Søren Pape risikerer samme triste skæbne som Annette Vilhelmsen
De konservatives nye formand, Søren Pape Poulsen, er endnu et trist eksempel på, hvordan desperation kan drive et parti til at kaste uprøvede kræfter for løverne i den politiske toparena. Pape Poulsen fremstår nok rar og sympatisk, men siden han kom til, er sagerne væltet ud af skabet. Pape Poulsen fremstår anskudt, før han overhovedet er kommet i gang, og dette kan være starten på enden for Det Konservative Folkeparti. Det var ganske vist overraskende og nytænkende af Lars Barfoed og Konservative at pege på en mand som Pape Poulsen. Barfoeds nedtur – ikke mindst samtidig med Bent Bendtsens optur til europaparlamentsvalget i maj – gjorde det klart for enhver, at det var Barfoed, som var en stor del af partiets problem.
Derfor måtte han gå, men med ryggen rank. Han gik – eller blev gået – før nogen ventede det. De fleste havde regnet med, at han fik valget med, for han kæmpede med de våben, han havde, som dog var helt utilstrækkelige. Men valget af Pape Poulsen rejser mange spørgsmål om de konservatives muligheder og den gryende tendens i dansk politik til at vælge uprøvede kræfter. Indtil for få uger siden levede Pape Poulsen et stille, anonymt liv i Viborg. Når der var fart på, skulle han beslutte, om der skulle bygges en ny rundkørsel eller sættes et nyt vejskilt op.
I politisk målestok er Viborg en meget lille landsby, og her ligger kimen til Pape Poulsens ulykkelige start og tvivlsomme fremtid. Pludselig skal han mene noget kvalificeret om samfundsøkonomien, arbejdsmarkedspolitikken, EU, Irak og meget mere. I et vist omfang kan han støtte sig til kendte konservative positioner, men det bringer hverken ham eller partiet videre. Han skal som leder udvikle nye politiske forslag, og han skal vælge retning i de afgørende forhandlingsforløb. Det endda i en tid, hvor der ikke findes en eneste politisk interesseret journalist eller kommentator, som går op i, hvad de konservative mener om noget som helst.
Dertil kommer, at han skal tage lederhatten på over for en konservativ folketingsgruppe, som på andet årti ikke kan udholde synet af hinanden, og han skal gøre det uden at have mandat i Folketinget. Per Stig Møller undsagde Pape Poulsen på dagen for hans udnævnelse for nu blot at starte et sted.
Læg hertil, at medietrykket i toppolitik er af en lidt anden beskaffenhed end i Viborg. Pape Poulsens manglende erfaring har da også allerede reddet ham en kaotisk og trist mediestart på formandskabet. Han er blevet tvunget til truget omkring Viborg Kommunes julelege med den lokale fodboldklub, hvad der reelt har berøvet ham muligheden for at fremstå som et friskt og troværdigt politisk indslag. Læg hertil hans egen udtalelse om, at han blev tvunget til at springe ud som bøsse. Alle kynikerne på og omkring Christiansborg venter lige nu på, hvordan homosagen ender i meningsmålingerne. Pape Poulsen har selv udtalt til jp.dk, at det »er svært at være homo i Bjerringbro«. Vi har endnu til gode at se, om det faktum koster stemmer.
De første målinger er dårlige – en ny partiformand bør begynde langt bedre. Den gode nyhed er, at Pape Poulsens sexliv forhåbentlig over tid kan ende lige så banalt i offentligheden som Simon Emil Ammitzbølls, hvis homoseksualitet formentlig alene interesserer hans kæreste. Den ulykkelige Pape Poulsen er kun sidste skud på stammen over en ny desperat tendens i dansk politik: at prøve uerfarne lodsedler. Toppolitik er kompliceret, og venskaber og kontakter opbygget gennem årtier samt hårdt arbejde er det, som gør en politiker i stand til at navigere. Dem med succes er kendetegnet herved.
Kristian Thulesen Dahl, Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen (hans personlige synder ufortalt) kan det politiske håndværk. På sin vis også Johanne Schmidt-Nielsen, selv om hun uden det store ansvar blot skal smile til kameraerne. Pape Poulsen træder ind i rækken af udsatte uerfarne politikere med Annette Vilhelmsen som det klareste skræmmeeksempel. Men også Thorning-Schmidt er medlem af denne klub, hvad både det politiske håndelag og meningsmålingerne til fulde underbygger. Nu på niende år. Alle tre har man gjort fortræd. Skal de tre kritiseres for at sige ja tak til formandstilbuddet? Nej, bestemt ikke.
De var og er ambitiøse og har naturligvis høje tanker om sig selv. En slående undtagelse er dog Mette Frederiksen, som i sidste øjeblik undlod at gå efter blive den første ’teenagestatsminister’ i danmarkshistorien, da hun trods alt afslog at stille op mod Frank Jensen og Thorning-Schmidt i 2005. Pape Poulsen ikke er uden chancer, og mirakler er set før. Men chancerne er små.