Leder Mette Frederiksen overhovedet S?

Da Helle Thorning-Schmidt i det sorte tårn i 2011 skrev under på et meget lidt socialdemokratisk regeringsgrundlag, blev det accepteret dels fordi at regeringsmagten trods alt var kommet i hus, og fordi at kun få dengang havde en forestilling om de politiske prøvelser, som det ville føre med sig. Ikke mindst den daværende beskæftigelsesminister - Mette Frederiksen - måtte tage imod de hårde slag, bl.a. i forbindelse med forsvaret for regeringens indsats mod dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere.

Da regeringsmagten blev tabt i juni, Thorning gik af, og kongressen endelig kunne kåre Frederiksen om ny formand, gik der et suk af lettelse gennem kadrerne. Nu fik partiet endelig en rigtig socialdemokrat som leder, nu ville man atter kunne se sig selv i den politik som partiet førte. Væk var Bjarne Corydons passive accept af Finansministeriets politik - Nødvendighedens politik - og Thornings blinde opbakning til samme.

Men så langt har Mette Frederiksen skuffet alle de rettroende, og håbefulde socialdemokrater. Hvis nogen fandt Thorning og Corydons linje borgerlig er det for intet at regne i forhold til den linje, som Frederiksen har lagt så langt. En linje som ikke mindst Sass Larsen er særdeles tilfreds med.

Argumentet for linjen er den simple, at såfremt S spejler V's politik i tykt og tyndt, vil man om fire år kunne påstå at danskerne får den samme (udlændinge-) politik, men med en mere populær statsminister end Løkke - Mette Frederiksen.

Sass Larsen har nyligt i programmet 'Mogensen & Kristiansen' forklaret den måbende offentlighed, at idet man gik frem ved valget, var linjen under Thorning og Corydon den rigtige. To problemer med strategien:

1) Dels gik S uendeligt lidt frem, fra et historisk lavt udgangspunkt. Derfor skal man være umådeligt varsom med at overfortolke resultatet.

2) Man var i juni oppe imod den svageste modstander ever - i en dansk valgkamp - idet at Løkkes popularitet var i bund. Sådan bliver det ikke om fire år, uanset hvordan det går herfra. Løkke vil blive stærkere.

Svend Auken forsøgte med held samme strategi i 1990, og havde succes mod Schlüter. Men den daværende statsminister havde siddet i ti år, gennemført kartoffelkuren og havde Tamilsagen hængende tungt omkring halsen. En i vælgernes øjne svag statsminister. Auken fik 37,4 procent af stemmerne, Thorning kun godt 26.

Mette Frederiksen har selv været meget kritisk gennem Thornings regeringsperiode over den S-fattige politik, om blev ført. Så meget desto mere bekymret må hendes støtter være i dag, idet at det tydeligvis er Sass og Corydons linje, som bankes igennem af partilederen i denne første tid. Risikoen for Frederiksen er, at hendes største aktiv - hendes socialdemokratiske autensitet - bliver smadret i vælgernes øjne. Det er min vurdering, at hun har godt seks måneder tilbage, før at skaden kan være uoprettelig - hun vil da blive en ny Thorning-Schmidt, med suk, opgivelse og apati blandt S-baglandet til følge. Ikke lige det Frederiksen søger.

Det skræmmende for Frederiksen er, at Gjerskov allerede er ude nu med sin kritik. Den hurtige modreaktion vidner om, at socialdemokraterne - efter fire lange år i regering - bare ikke kan klare mere. Så hellere udsætte sig for Sass Larsen velkendte krabask, og lade rygstykkerne blive synliggjort under afstraffelsen. "Hellere død end rød", for at bruge det gamle sovjetvenlige slogan fra den kolde krig.

Frederiksens største politiske problem er udlændingepolitikken, ikke mindst når alle ved, at det er denne som igen bliver afgørende om fire år. Men den nuværende vej ser ikke ud til at hjælpe S, dels fordi at de aldrig får lov at komme med 'i hulen', uanset hvor mange snegle de spiser, og fordi at de aldrig kan følge med ned i dybet sammen med DF og Venstre.

S-baglandet, med Gjerskov i spidsen, har allerede nu har fået nok af Frederiksens (manglende) lederskab, og det kan da anbefales at partilederen tolker blot en anelse herpå...nyd dagen Danmark.