Hedegaard tør, hvor andre tier

Mange ville måske lige skulle sunde sig lidt, men ikke Lars Hedegaard

Den seneste tids hurlumhej omkring attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard har for en stund kaldt det gamle udlændingespøgelse til live på Christiansborg.

Ingen politiker er så naiv, at man ikke er pinligt bevidst om, at udlændingesagen ikke er død, men kun slumret lidt ind. Og hvis der er én ting, regeringen ikke ønsker at have på dagsordenen oven i alle sine øvrige trængsler, er det en udstilling af dens dybe interne uenighed omkring udlændingepolitikken (S mod R og SF).

Man må forkaste attentatforsøget mod Lars Hedegaard. Så er det sagt.

Men man må ligeså ærgre sig over, at denne mand gennem udåden opnår en ny martyrstatus, som vel kun har været Pia Kjærsgaard til del, i de – ligeså forkastelige – attentater mod hende.

Hedegaards kompensation er efterfølgende kommet gennem en nærmest uendelig tour de force gennem medierne i primetime, hvor han har haft rigelig lejlighed til at spy omkring sig med en cocktail af sit indskrænkede syn på islam og herboende muslimer, en kritik af medier og af landets politikere.

Mange ville måske lige skulle sunde sig lidt efter det påståede håndgemæng med en attentatmand, men ikke Hedegaard. Kampagnemuligheden var for fristende, og som en skræmmende udgave af realityprogrammet ’For lækker til love’ har Hedegaard nydt sit eget spejlbillede og fundet alle andre end sig selv og sine meningsfæller mindreværdige.

Pinligt bevidst om, at attentatet kan bruges til at genoplive den uendelige skyggedebat om ytringsfrihed – som reelt er en kodet debat om, hvor hårdt man inden for gængs moral kan kanøfle dem, som er anderledes – gik Hedegaard med vanlig præcision til angreb.

Han vidste, at politikerne – selv de som mener, at han er plim (et synspunkt, som er svært ikke at hælde til) – var låst, idet alt andet end entydig opbakning til Hedegaard ville stemple dem som modstandere af ytringsfrihed (kodeord for antidemokrat) og massive tilhængere af islam. Hvilken skæbne der er værst i dansk politik i denne tid, ved jeg ikke, men at der er store potentielle vælgertab i begge, er evident.

På Christiansborg var der næsten panik i spindoktorkorpset, da nyheden om attentatet på Hedegaard kørte i gult over skærmen.

I Dansk Folkeparti har man selvfølgelig oplevet sagen som en politisk lækkerbisken uanset den triste baggrund. At få udlændingespørgsmålet på toppen af forsiderne er ikke hverdagskost længere. Og statsministeren, som er formand for et nu decimeret parti, der historisk har betalt blodigt til Dansk Folkeparti på grund af udlændingesagen, rykkede hurtigt ud som alle andre.

Medierne blev som vanligt forvirrede, da de pludselig befandt sig i et klondike af toppolitikere, som ville ud til vælgerne, og kørte manisk i gul båndsløjfe med sagen, herunder ukritisk mikrofonholderi for Hedegaard.

Alle forholdt sig til, at attentatet havde fundet sted, men ikke til, hvorfor attentatet havde fundet sted? Ingen medier forholdt sig til, om Hedegaards rabiate synspunkter er drivende for, hvad der har overgået ham?

Og politikerne kender mediernes reaktionsmønster, hvorfor de alene forholdt sig til at forkaste selve attentatet i mediekommentaren – uden nuancer. Punktum. Sådan har det været i dansk politik siden sidst i 1990’erne.

Politikernes reaktionsmønster bakkes op i bogen ’Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011’, hvor forskere fra Aarhus Universitet har spurgt ind til, hvad der fik danskerne til at stemme, som de gjorde, i 2011.

Ja, økonomien var et centralt tema. Men en stor forklaring på krydsets placering skal findes i udlændingespørgsmålet. På trods af undersøgelser en masse, der frikender os danskere for at være racister, lurer den slumrende udlændingesag lige under overfladen.

At regeringen er massivt uenig internt i udlændingespørgsmålet og det forhold, at man har kunnet holde dette faktum væk fra den offentlige debat, har hidtil været en af dens største succeser. Og attentatet mod Hedegaard lugter så meget af terror, at uenigheden ikke vil springe i luften af den grund.

Faren for regeringen lurer snarere i forhold til den efterfølgende angst for udlændinge, som Hedegaard og co. vil søge at sprede i kølvandet på det forkastelige overfald. Vil det føre til yderligere vælgerskred, jf. forskernes resultater?

Imens man holder vejret på Christiansborg af frygt for næste måling, kan vi andre stille konstatere, at gerningsmanden med sin skændige dåd alene har bidraget til Hedegaards martyrium og forøget hans og ligesindedes ildkraft.

Selv fremtidens potentielle attentatmænd turde snart forstå, at det alene er gennem netop ytringsfrihed og debat, at vi kan forholde os til denne verdens Hedegaard’er. Som i egen optik jo blot ’tør, hvor andre tier’