er med i truppen og kæmper for holdet. Og at fællesskabet dermed er nøglen til, at vi alle klarer os bedre fremover...nyd sommeren Danmark...PEM