EU truet af Bruxelles’ impotens…og dansk politik dalrer videre

Det er sjældent at man får meget ud af at være mørkemand i politik. Det kræver derimod en grundnatur som optimist, at kunne arbejde med det ustyrlige politiske område, som jeg har gjort nu på den ene eller anden vis igennem flere årtier. Men uanset hvor meget optimisme man måtte være besjælet med fra fødslen er det svært at være andet end dræbende pessimist på det europæiske samarbejdes vegne i årene fremover.

Den grad af omvæltning vi potentielt nu skal indstille os på i det næste årti, vil kun et fåtal af os kunne overskue omfanget af. Men det kræver ikke en raketforskers hjerne at regne ud, at hvis Storbritannien tjekker ud af unionen, så bliver det et wakeup for rigtig mange andre lande, som ikke mindst presset af hele flygtningesagen og EU’s fatale mangel på handlekraft, måske kan få den samme idé som Storbritannien.

Tilbage er for EU-tilhængerne blot at håbe på, at den britiske regeringschef Cameron kan hive et mirakel op af hatten, præcis som han gjorde ved sidste valg, hvor han mirakuløst genvandt nøglerne til Downing street 10.

Som altid er der tider hvor det er en hel del mere vigtigt at lykkes – at slå til – end andre. I en tid hvor vi herhjemme i et stadigt større omfang drives af en offentlighed mere domineret af Linse Kessler, Mads Holger, Eva Sels(v)ing, Dr. Phil og Kasi-Jesper end af en sober drøftelse af de reelle udfordringer som kongeriget står overfor, er der ikke plads til en debat om hvorfor at EU ikke kan levere varen – slå til – når det gælder. Det forhold, at Bruxelles reet står impotent tilbage, senest efter sidste uges topmøde, i kampen for at skabe et fælles syn på de mange flygtninge, bliver i den grad udnyttet råt af de politikere, som er kritiske overfor der europæiske fællesskab. Og i et stadig større omfang med rette.

Der har været mange frustrationer gennem tiden over EU’s detaljerede indblanding i de enkelte landes måde at fungere på. Også med rette. Men mange europæere har levet med disse frustrationer og sunket dybt i den tro, at når det så endelig kom til problemer med et indlysende internationalt løsningsområde – hvor de enkelte lande ikke selv ville kunne gøre noget – så ville EU slå til og vise sit værd. Men for ofte er europæerne blevet skuffet i et omfang, så det tilsyneladende snart er vanskeligt at forsvare et medlemskab af unionen i en lang række medlemslande. 

Fire dugfriske eksempler:

1) Klimaet, som intet land kan gøre noget ved alene. Der er almindelig enighed om at man politisk har arbejdet med området igennem masser af år, men hvor langt er man reelt kommet? Ikke langt. Tværtimod er det helt centrale element i den europæiske klimapolitik reelt brudt sammen – kvotesystemet. Systemet som skal sænke udledningen af CO2. Og det er lang tid siden at sammenbruddet kom, og ingen politikere har kunne gøre noget for at forbedre systemet.

2) Flygtningene, som i denne tid vælter ind over Europa. Dette kan blive den sidste pind i ligkisten for unionen. Højrepopulismen er atter på fremmarch, og impotensen i Bruxelles er hovedårsagen. Flere lande vil simpelthen ikke høre tale om at modtage flygtninge, hvorfor at Tysklands Angela Merkel nu appellerer til at oprette en ’union of the willing’. Mere tandløst kan politik ikke fungere. Unionen syntes reelt at være brudt politisk sammen.

3) Økonomien, som i modsætning til eks. USA på ottende år går skidt. På trods af en nu årelang omgang kunstigt åndedræt fra bla. ECB, den Europæiske centralbank, og på trods af uendelige drøftelser i Bruxelles om hjælp til især det sydlige Europa er krisen intakt. Ja, nærmest i forværring. Ring til Renzi i Italien og spørg hvad han mener?

4) Freden, det sidste og måske største argument for EU. Og bl.a. årsagen til udvidelsen af unionen i 2001. At EU kan medvirke til at fastholde den efterhånden historisk lange fredelige periode i Europa. Perioden fra 1945-2016 er historisk. Men så opdagede europæerne, at Ruslands nye Zar, Vladimir Putin, pludselig så stort på både EU og NATO og invaderede Krim på samme bøllemaner, som Hitler brugte da han annekterede Østrig.

Så hvis EU-politikerne spørger sig selv om hvilke argumenter der er tilbage for at vælgerne med hjertet kan støtte det europæiske samarbejde, så bliver der stille. Alt for stille. Deraf også det massive nederlag herhjemme om et sølle retsforbehold i efteråret 2015.

Cameron ligner en taber, og Boris Johnson ligner en ny leder hos de britiske konservative, fordi at han går imod. 

Det er interessant, at der lige nu, i disse uger og måneder måske lægges grundstenen til et nyt og mere opdelt – og dermed mere sårbart - Europa, og på trods heraf, er dansk debat forsat hensat til Linse Kessler, Eva Sels(v)ing, Kasi Jesper og Dr. Phil, samtidig med, at stats- og

regeringscheferne ingen vegne kommer i Bruxelles – over hovedet.

Nyd dagen Danmark…PEM (som er - ja - meget bekymret).