Fascismen titter atter frem

Forleden gjorde Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, sig bemærket med et synspunkt om, at der bør indføres et stop for indvandring fra muslimske lande til Danmark i fire til seks år. Sommerens terrorbølge i Europa var næstformandens bærende argument for synspunktet. Den ret voldsomme politiske melding kan læses som et indlæg i den normale politiske manege – hvorpå den givet også var møntet – som en yderligere skærpelse af udlændingepolitikken.

Søren Espersen ved kun alt for godt, at partiet i den grad er presset af sine egne vælgeres skuffelse over, at man ikke får mere indflydelse (på udlændingepolitikken) for at støtte en presset Venstre-mindretalsregering. Ikke mindst har partiets teologiske- og moralske højdespringer – Søren Krarup – senest været kraftigt ude med riven efter både partiformanden og at partiet støtter Løkke-regeringen, men også det nye højre parti, Nye borgerlige, spøger i kulissen og presser Sørens Espersens parti. Endelig skal der forhandles skattereform til efteråret, og Dansk Folkeparti skal have en kæmpe indrømmelse for at skrive under.

Men Søren Espersens melding kan også læses på en anden og mere bekymrende vis. Hvad man skal mene om forslaget er hver enkelt persons eget ansvar, og den politiske kamp skal nok bølge lystigt afsted. Men Espersens markering rejser det grundlæggende spørgsmål: hvad vi som land skal gøre for at undgå en langsom (eller hurtig) glidning frem imod en form for moderne fascisme, som alle umiddelbart tager principiel afstand fra, men som udviklingen syntes at presse os stadig voldsommere hen imod? Når man overgår til at afbryde relationen med hele religiøse grupper, jøder, muslimer osv. eller folk med en særlig hudfarve, så er vi i gang med at skære alle over én kam, uanset om de fortjener det eller ej. Og så er vi i den dem-og-os situation, som gennem historien har vist sig ikke at høre til blandt menneskehedens højdepunkter.

Søren Espersen har i sit forslag indbygget den observation, at der i Europa senest har været gennemført stadig mere terror, alle med muslimsk inspirerede terrorister (i USA er det en anden form for terror, ofte hvide drenge eller mænd der skyder omkring sig), hvorfor at det af den grund er værd at lytte til Espersen for at prøve at forstå, hvor langt vi i grunden er fra, at det han siger i dag, bliver almindelig accepteret politik i morgen? En velkendt udvikling i disse år ikke bare i dansk politik, men i mange europæiske lande ligeså.

Bekymringen for denne udvikling må stige al den stund, at de færreste af os er i tvivl om, at der kommer endnu mere terror i Europa, inspireret af eller ligefrem organiseret af Islamisk Stat, og således vil Søren Espersen være yderligere motiveret og ramme ind i gødet jord, næste gang at han fremfører sit politiske forslag. Der er ikke målet her at pege fingre af hverken Espersen eller alle de danskere, som er bekymrede for hvad den stigende terror og konflikt med ekstreme muslimske grupper kan føre med sig i de kommende år.

Bekymringen er berettiget. Der ER grund til bekymring for det vi står overfor i de nærmeste år, og Espersen kan med en vis ret sige, at han blot tager situationen alvorligt og peger på løsninger. Det er imidlertid målet her at diskutere og forholde sig til hvad et demokratisk og menneskerettighedsbevidst land som Danmark kan og skal gøre, hvis ikke vi skal lade os besnære af den vej, som op igennem historien har vist sig som den mørkeste. Fra korstogenes religionsvanvid, til 1930’ernes vanvid i bl.a. Tyskland og Italien.

At historien gentager sig selv er en lidt forslidt frase, men vi bør alle være bekymrede for, at det er ved at ske igen. Hvis man, som jeg, har observeret den danske udlændingedebat siden den for alvor tog fart sidst i 1990’erne, er der sket et voldsomt ryk i forhold til debattens præmisser. Der er meget af det der udtrykkes i dag i det offentlige rum af de fleste partier, som ville blive opfattet tæt på racistisk af de samme partier for tyve år siden. Én forklaring herpå er selvsagt, at konflikten med de muslimske ekstremister er eskaleret. Om det så er hønen eller ægget, om konflikten er eskaleret FORDI den offentlige debat er skærpet, eller om den offentlige debat er skærpet FORDI ekstremismen er steget kan vi lade politologerne studerer, men at vi har en anden tolerancetærskel i dag forekommer indiskutabelt.

En anden, og måske mere interessant, forklaring på historiens gentagelse er måske, at det er knapt fem og halvfjerds år siden at de fascistiske regimer i Tyskland/Østrig og Italien brød sammen ved slutningen af 2. Verdenskrig. I årtier var gruen over eksempelvis holocaust alt rigeligt til at holde tonen blandt politiske debattører i Europa på måtten. Det blev opfattet som moralsk anløbent og forbundet med stor fare for et samfund at dele mennesker op, blot som følge af deres religion, eller på anden vis sætte menneskelig tolerance i skammekrogen ved en blind dyrkelse af elitære træk, eksempelvis i debatten om den stærkeste race. Simpelthen fordi at der er tale om brud på basale menneskerettigheder, rettigheder, som alt internationalt arbejde har handlet om lige siden.

Men nu er vi her måske igen. Erindringer om læren af 2. Verdenskrig er om ikke helt væk, så nu så langt tilbage i historien, at for mange yngre end mig, kunne rædslerne fra krigen lige så vel være trediveårs krigen man refererer til, og den hungersnød og epidemier, som fulgte i dens kølvand. Der er ikke mange overlevende tilbage iblandt os, som kan fortælle om hvorfor at de valgte at sætte livet på spil for at bekæmpe det tyske regime som modstandsfolk. Der må man til Mindelunden for at læse om. De hjerteskærende breve fra de dødsdømte, som beskriver, at demokratiet er værd at dø for.

Historien gentager dog aldrig sig selv helt. Det nye i den udvikling vi kan se nu er tydeligvis, at der med en overvældende fart skabes konsensus på Christiansborg for at stramme udlændingelovgivningen, for at imødegå vælgernes – berettigede - angst. Men med den stramningskurs, som den nuværende konsensus har medført, er instrumentvalget herfra tæt på at komme i fokus. Vi er måske ikke langt fra, at Søren Espersen kan finde flertal for sit forslag i Folketinget, som mange tror? Og den trend i tiden som ligeså syntes kendetegnende – måske grundet en magtesløshed hos politikerne – er den opfattelse, at når halvfems mandater er bag et forslag, så er det ok i både indhold og moral. Dette kan bringe Danmark som nation et sted hen, som vi aldrig har været i nyere tid.

Nogle vil sige ”Fint nok Peter, men hvad ellers kan vi gøre?” Det er et godt spørgsmål. Ingen tvivl om at der skal oprustes hos politi og efterretningstjenester, Europol og så videre, og at det vil koste mange flere penge. Problemet er der, og det er skræmmende, så det kan ikke diskuteres om Søren Espersen og hans kolleger på Christiansborg skal gøre mere for at sikre trygheden langsigtet. Men instrumentvalget kan som sagt diskuteres. Et andet spørgsmål handler om hvad der kan opnås gennem det muslimske samfund her i landet og i andre Europæiske lande. Kan de mon organisere sig bedre, for at synliggøre, at langt de fleste muslimer måske nok kan se konfliktflader med os andre, men absolut ikke deler ekstremisternes synspunkter og valg af instrumenter. Der er i stigende grad brug for at de tager afstand og aktivt arbejder med myndigheder og lokalsamfund i de pressede europæiske samfund for at udpege ekstremisterne. Det muslimske samfund har alt at vinde, for alternativet kan ultimativt ende i vilkårlig personforfølgelse, modterror, internering og hvad der ellers kendetegner et fascistisk samfund.

Hvad gør vi hvis Folketinget diskuterer at genindføre hvad der svarer til en moderne fascisme? Mange ting forhåbentlig, men det første vi gør bør være at erindre hinanden om, at selvom det er Folketinget der indfører fascistiske elementer i lovgivningen – en slags demokratisk fascisme - så er det stadig fascisme.