Mette ' Fogh' Frederiksen

Ville egentlig skrive om Dong-sagen, men sagen kræver modning. En række faglige nøglepersoner kritiserer aftalen, selv om de selv tog deres tilbud af bordet i processen. Kun Goldman Sachs-banden blev tilbage. Kan ske at man aldrig skulle være gået den vej og tilvejebringe kapital fra private (Dong-forligskredsen var enig, før hele processen startede), men givet at den beslutning nu engang blev truffet, er det svært at se, hvor regeringen har trådt ved siden af. Og kan ske at der er elementer i aftalen med Goldman Sachs, der ikke er attraktive eller ukloge, men man hopper ikke sådan lige ind og ud af aftaler, som er blevet til efter årelange processer, der handler om at tilvejebringe hele 8 milliarder kroner med indbygget risiko.

Og kan ske at Goldman Sachs faktisk er ' bad company', men der er tale om en - ret stor - lovlig bank, hvorfor det juridisk måske er svært at holde dem ude af en fair og åben kapitalanskaffelsesproces? Så Goldman Sachs er nok kommet for at blive. Sagens folkelige karakter gør den imidlertid meget velegnet til at protestere imod alle Corydons øvrige reformer, som hans dybt frustrerede bagland opfatter meget negativt og som meget lidt socialdemokratiske. Sådan er politik. En af chefarkitekterne bag en række af de upopulære reformer er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Og nu er hun i gang igen. Men denne gang ser det noget anderledes ud. Mette Frederiksen er blevet forvandlet til Anders Fogh Rasmussen, vel at mærke på den fede måde. Det såkaldte Carsten Koch-udvalg har barslet med sit oplæg til en ny arbejdsmarkedsindsats. Måske belært af forløb omkring forkortelsen af dagpengeperioden (akutjob - remember?) og kontanthjælpsreformen har Frederiksen denne gang klogelig tænkt processen igennem.

Anders Fogh Rasmussen var en mester i at forstå, at større reformer skal modnes og belyses grundigt, før de accepteres. Ideologiske håndkantslag skubber vælgere væk. Frederiksen er damen bag processen omkring en ny arbejdsmarkedspolitik, der først lægger op til, at nogle ' klogeåger' kommer med et bud. Derefter får de berørte parter - fagbevægelsen m. fl. - lov til at komme med deres vurdering. Og først når disse foreligger, går Frederiksen i sving med at snakke med oppositionen om et egentligt politisk forlig. Alt andet lige må dette ses som et modningstegn fra en regering, der har bakset med processerne, siden den om til. Om Frederiksen kommer helskindet i mål, er en anden sag. For det første skal hun skabe bred forståelse i den borgerlige opposition (dette er forligsstof, så Johanne Schmidt-Nielsen er ude, inden det går i gang), for at behandlingen af de ledige skal ske på en mere individuel basis, som Carsten Koch lægger op til.

Umiddelbart kan det standpunkt ikke klare idiottesten i forsøget på at sige det modsatte meningsfyldt. Men blandt økonomer og på Slotsholmen (læs: Finansministeriet) er der altid en stor bekymring for, at den mindste slækkelse af kravene til ledige vil føre til øget lediggang. Sandheden er, at utrolig mange ledige hver dag kommer i job via egen indsats, og bliver disse personer afledt af tilbud om eksempelvis uddannelse, frygter man, at de slækker på indsatsen for at få et nyt job. Som Koch skriver i sin rapport, er Danmark kendt for p. t. at have en rimelig lav ledighed, herunder ungdomsledighed, hvilket er godt for meget, ikke mindst velfærden. Frederiksen skal således tilbyde kompetencer mv. under en permanent mistanke hos den borgerlige opposition og hos ' oppositionen i Finansministeriet' om, at hun forringer de lediges lyst til at søge job. Det bliver en linedans, og her skal Carsten Koch (som efterhånden hos Venstre og omegn har et godt ry som en tidligere venstreorienteret økonom, der for længst er gået over til den mørke side) bruges som hendes gidsel i forhandlingerne. Der hvor snittet skal lægges, skal være tinglyst af Kochrapporten, ellers bliver det svært.

Næste skær handler om, at Frederiksen skal navigere uden om faren for, at dette ender som en spareøvelse. Den risiko er altid latent, ikke mindst med de vanvittige beløb, der bruges på beskæftigelsesindsatsen. Et lækkert kødben for enhver sparehund i Finansministeriet. Vi ser. Frederiksen er modnet voldsomt som minister de seneste år. Når hun åbner munden, er det en prøvet kriger, der taler, snarere end en blåøjet idealist. Hendes oplæg til proces omkring den nye beskæftigelsesindsats vidner om, at hun - og dermed regeringen - er ved at nå skelsår og alder. Midt i Zornigsagen, Christianiagate, Dong-sag er dette et lyspunkt, som måske kommer for sent i forhold til den nuværende regering, men som i det stille lover for fremtiden.

Frederiksen er modnet voldsomt som minister de seneste år.