Et indavlet socialdemokrati?

Det er egentlig underligt, at en bog som 'Den hemmelige socialdemokrat' først kommer nu. Der er ingen i den anden ende, når man ringer op, og indbakken fyldes langsomt op med autosvar fra ’out of office-assistenter’. Ingen gider rigtig Putins vinter-OL, Syrien er glemt og Ukraines trængsler ligeså. Det er uge 7. Men to historier definerer ugen: drabet på en giraf ved navn Marius, der blev aflivet for at hindre indavl, og en bog fra en hemmelig socialdemokrat. Såkaldt hemmelig, for det er ikke svært at gætte, hvem forfatteren er. Man kan med en vis rimelighed bytte om på de to størrelser: en hemmelig giraf ved navn Marius og et ’indavlet’ socialdemokratisk parti.

Den anonyme bog følger en stolt tradition, som ikke – i modsætning til hvad der står i bogen – knytter sig til Erling Olsens herlige dr. Mefisto, men til det forhold, at denne slags opråb altid er dukket op, når krisen har kradset i det tidligere så store parti. Der er skrevet et utal af kroniker og bøger gennem tiden, hvor partiets linje er blevet kritiseret, hvor folk har sagt fra, og nye opgør er blevet annonceret. Ingen nævnt, ingen glemt. Det eneste mærkelige i denne sag er, at der skulle gå så lang tid, før nogen begyndte at sende giftpile af sted mod en partiledelse, som ved gud ikke har haft held til føre en politik, som baglandet har kunnet se sig selv i. Kan være, at det kommer nu, hvor SF er ude, alle aktører er i alt fald – bag lukkede mikrofoner – glade for det decimerede partis exit. Det er ikke interessant, hvem forfatteren til ’Den hemmelige socialdemokrat’ er. Det er det forhold, at bogen er kommet, som er centralt.

Partiledelsens (Thorning-Schmidt og Corydon) linje har været hård, og den har hele tiden været godt hjulpet af den krisestemning, der ligger i, at partiet ligger permanent katastrofalt i målingerne. Få har lyst til at rokke ved båden i den situation. Og viljen til afstraffelse har været tydelig fra statsministerens side, hvad Nick Hækkerup kan bevidne, da han blev degraderet fra Forsvarsministeriet, og hvad Bjarne Lausten kan bevidne som arbejdsmarkedsordfører live i TV 2 Nyhederne, allerede få dage efter at Thorning-Schmidt var tiltrådt som formand for S i 2005.

Den form for magtudøvelse kan gå, når man som ledelse selv tager sin stol med til bordet, men når resultaterne udebliver, oplever de menige socialdemokrater, at ledelsen reelt spiser festmiddage på deres regning. Og så kommer der bøger og andre indlæg – som ugens bog – også selv om viljen til magtanvendelse hos partiledelsen er stor. Stats- og finansministeren – som korrekt beskrevet i bogen – der næsten er helt isoleret i S-verdenen, har gjort sig umage med at gøre den løbende bekymring og kritik af den førte politik til et spørgsmål om, hvorvidt deres partikammerater var klar til at gå ’hele vejen’ for at sikre velfærdssamfundet langsigtet. Lidt efter devisen: Er vi ikke enige om, at vi er sultne? Godt, så kan I ikke seriøst mene, at vi ikke skal spise. I politikersprog hedder dette, at baglandet skal acceptere dagpengereformer, kontanthjælpsreformer og skattereformer, som trimmer velfærdssamfundet, gør det effektivt, sikrer maksimalt udbytte af hver skattekrone osv.

Så langt, så godt, men det er ikke i enigheden om, at man skal spise, når man er sulten, stats- og finansministeren taber S-tilhørerne. Det er i spørgsmålet om, hvad man skal spise – stegt lever eller hummer – at folk tjekker ud. Men den debat afstår man fra. I bedste Thor Möger-stil skydes S-medlemmerne ned som ’gammeldags’ og ’ikke-socialdemokrater’, hvis de ikke makker ret i forhold til det helt overordnede ræsonnement. Men hvis S-toppen havde interesseret sig lidt mere for menuen – in casu indholdet af reformerne – ville man måske have ramt mere plet i forhold til vælgerne og folketingsgruppen. Det handler eksempelvis om indkomstprofilen på skattereformen, fastfrysningen af overførselsindkomsterne, de fatale trepartsforhandlinger, selskabsskattesænkningen, at man rammer de ikkearbejdsmarkedsparate i kontanthjælpsreformen osv.

Dette er elementer af menuen, hvor politikere må og skal afveje, hvad der er i deres vælgeres interesse. Det er ikke en debat om, hvorvidt der skal gennemføres reformer eller ej – altså om man skal spise, når man er sulten. I stedet for at tage debatten om menuen med S-gruppen har Corydon kaldt det »nødvendighedens politik«, hvad kun få i S-gruppen er enige med ham i. Og da han samtidig ikke kan opnå vælgeropbakning (tværtimod, DF er af samme grund ved at overhale S, hvad der slår enhver hidtidig S-bekymring med hestehoveder), står han og chefen alene og reelt uden power. Læg så yderligere til, at vi hastigt nærmer os et jordskredsvalg, hvor socialdemokratiet ventes at få et valg, der gør Ankers Jørgensen resultat i 1973 til en storsejr. Derfor bogen ’Den hemmelige socialdemokrat’.