Hvad driver egentlig Vestager?

Statsministeren, Vestager og Corydon er mentalt fortabt i en præmis om, at det ikke er på deres vagt, at man opfører sig uansvarligt. Så hellere tabe næste valg.

IMENS bardunerne ryger én for én i den røde del af regeringen, holder de radikale fast i en politik, som med statsgaranti indebærer, at Vestager i 2015 atter kan sætte sig til rette på oppositionsbænkene. Idet udsigten til lige at skifte hest og ride videre med Løkke er yderst ringe, må det store spørgsmål i dansk politik lige nu være, hvorfor de radikale insisterer på at køre regeringsprojektet - og sig selv - i afgrunden? Måske dansk politik bare er kommet til det modsatte yderpunkt, i forhold til det vi så med Fogh i 0' erne, hvor man hellere er for skrap end for god ved sine vælgere? Med regeringens stensikre fald som konsekvens.

Jeg så SF-bossen Annette Vilhelmsen sidde i morgenflimmer og fortælle om sin vision for partiet. Tilbage til rødderne. SF'erne har fået nok af at være moderne og regeringsduelige med en politik, som ingen i partiet kan genkende sig selv i. Det store spørgsmål bliver, om Vilhelmsen reelt har et andet valg end at forlade regeringen? For selv om hun kan skifte Søvndal og sig selv ud med mere sociale ministerier, vil hun og Holger ikke kunne overbevise Vestager om en mere social agenda, underforstået, at der skal sættes penge af hertil. Vilhelmsen er i højrisiko for at ende som en ' snakker'.

SOCIALDEMOKRATERNE er p. t. lidt efter SF, når det kommer til opløsning. De har endnu ikke taget konsekvensen af et regeringsprojekt, som deres vælgere i stadig mindre grad kan se sig selv i. Men det bobler i S. Forkortelsen af dagpengeperioden midt i en lavkonjunktur er det store symbol på den politikforvirring, som præger regeringsledelsen.Det er oplagt, at S altid har stået for reformer og forandring, også når det gjorde ondt. Nyrup og Lykketoft fjernede eksempelvis overgangsydelsen i 90' erne, men det skete - in all fairness - på ryggen af etableringen af et hav orlovsordninger, som trak den anden vej. Enhver intern kritik af linjen bliver p. t. slået ned som ' useriøs adfærd' af S-ledelsen. Således fik den nye ' Danton' i S, nordjyden Rasmus Prehn, ' kærligheden' at føle, da han tillod sig at pege på, at der måske er muligheder for en smule justeringer.

Tre spørgsmål trænger sig på for S-ledelsen:

1) Er der en vej, som kommer S-vælgerne i møde, uden at man opfører sig useriøst?

2) Kan en sådan vej gennemføres med de radikale? og

3) Vil den boblende utryghed og kritik - ja, ligefrem oprør - mod linjen kunne stoppes uden handling?

Det sidste først: Svaret er nej. Ingen kan forklare, hvorfor man sænker dagpengeperiodens længde i en tid, som af statsministeren betegnes som krise. Fagbevægelsen er ved at nedsmelte i frustration over at stå magtesløs over for en regering, hvis politik man opfatter som alt mellem klasseforræderi til direkte idioti. Den seneste nådesløse kritik af LO formand Harald Børsting signalerer, at S-linjen kan tage ham med i faldet.

TIL DET FØRSTE spørgsmål er svaret ja. Selvfølgelig findes der et ' 80-procents alternativ', som ikke er uansvarligt. Til spørgsmål 2 er svaret: Måske. De radikales hårde linje er mystisk. Enhver kan se, at tillidsbruddet mellem vælgerne og de to røde partier er evident. Og formentligt uopretteligt. Det betyder, at Vestager, hver aften inden hun går i seng, skal overbevise sig selv om, at hun hellere vil ofre regeringen om to år end give sig bare en anelse på de punkter, som er hjerteblod for S og SF. Konventionel politisk analyse omkring den radikale situation skal her udfordres på mindst to punkter. For det første eksisterer der ikke en indlysende samarbejdsmulighed mellem Løkke og Vestager. Jo, måske på dele af den økonomiske politik, men Dansk Folkeparti, som med Thulesen Dahl nærmest stormer frem med klare forventninger om at opnå massiv indflydelse i en ny Løkke-regering, er forhindringen i den virkelige verden. For det andet er de radikale vælgere tilhængere af en radikal regeringsdeltagelse i en centrum-venstre-regering.

Så hvad driver damen? Svaret blæser i vinden. Det er tydeligt, at statsministeren, Vestager og Corydon er mentalt fortabt i en præmis om, at det ikke er på deres vagt, at man opfører sig uansvarligt. Så hellere tabe næste valg. Men hvad om præmissen er forkert? Er det tilfældet, vil en justering af reformlinjen måske kunne forhindre en yderligere eskalering af oprøret i og imod S, SF's exit fra regeringen og et valgnederlag af bibelske dimensioner i 2015, der resulterer i et sjælsforladt socialdemokratisk parti, som fremover kun er statist i det politiske arbejde. Det trækker op til en rustik diskussion med de radikale.

Jeg tror, at vi nærmer os sidste udkald. Enhver kan se, at tillidsbruddet mellem vælgerne og de to røde partier er evident.