Onsdag 20. mar 2013

Hvem ringer til Thorning og Corydon?

SOCIALDEMOKRATERNE er nu i så dyb en vælgerkrise, at partiet er tvunget til et internt opgør - uanset det er det sidste, der er brug for. Tilliden til, at statsminister Helle Thorning-Schmidt kan bringe regeringen flot, er nu omtrent væk hos de personer i S-toppen, som omgiver hende. Hun og finansminister Bjarne Corydon er isoleret.

 

Det mest skræmmende for Thorning-Schmidts nærmeste omgivelser er, at hverken hun eller finansministeren på nogen måde signalerer, at de kan se den mindste udfordring i partiets aktuelle situation. »Hvad nu, hvis Helle og Bjarne er to aliens fra det ydre rum, som er kommet for at nedlægge os socialdemokrater indefra?«, spurgte en frustreret topsocialdemokrat mig om forleden. Spørgsmålet er relevant.

 

Det er ikke alene løftebruddene fra valgprogrammet, der bekymrer. Ikke alene reduktionen af overførselsindkomsterne i skattereformen. Ikke alene forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år. Bekymringen bygger i høj grad på udsigten til, at socialdemokraterne i denne regering fører en usmidig politik, som er ved at sende S uden for indflydelse de næste ti år, og endnu værre, at partiets historiske rolle omdefineres fra at være et samfundsbærende parti til et ditto med begrænset vælgeropbakning og en uklar politisk profil.

 

FINANSMINISTERENS seneste udtalelser - fremsagt i denne umulige tid - om, at partiet ikke ligger til venstre, opfattes i S-baglandet som en giftig cocktail af en klar tilståelse af, at den førte politik er alt for højredrejet, og en uhørt arrogance fra en mand, som for 18 måneder siden ikke var kendt af andre end den socialdemokratiske top på Christiansborg.

 

Hvad er det lige, der tilsiger, at den sidst ankomne til S-ledelsen skal definere, hvor socialdemokraterne universelt er placeret? Mange medlemmer og vælgere opfatter udtalelsensomhistorieløs, og fornemmelsen af, at man sidder fastspændt i en fly med en stærkt dalende tillid til pilotens evner ud i flyvningens kunst, trænger sig svedperlende på. Og netop denne følelse i S-baglandet skræmmer S-toppen - eksklusive Thorning-Schmidt og Corydon - fra vid og sans. Nu gælder det ikke længere om at redde regeringen, men om at redde partiet langsigtet.Hvad skal de bekymrede top-S'er gøre? Tja, de må frustreret erkende, at så længe stats-og finansministeren end ikke vil drikke en kop kaffe og anerkende elendighederne, kræver det et større anlagt setup at skabe ændringer.

 

Thorning-Schmidts evne til at holde ' keep on smiling' i hævd er velkendt, og realistisk set er den hendes bedste værn mod et egentligt oprør fra hendes egne: at ' oprørerne' kender de krigsskadeomkostninger, som en paladsrevolution indebærer. Thorning-Schmidts manglede lyst til dialog er hendes måde at kommunikere, at såfremt de vil noget, må de tage grovfilen i brug, med alt hvad det indebærer. Dette har så langt forståeligt nok afholdt alle fra at trække blank. Indtil nu. Kynisk betragtet har hverken Thorning-Schmidt eller Corydon meget at tabe. De to er nu så entydigt forbundet med en politik, som baglandet opfatter som forkert, at de for længst må have fået den tanke, at uanset hvad der kommer efter denne regering, er deres tid i toppen af S ikke akkurat en selvfølgelighed.

 

Hvorfor så ikke regere ' til historiebøgerne' perioden ud, i det håb at eftertiden vil kigge tilbage og se værdien af de gennemførte - og i S-baglandet hadede - reformer? Samtidig tordner Mette Frederiksens popularitet op på niveau med Lars Løkkes som tegn på, at vælgerne har forstået, at hun deltager i showet med hænderne bundet af loyalitetens lænker.' Oprørerne' har én ting kørende for sig, som man ikke skal undervurdere: Såfremt de sætter statsministeren stolen for døren ( præcis hvordan tilbagestår at opdage), vil det være som at sparke en åben dør ind i hele partiet. Behovet hos lokale politikere for offentligt at lægge afstand til S-politikken ved at formene statsministeren adgang under kommunalvalget fortæller alt.

 

AT SKIFTE Thorning-Schmidt ud kræver, at partiet rammer 12-13 procent ( og DF 20 procent). Der er vi ikke nu. Men mindre kan gøre det. En mere delt ledelse med flere topministre kan blive et rimeligt krav. Sjovt nok er det normalt, at ledelsen bliver bredere, når krisen kradser, for at involvere så mange som muligt i nedturen.En pointe, Thorning-Schmidt tydeligvis ikke har fanget. Yderligere er en kronik signeret af de rigtige forfattere - der balanceret tager modige Rasmus Prehns linje op - et egnet instrument til at signalere bekymring for en ledelses-/debatkultur i S, som kun rummer to positioner: den dybt ansvarlige og den dybt uansvarlige.

 

Der tales meget på kryds og tværs i S-partiets top i disse uger. Endnu har ingen fundet nummeret, der får de to centrale ministre til at tage røret. Kynisk betragtet har hverken Thorning-Schmidt eller Corydon meget at tabe.