Klar sejr for Thorning - men blodig rekyl på vej
Det kan ikke undre, at Johanne Schmidt-Nielsen springer ud som Moster Skrap. Skatteaftalen er indgået. Det er indiskutabelt, at regeringen trods alt kan regere. Det var ved at være sidste udkald, og regeringen stod i den grad med ryggen mod muren.
Venstre syntes umiddelbart at virke rystet og noget flosset i kanten. Løkkes 'forhandlingstaktik' har ikke været overbevisende, men hans konsekvens har ikke fejlet noget i slutfasen.
Da en måling viste, at kun 9 procent af Venstres vælgere mente, at Venstre skulle forlade skatteforhandlingerne, stod det rimeligt klart, at der ikke var nogen vej udenom - forliget måtte indgås. Og så hurtigt videre. Det er nu sket. Tilbage står altså en regering med en skatteaftale, som kan give blodig rekyl. I sin struktur har regeringens skattereform hele tiden været højrevendt. Enhver økonoms vådeste drøm. Men prisen har været den blå kulør.
Baglandet i både S og SF har været enige om, at regeringsudspillet har været helt til kanten og lidt til. Sagt lige ud stod de rige til at vinde voldsomt på aftalen. Det ville nok kunne gå, hvis regeringen førte tordnende i målingerne. Ikke når den er presset i bund på enhver tænkelig måde.
Derfor var der hørbar lettelse i de to partier, da pilen pludselig pegede på Johanne Schmidt-Nielsens parti. Og så det overraskende skift. Venstre står nu arm i arm med Vestager og Corydon med en reform, som yderligere favoriserer de velstillede. Topskattegrænsen er intakt, beskæftigelsesfradraget (som gavner de rige mest i modsætning til, hvad regeringen har sagt) lige så indtakt. Og det, der skulle gå den anden vej - reduktionen af rentefradraget - er fjernet.
I tillæg til den skæve profil fastholdes forringelsen af overførselsindkomsterne efter valgperioden i 2015. Velbekomme. To problemer. Et eksternt og et internt.
1) Det kan ikke undre, at Johanne her i aftenens løb udviklede sig til en Moster Skrap. Alt er gået den gale vej for Enhedslisten, som nu reelt har et usælgeligt rødt regeringsprojekt at sælge til sin hovedbestyrelse. Alle illusioner er bristet. Regeringen har fejet gulvet med sit parlamentariske grundlag, og folkets røde prinsesse står tilbage med sin frø, som stadig er en frø - uanset hvor meget hun kysser den. Enhedslisten har fået et kæmpe problem på nakken, som handler om, hvorvidt de vil vælte regeringen eller ej. Regeringen satser på, at de damper lidt af over sommeren. Hidsighed er før forsvundet i politik efter lidt tid. Tag bare Uffes raseri mod Hans Engell efter finansloven i 1996, hvor de konservative gik solo. Men selv om Johanne besinder sig, skal hun og hovedbestyrelsen formentlig beslutte, om de vil holde hånden under regeringen, hvad angår finansloven, som bl.a. indeholder denne skattereform. Og en førtidspensionsreform. Og en kontanthjælpsreform. Alle reformer, der slår hårdt til dem, som Enhedslisten er sat i verden for at forsvare. Man må håbe, at skattereformen har et afsnit, der forpligter V og K til at stemme for finansloven, for det er yderst usikkert, om EL gør. For ikke at sige usandsynligt. Den gode nyhed for folkets røde prinsesse er, at hendes popularitet i målingerne formentlig vil stige i takt med, at SF's vil falde. Det bringer os til punkt to.
2) Det er en gåde, hvordan SF kan se sig selv i reformen. Det gik galt allerede i 'tårnet'. Siden raslede SF ned til 5,7 procent. Regeringens interne styrke bliver nu testet som aldrig før. Der er ingen i SF, som tror på tågesnakken fra Möger og Søvndal om, at regeringen fører god, solid SF-politik.
De forpinte SF'ere holder fast, fordi alternativerne ikke er i sigte og for roens skyld. Så enkelt er det. Men grænsen kan være nået, og SF kan brække midt over. Vi ser.
Summa summaru: Regeringen har fået en sejr - med stensikker rekyl. Økonomerne vil hylde reformen, for den retter flot op på en række uhensigtsmæssigheder i dansk økonomi. Men politikerne uden for kredsen af Thorning, Vestager, Corydon, Möger og Søvndal er rystede. Havde der været en anden vej? Det ved vi, den dag vi ser ser skitsen, som Johanne havde forhandlet færdig med Corydon. Havde regeringen valgt Enhedslisten, ville Løkke have set skidt ud. Og reformen ville givet stadig være mindst lyseblå. Men Vestager vandt også kampen om, hvem der skulle indgås forlig med. Hatten af for Corydons tålmodighed. Endelig sprang han ud som finansminister. Regeringen kan fortsætte. Men at alting bliver vanskeligere snarere end lettere herfra, det syntes klart. Løkke vil stadig vælte regeringen. Og det vil folkets røde prinsesse nu også.