Konklusionen er hård efter Thornings værste folketingsår

Thornings politik er fælt umusikalsk; for meget, for hårdt, for svært at forklare. Ved denne tid for et år siden gik vi alle sammen rundt og grublede over, hvornår Løkke ville udskrive valget. Den daværende opposition havde sovet med støvlerne på i årevis og var vel kørt ret flade af at vente. Så kom valget, hvor S-SF alliancen tabte luft, og Vestagers opstigning gav en ny politisk verdensorden i rød blok.

Netop det forhold, at de radikale nu svingede takstokken (R større end SF) indvarslede en ny verdensorden, som Thorning og Søvndal aldrig rigtig har formået at tage til efterretning. Heller ikke på denne dag, hvor Folketinget formelt går på sommerferie. Den fremlagte skattereform er indholdsmæssigt ikke langt fra noget, som bør få Løkke til at savle. Søvndal har erklæret velfærdssamfundet afmonteret, når de borgerlige har fremsat forslag, der i sammenligning har været langt mindre vidtgående.

Symptomatisk for den nye verdensorden er skattereformen ledsaget af en uendelig række af tv-klip fra den gamle verdensorden, hvor S-SF alliancen svingede taktstokken. Et klip fra 2009 viser den nuværende statsminister garantere, at netop rentefradraget og topskattegrænsen aldrig ville blive rørt. Af alle tænkelige elementer vælger Thorning netop at pille ved disse to, hvilket skaber atter den der stille ned af ryggen rislende frygt for fraværet af politisk kompetence hos og omkring statsministeren. Bedre bliver det ikke for SF'erne, hvor skatteminister Thor Möger, som unægteligt kæmper heroisk, blodigt måtte slæbes igennem tilsvarende klip i gårsdagens udgave af Deadline.

I den nye verdensorden, hvor regeringen ikke for alvor har skriftet sine u-vendinger over for vælgerne, sejler Lars Løkke muntert rundt og fristes over evne til at lade det hele ryge på gulvet. Lade kongeriget være kongeriget. Vel vidende, at Johanne Schmidt-Nielsen da må træde til med sin hovedbestyrelse under armen. Økonomer vil på nuværende tidspunkt have fortalt Løkke, at de to elementer, som for alvor bærer skattereformforslaget er reguleringen af rentefradragsretten og den nye regulering af dem på overførsel. Skal Johanne have fjernet sidstnævnte, brager hele reformen sammen.

Thorning kan endnu ikke gøre status på folketingsåret, idet forhandlinger om trepart, skattereform og førtidspension kun lige er begyndt. Men på folketingsårets sidste dag kan hun roligt konstatere, at alt, hvad hun har foretaget sig, siden hun satte sig i stolen, har været det forkerte. Opbakningen til hende er dalende, og er aktuelt lidt under det kritiske niveau på 20 procent. Selv de radikale har svært ved at nyde sejren. Guderne må vide, hvad den næste måling viser, efter at skattereformen er kommet frem.

I Kraka har vi regnet den såkaldte Ginikoeffienten ud på reformen og det viser sig, at den øger uligheden markant i forhold til de borgerlige skattereformer i 2004 og 2007. Det har vælgerne indtil nu ikke rigtigt forstået, men det kommer. Man kan have meget sympati for den politik, som Thorning fører. Den dealer faktisk med de økonomiske problemer, som kongeriget befinder sig i. Og der er intet nyt i, at S-ledede regeringer tager tunge beslutninger, som også rammer deres egne vælgere, hvilket accepteres i den store sags tjeneste. Men politikken er fælt umusikalsk. For meget, for hårdt, for svært at forklare.

At kræve flere i arbejde, når man er kommet til magten på en påstand om stor arbejdsløshed er bare ét ulykkeligt eksempel. Succes i politik skabes ikke alene gennem blindt gennemførte hestekure, men også gennem et veludviklet gehør for, hvor meget man kan byde til vælgerne på et givent tidspunkt. Det spørgsmål, som vi alle i dag, på Folketinget sidste arbejdsdag, må stille sig selv, er: hvorfor? Hvorfor overdrev Thorning-Schmidt og Søvndal deres kampagne inden de blev valgt og lovede for meget? Og hvorfor marcherer de nu i et politisk regime, hvor de taber og taber og taber - både vælgere og troværdighed?

Thornings simple konklusion efter dette annus horibilis bør være enkel: Enten lykkes det at forklare vælgerne, hvorfor det reelt er nye tider, og at de radikale nu engang bare bestemmer mere, end man er tilfreds med (Husk: you can fool some of the people all the time, and all the people some of the time, but you can't fool all the people all the time). Thorning kan ikke komme videre uden at gå i øjenhøjde med vælgerne - kigge uhyret lige i øjnene - og forklare sig.

Eller også skal det lykkes at justere (ændre den kan hun ikke) den nye verdensorden, så det politiske program herfra ikke umusikalsk hamrer løs på S-SF-vælgerne. Sandheden er, at det kræver en solid indsats, hvis det kommende folketingsår skal blive bare lidt bedre end seneste.