Hvad nu hvis bandemedlemmerne har ret?
Måske forstår disse bandemedlemmer konflikten i Syrien bedre, end nogen dansk politiker hidtil har gjort. Der er mange ulemper ved at blive lidt ældre. En af dem består i, at man tvinges til at gennemleve den vedvarende repetition af dansk politiks trivialiteter. Udlændingedebatten overrasker aldrig og følger altid det samme mønster. Hver gang, en ny oplysning kommer frem, kaster partierne reaktioner af sig, som alle har samme retning, men gradbøjes lidt efter politisk placering: S reagerer skarpt, K reagerer skarpere og Dansk Folkeparti kammer nærmest over.
De seneste dages debat om de få mænd fra bandemiljøet, som er draget til Syrien for at bekæmpe præsident Assads diktatur, er ingen undtagelse. Reaktionerne rækker fra krav om flere ransagelsesmuligheder til politiet til krav om udvisning og fratagelse af statsborgerskab. Der er naturligvis intet positivt at sige om bandemedlemmer i Danmark. Men debatten om 45 og deres tur til Syrien er en bagatel i det store billede, som handler om, hvad Vesten – herunder Danmark – gør ved Assad-regimets vedholdende myrderier. Af mindst to grunde: For det første støttede USA (i øvrigt sammen med Osama bin Laden) de afghanske muslimske ekstremister i kampen mod selv samme Rusland i 1980’erne. Hvilket var med til at bringe Taleban til magten.
For det andet har Nato lige grebet ind over for Libyen, ligeså med risiko for, at oprørene der kunne udvikle sig uheldigt. Det må således være svært for vælgerne at gennemskue de politiske argumenter for, at Danmark og Vesten passivt ser til, at Assads styrker – med våben fra bl.a. Iran – nu på andet år myrder løs på kvinder og børn. For tre dage siden kunne New York Times berette, at CIA i den grad har været aktiv i de seneste måneder med at bygge en luftbro med våben til oprørerne sammen med bl.a. Saudi-Arabien og Tyrkiet. Og præsident Obama tvang efter sigende den israelske premierminister, Netanyahu, til at slutte fred med Tyrkiet af samme grund. Meget tyder på, at Obama har lugtet, at den vestlige verdens passivitet er blevet tiltagende uholdbar.
Danmark er et lille land i den internationale militære sammenhæng, hvad forsvarsminister Nick Hækkerup gjorde befriende klart forleden. Nok så mange mountainbiketure med amerikanske præsidenter har ikke ændret herpå. Eksempelvis må SF-boss Annette Vilhelmsen spørge sig selv om, hvorfor hendes vælgere ikke kan kende deres folkesocialistiske parti længere? En af grundene er, at partiets normale antipati mod diktatorer udviskes af den linje, som udenrigsminister Villy Søvndal blindt følger over for diktaturet i Syrien.
Den almindelige visdom – fra Fogh i Nato til EU og USA – er, at givet, at man ikke kan finde fælles fodslag med Rusland, og givet, at man ikke kan skelne de religiøse fundamentalister fra de demokratiske kræfter i den syriske opposition, kan man ikke skride ind og hjælpe oprørerne.
En svært tilgængelig visdom, navnlig når man tager de historiske briller på. Men i humanitære spørgsmål har Danmark altid haft en – berettiget – større stemme end vores lands størrelse tilsiger. Men Danmarks stemme har så langt været og er stadig skræmmende tavs for mange vælgere, når det kommer til Syrien.
I stedet for en dristig og humanistisk politik over for Syriens regime kan vælgerne nu forholde sig til en lokal debat om knap et halv hundrede unge mænd, som er taget i krig på oprørernes side. PET’s seneste rapport om samme personer mere end antyder, at der er godt styr på denne gruppe mænd. Uanset, og i betragtning af hvad kongeriget ellers har stået over for af trusler i de senere år, synes truslen fra de unge mænd at være en opgave i absolut øjenhøjde for PET. Hvilket dog ikke forhindrer danske politikere i at sætte fokus ind her frem for på situationen i Syrien. De ved alt for godt, at terror, bander og hellig krig er en velkendt politisk slagmark i Danmark.
Naturligvis skal bandemedlemmer og radikale islamister følges til dørs af danske myndigheder. Men hvad med dem, der tager til Syrien for, med livet som indsats, at kæmpe mod diktatoren Assad, for at hjælpe civilbefolkningen, familier eller venner, som verdenssamfundet nu har vendt ryggen?
Måske forstår disse mænd konflikten bedre og udviser mere mod over for samme, end nogen dansk politiker har gjort så langt. Udlændingedebatten er kommet for at blive. At tro andet er naivt. Og indtil videre har den massivt overdøvet debatten om myrderierne i Syrien. Alt er ved det gamle.