'Mad Men' og dansk politik
DON DRAPER: »I'm enjoying the story so far, but I have a feeling it's not going to end well«. Hurra. 'Mad Men'-serien er tilbage med femte sæson. Denne verden af 1960' ernes kyniske alkohol-og cigaretkonsumerende reklamemænd i New York er på mange måder et mikrokosmos af dansk politik. Ovenstående citat af reklamestjernen Don Draper passer fint til mine overvejelser omkring socialminister Karen Hækkerups seneste højtprofilerede ambition om at diskutere, hvilke offentlige velfærdsydelser der skal skæres væk for at sikre velfælden til de værdigt trængende.
Den gode nyhed er, at Hækkerups initiativ har været tiltrængt meget længe. Den dårlige nyhed er, at man på ingen måde føler sig tryg ved, at det ender med noget konkret, hvilket kan lægge gift for denne debat i meget lang tid fremover. Enhver regering bør løbende overveje, om der er velfærdsydelser, som skal skæres væk, fordi behovet enten er blevet mindre, eller fordi pengene er blevet det. Altså, at der skal holdes hus med, at verdens største offentlige sektor ikke bliver endnu større. Men så god er verden ikke, kære læser. Der findes ikke en automatisk prioriteringsmaskine i det politiske liv.
Ingen politiker ønsker at gøre sig upopulær ved at skære velfærd væk, uanset hvor uberettiget den måtte være. Det kræver en krise, en god krise, at kunne føre kniven. Det mener Hækkerup - og Thorning-Schmidt bakker op, jf. S-hjemmesiden - altså, at vi har nu. Al velfærd er i spil for den ambitiøse Sminister. Derfor vil rosen til Hækkerup herfra ingen ende tage. Det er modigt, det er tiltrængt, det er Lars Løkke-agtigt, som da han i sin nytårstale for 15 måneder siden lancerede sin tilbagetrækningsreform. Dansk politik er skiftet. Fra dengang Anders Fogh i valgkampen 2007 docerede for Thorning-Schmidt, at der både var råd til skattelettelser og velfærd, handler det nu, for både Løkke og Thorning-Schmidt, om at sikre velfærdssamfundet langsigtet ved at skære det ned. Eller til, om man vil. Som en gartner trimmer en vildtvoksende hæk, skal foråret bringe en tiltrængt beskæring af velfærdssystemet.
I tillæg til de reformer, som trækker i samme retning. Der er ingen tvivl om, at det er Løkke og Thorning-Schmidt, som her ret, og ikke Fogh. Hækkerups og Thorning-Schmidts mod er som altid en del større end deres politiske procesforståelse.Præcis som med betalingsringen, som statsministeren lang tid før dens kaotiske endeligt kunne have forudset ville ende i indbakken, spiller S-toppen hasard med velfærdsbeskæringsdebatten. Alle de frække spørgsmål er blevet stillet, men ingen aner, hvor det skal ende? Det er en fri debat i partiet, som skal afgøre, hvor S lander.
Er det klogt? Nej. Problemet er, at man ikke kan have tillid til S-medlemmernes forståelse for at piske sig selv med nedskæringer ( i en tid hvor partiet ligger på 18,5 procent). Med rette kan de føle angst. Angst for, at deres egne tilskud bliver taget væk.
Og de mere taktisk mindede kan føle angst for, at vælgerne vil blive yderligere nervøse ved den ' røde' regering. Man savner Lykketofts sans for landingsbaner. Den modige partiledelse skulle i stedet have fremlagt konkrete forslag, som kunne køres igennem partiet, og ikke starte debatten med at hugge løs på bl. a. de handikappede. Tænk, hvis det hele ender i ingenting. Så vil debatten om, hvilken velfærd vi skal have fremover, være stendød i denne regerings tid. Nogle snedige kandestøbere vil mene, at såfremt det lykkes at få vedtaget en liste af spareinitiativer, vil det sikre, at vælgerne ikke behøver at stemme på Løkke, for det er jo også hans politik.
Måske. Man må håbe, at S har målt humøret hos vælgerne, inden kampagnen blev skudt i gang. Det kunne også være, at vælgerne af den grund netop ikke så nogen grund til at stemme på S-R-SF, når de alligevel får det samme hos Løkke? Og endnu værre. SF vil være imod det meste. Sundhedsminister Pia Olsen Dyhr har allerede sagt nej til, at sundhedsområdet kommer til debat. Og de plagede folkesocialister vil hyle hele vejen, hvilket vil fungere som en socialpolitisk whistleblower i offentligheden. Læg hertil, at Hækkerup alene vil hente et trecifret millionbeløb.En latterlig størrelse, al balladen taget i betragtning. Beløbets lidenhed risikerer at afsløre hele debatten som en skinmanøvre, der mest handler om at fremme ministerens egne muligheder for at udøve sin yndlingsbeskæftigelse: at sige (politisk) frække ting. Foreløbig konkluderende drages mine tanker imod ' Mad Men'-serien.
Don Draper: »It's your life. You don't know how long it's gonna last, but you know it doesn't end well. You've gotta move forward... as soon as you can figure out what that means«.
God søndag.