Er Sass Larsen Jesus?
Statsminister Thorning-Schmidt har reaktiveret sin gamle allierede, Henrik Sass Larsen
Mange ligefrem jublede i partiet over Sass Larsens Jesusagtige genopståen, men det kolde spørgsmål handler nu om, hvad de ægte begejstrede (en del klapper af pligt, manden får jo magt over ordførerskaber) har at have begejstringen i?
Ikke alverden. Bagud med 6 procent til Lars Løkke og den blå blok og en samfundsøkonomisk fornuftig – men upopulær politik – må og skal Thorning-Schmidt finde på noget, som kan ruske op i dødvandet. Ellers er det slut.
Og Sass Larsens comeback var altså, hvad hun kunne finde på.
Det er en klog udnævnelse af flere grunde, men derfra og så til at Sass Larsen - nu i Jesuskostume - ene mand kan vende statsministerpartiets voldsomme nedtur, er nok lidt for meget at håbe på.
Tre gode argumenter for at hente Sass Larsen tilbage:
Et. Der er faktisk brug for en gruppeformand, som kan banke gruppen på plads, når panikken martrer i den aktuelle historiske nedtur, og holde en tæt relation til statsministeren.
Det er helt centralt for en statsminister, at der er styr på gruppen. Hendes energi skal lægges i ministergerningen. Mogens Jensen holdt ro og var ikke bange for at dele en kommando ud, men hans relation til statsministeren var ikke så tæt, som Sass Larsens vil blive.
To. Ser man på de nøgne tal, er regeringsprojektet ved at ramle for statsministeren. Holder elendighederne et til to år mere, vil magtkampen om, hvem der skal efterfølge Thorning-Schmidt i formandstrøjen, gå i gang.
Det er alt andet lige langt bedre for Thorning-Schmidt, at Sass Larsen pisser inde fra teltet og ud end ude fra teltet og ind. Hvis der er noget, Sass Larsen kan, er det at skabe intern splid; den slags splid, der opstår omkring magtopgør om formandsposten.
Tre. Med Sass Larsen tilbage i inderkredsen omkring statsministeren er der kommet en person, som tør tage en beslutning. For et parti og en statsminister, som i den grad er torpederet under vandlinjen, er det ikke altid nemt at træffe større politiske beslutninger.
Lammelsen griber i den situation om sig af frygt for at gøre ondt værre. Og de kommende 2020-forhandlinger bliver afgørende for regeringens videre chancer. Sass Larsen kan få rollen som den, der rent faktisk får truffet nogle beslutninger.
Tre gode argumenter imod Sass Larsens comeback:
Et. Sass Larsen var ikke alene hovedarkitekten bag alliancen med SF, som vel dengang var en god idé. Han var også en central person bag ideen om at hælde de radikale rent ned af brættet.
Det var - dengang som i dag - en fejlberegning af dimensioner, som både S og SF har betalt voldsomt af på lige siden. Dengang var Vestager tæt på spærregrænsen, men sad stadig med de afgørende stemmer; en detalje, som bl.a. Sass Larsen overså i farten.
Det nuværende politiske uføre og forskellen på S-SF-planen ’Fair løsning’ og regeringsgrundlaget taler sit eget tydelige sprog. Man kan håbe på, at hans politiske boldøje er blevet bedre i de seneste syv måneder.
To. Sass Larsen vil overraske positivt, hvis han bliver en aktiv debattør imod den borgerlige opposition. Det er lidt en skrøne, at Sass Larsen er en hård debattør. I sin tid som politisk ordfører for S i tiden op til valget var han i lange perioder helt væk fra offentligheden.
Men nu får han chancen igen. Og Sass Larsen er ikke i sig selv en vælgermagnet, hvorfor rollen som tæskehold er den eneste indlysende, hvis han kan løfte den?
Tre. Hele PET-sagen hænger som en skygge over den nye gruppeformand. Der skal altså noget til, før man dømmes ude som minister.
Nogen kan spørge, om det store regeringsparti er så tyndt i papirerne, at man ikke har råd til at lade en kompromitteret person (PET-sagen er ikke aflyst) som Sass Larsen sidde på bænken?
Svaret er tydeligvis ja. Det er forbundet med en vis risiko, såfremt den mystiske PET-sag igen eksploderer op i ansigtet på Sass Larsen, og dermed på statsministeren. Endelig kan man frygte for S, at Sass Larsens genkomst ikke akkurat styrker vælgerne i troen på folkestyrets bonitet, og at de af den grund straffer partiet yderligere.
Næstformandsrokaden var en god anledning for statsministeren til at ændre lidt på holdopstillingen. Sandheden er, at hun intet har at tabe herfra. Hun valgte Sass Larsen, som hun er tryg ved.
Thorning-Schmidt er ikke tryg ved ret mange, så hendes valg var i den forstand velbegrundet. Bliver regn til sol, når den hårde politiske dagligdag kommer? Næppe.
God weekend
.