Folkeskolen er Thornings store chance

Hvis Thorning skal udleve sin folkeskoledrøm, skal hun finde 5-12 milliarder og vinde kampen over lærernes formand, Anders Bondo. Julen er en tradition, vi ikke kan slippe af med. Det samme gælder enhver regerings forsøg på at mase landets folkeskolelærere ned i en arbejdsmodel, hvor de underviser ungerne i en del flere timer til den samme løn. Statsministerens bekostelige folkeskolereform skal finansieres, og det skal primært ske gennem en øget indsats per lønkrone fra landets folkeskolelærere. Problemet er, at der ikke findes ledige milliarder i statskassen, som kan udgøre en plan B, hvis folkeskolelærerne bliver genstridige. Og det gør de.

Traditionen tro vil Anders Bondo - lærernes formand - kaste sig ud i kampen - og måske vinde den. Igen. Sker det, vil statsministeren stå totalt afpillet tilbage, idet Emil fra åbningstalen i oktober så heller ikke fik flere skoletimer på hendes vagt. Omvendt, såfremt Helle Thorning-Schmidt får reformeret folkeskolen i et bredt forlig - inklusive et ' SAS-agtigt' opgør med lærerne - vil hun kunne sætte en ny dagsorden for sin forpinte regering og, hvem ved, se et lille lys i mørket i forhold til næste valg. Egentligt vil jeg denne tirsdag have skrevet om kulturminister Uffe Elbæk. Men det er for banal en sag. Den simple forklaring på Elbæks kritisable aktiviteter med at sukre sine pals til er den eviggyldige, at politikere altid er under pres for at hjælpe deres venner. The missing link her er ikke, at Elbæk kunne få den tanke at træde over stregen. Det har mange ministre kunnet. The missing link er, hvorfor ingen i hans system har stoppet ham? Ganske mange embedsmænd må have været i nærheden, når alle disse møder om millionstøtte og middage med luksusføde skulle arrangeres. At fortælle en minister, at forsiden venter forude på tvivlsomme organer som Ekstra Bladet, hvis ministeren kører videre med sine vennetjenester, kræver ikke alverden.

Ministeriets svigt som advarselslanterne hverken kan eller skal redde Elbæk fra hans manglende dømmekraft og moral. Det er dårlig stil, men man undres. For regeringen er det her et større problem. Det Radikale Venstre var det parti, der stod for stabilitet og robusthed. Nu er fanden også løs hos Vestager. Tilbage til folkeskolen. Det er et godt emne, som statsministeren sætter på dagsordenen. Der er rigtig mange stemmer at hente, idet vi næsten alle sammen har børn i skolealderen eller kender nogen, der har. Læg hertil, at vi i den grad har brug for at opruste vores kommende generationer, som skal konkurrere på verdensmarkedet i et omfang, som vi andre ikke har været igennem. Noget skal gøres, hvorfor tidligere engelsk, flere timer med lærerne og et heldagsskole burde være som at sparke en åben dør ind. Men det er næppe tilfældet.

I Kraka har vi beregnet, at såfremt at Thorning-Schmidt skal udleve sin folkeskoledrøm, skal hun finde en kasse guld, der indeholder 5-12 milliarder kroner. Den kasse findes ikke. Derfor skal lærerne arbejde mere for de samme penge. Hvis nogen tror, at lærernes formand Anders Bondo, giver sig uden kamp, må de tro om igen. Det var »god socialdemokratisk politik«, at SASpersonalet gik ned i løn, som finansministeren sagde. Men i modsætning til SAS er folkeskolen ikke et selskab, som er noteret på børsen og kan lukke. Derfor vil statsministeren få den sædvanlige endeløse debat med lærerne, om hvorvidt glasset er halvt tomt eller halvt fyldt.

Givet, at folkeskolereformen kan komme igennem, har S-R-SF-regeringen besteget et større bjerg, end man skulle tro, den magtede. Og finten ved en folkeskolereform er, at der er tale om en positiv politisk dagsorden. Der er tale om at lære vore børn mere og hurtigere. Og - hvis det går godt - få flere af de svage børn med på vognen. En reform, der hos de skuffede vælgere står i strid modsætning til skattereformens nedjustering af overførselsindkomsterne, eksperimenterne omkring førtidspensionen og den kommende kontanthjælpsreform. Regeringen skal nok få sit flertal for en reform i Folketinget. Det er ikke der, farerne lurer. Det er indholdet af den førte politik, som så langt har trykket næste alt liv ud af Thorning-Schmidts regering. Men finansloven med Enhedslisten, en FN-beslutning, som hjælper et presset palæstinensisk folk, og en vellykket folkeskolereform kan være en lille ny start for regeringen.

Problemet er, at der ikke findes ledige milliarder i statskassen, som kan udgøre en plan B, hvis folkeskolelærerne bliver genstridige. Og det gør de.