Hvem knækker først - Thorning eller Løkke?

Dansk politik er på vej et sted hen, hvor vi ikke har været før. Der er opbrud i dansk politik. Ædrueligt vurderet er det på to et halvt år lykkedes den nuværende S-ledelse at reducere opbakningen til partiet til et stykke permanent under de 20 procent.

Man kan diskutere årsagerne, så meget man vil, men fakta er, at vi styrer imod et jordskredsvalg i stil med 1973. Men som man kan se i flere undersøgelser, er en del af stemmerne gået til Dansk Folkeparti. Som man også kan se, lukrerer Thulesen Dahl ligeså på, at Løkke har bøvlet og taget mange tæsk i GGGI-sagen, hvad der nu har gjort DF til landets næststørste parti i målingerne. Dette giver et voldsomt pres på Løkke og på den politik, som han troværdigt kan annoncere at ville føre efter et valg.

For statsministeren og Lars Løkke Rasmussen handler det måske herfra ikke om at køre frem til valgdagen og håbe på det bedste, men snarere om at holde stand i længere tid end den anden i forhold til at bevare kontrollen over sine tropper og allierede. Den, hvis blok først springer i luften, har tabt valget. Hvis man som jeg lige har haft influenza og feberrystende har set alle afsnit af tv-serien ’House of Cards’, forstår man, hvad der gør politik til en svær metier. Det, som gør serien god, er dens element af realisme, når det kommer til, at de centrale politikere i serien hele tiden tvinges til at agere i nuet og improvisere sig gennem den ene halsbrækkende politiske manøvre efter den anden – samtidig med at de holder masken. Aldrig ved de, hvordan en sag falder ud. Meget i ’House of Cards’ er noget dramatisk sat op, men den del er rigtig. For tre måneder siden gik det nok skidt med S-ledelsens politiske succes, men de kunne påstå, at de holdt sammen på regeringen.

For tre måneder siden var der løbende målinger over 20 procent, og mange troede, at skuden trods alt langsomt ville undgå kæntring og rette sig. For tre måneder siden var Bjarne Corydon en finansminister, som fremstod stærk i målingerne. For tre måneder siden stod Løkke som en mand, der umiddelbart havde klaret sig ud af GGGI-sagen. For tre måneder siden var DF tiltænkt rollen som et kommende støtteparti, der skulle spises af på samme vis, som DF blev det i 00’erne. Det svære i politik er således, at det ikke alene er reglerne for, hvordan man agerer i de enkelte sager, der hele tiden ændres lidt; det er også selve banens placering, der konstant flyttes i et samspil mellem politikere, medier og øvrige interesseudøvere. Hele tiden tvinges politikerne til at agere under voldsomt skiftende rammevilkår for deres arbejde, og hele tricket handler om at gøre dette, som om alting er stabilt og under kontrol.

Mange ville få et chok, hvis de tilbragte lidt tid bag murene i Statsministeriet eller i oppositionsledelsen, over den kaotiske stemning, der til tider hersker. Selv havde jeg som embedsmand i ministeriet indimellem mine tvivl om, hvordan dette kunne være måden at gøre ting på, men efter læsning af datidens (1990’erne) klassikere – ’Locked in the Cabinet’ af Clintons arbejdsminister, Robert Reich, og ’All too Human’ af Clintons presserådgiver, George Stephanopoulos – stod det lysende klart, at det ikke var os i det danske Statsministerium, som var anderledes. Siden er Frank Underwood kommet til og har givet os et endnu klarere billede af, hvordan man konstant tilpasser sig og agerer iskoldt selv under de mest desperate vilkår.

Underwood er en tv-figur, men det er hverken Thorning-Schmidt eller Løkke. Ingen af dem mestrer dette med at køre sagerne påtaget roligt, når situationen bliver desperat. Enten kommer de afsporende bemærkninger om sko eller jordbærplukkere, eller også lyder det, som der læses op af et Q-cart uden at brænde igennem på substansen. I forhold til at vente på den andens mulige sammenbrud har Løkke den fordel, at han er i opposition. Der er ikke fuldt så meget blitzlys på ham. Men vokser DF mere, vil hans politik blive direkte utroværdig og hans regeringsgrundlag underløbet, før det er lanceret. Thorning-Schmidt har den fordel, at der skal meget til, før der begås oprør mod en siddende statsminister. Og at S-gruppen er kuet og angst. Men når vi er et halvt år længere fremme med de nuværende målinger, stiller sagen sig muligvis anderledes. Dansk politik er på vej et sted hen, hvor vi ikke har været før. Og det er umuligt at forudsige, hvor det ender, om ikke andet så fordi hverken statsministeren eller Løkke synes at besidde den Frank Underwoodske sans for ageren i kaos. Hvem knækker først?