Topkarakter til Thuelsen Dahl - Løkke skraber bunden
Som med de nye studenter har karaktererne til toppolitikerne en tæt sammenhæng med deres fremtidsmuligheder.
Det er tid til tilbageblik og karaktergivning. På skalaen 1-10 vurderes partilederne herunder.
Helle Thorning-Schmidt (S): 7
Statsministeren har haft det bedste år så langt, og det selv om hun måtte se SF forlade regeringen i januar, en hændelse, alle parter vist er glade for i dag. Statsministerens fremgang er mest på grund af Lars Løkke Rasmussens selvskabte plager. S tror nu, at der er en lille chance for at genvinde magten. Oppositionens fumlerier er en legitim del af det politiske spil. Så det tæller. Ligeså er den øjeblikkelige fremgang et heldigt udgangspunkt, hvis hun stikker af til EU. Det sker næppe, idet det er Litauens præsident, Dalia Grybauskait, som skulle ligge forrest sammen med den italienske udenrigsminister, Federica Mogherini, men meget kan selvfølgelig ske på det afgørende møde fredag. Vi ser. Men det ser uanset noget pænere ud, hvis statsministeren tjekker ud af dansk politik i medvind. Thorning-Schmidt er bedre stillet nu end på noget tidligere tidspunkt i regeringsperioden, og med den økonomiske fremgang, der øges dag for dag, vil spændingen kun stige efter sommeren.
Lars Løkke Rasmussen (V): 1
Løkke bliver næppe fornærmet eller overrasket over karakteren. Det har ikke været et prangende år for Venstres formand. Som sin egen værste fjende har han skabt en uventet nedtur for sit parti. Det eneste, det handler om nu, er at vurdere, om han kan vende skuden. Det kan han nok – i et mindre omfang. Og kan han holde buret rent herfra? Pressen er på vej med mere skidtsnak, og selv om alle snart er trætte af at høre om Løkkes private forhold, er det noget, som optager parnasset, ikke mindst i regeringen. Han kan ikke synke dybere, og han bliver ikke fyret herfra. Det er for tidligt at vurdere hans muligheder i det næste folketingsår.
Kristian Thulesen Dahl (DF): 9
Det er blevet en vane at give DF gode karakterer. Men de laver heller ikke mange fejl og udnytter deres yderposition i dansk politik effektivt. EP-valget dokumenterede endvidere, at de kan omsætte deres almindelige fremgang i konkrete valgresultater, hvad der må glæde den nye – forsigtige – partiformand. Thulesen Dahl holder sig så langt til ’ydmyghed’, og det gør han klogt i. Eneste skår i fremtiden for DF-lederen er, hvis Løkke fumler mere rundt, og Thorning-Schmidt fortsætter.
Margrethe Vestager (R): 8
Vestager har ligget stabilt med sin massive indflydelse og sit parløb med Corydon. Hun forsøgte reelt at lave en finanslov med Johanne Schmidt-Nielsen, men fik nok af det ekstreme røde parti. Senest er hun begyndt at optræde med statsministeren offentligt. Klogt, og det sker, i erkendelse af at slaget er tabt, hvis ikke de snart ligner et team.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL): 6
Enhedslistens tog er gået lidt i stå. Efter den ulykkelige finanslovsforhandling og den (lidt for selvfede) fyring af Bødskov som justitsminister, som senere blev underkendt af en dommerundersøgelse, har protestpartiet trukket sig tilbage som – protestparti. Der er ingen udvikling, hvilket bør bekymre den blonde partileder.
Lars Barfoed (K): 2
Det er ikke godt med de konservative. Barfoed kæmper både med politikken og vælgerne. Han har chancen, når Venstre ligger ned, men i politik er det ofte sådan: en gang taber, altid taber.
Pia Olsen Dyhr (SF): 5
Det går fremad for SF, men det kan heller ikke gå på anden vis. De var kørt i den politiske grøft af Villy Søvndal og Thor Möger, og historiens dom over de to bliver hård. Den ene er da også helt væk, den anden er blevet socialdemokrat. Vælgerne vender tilbage i et vist omfang af sig selv nu, hvor de igen kender SF. Olsen Dyhr kæmper sin ensomme kamp, men det er svært at trænge gennem mediemuren. SF er ikke interessant. Olsen Dyhr er ingen folkeforfører, men ordentlig og saglig. Det vil hun vinde på, men hun mangler stadig den helt hårde kant til EL.
Anders Samuelsen (LA): 7
Liberal Alliance lever det stille liv, men har deres stunder, når deres emner kommer ud på den politiske roulette. Dovenskab, skattebetaling, størrelsen af den offentlige sektor osv. Samuelsen kører en stram butik, hvor der er styr på tropperne og de klare (firkantede) politiske meldinger, hvad der er med til at gøre livet surt for Lars Barfoed. Kun Joachim B. Olsen får lidt frirum, men faren for, at han pludselig bliver socialt indstillet, er heller ikke stor. Liberal Alliance ser ud til at være kommet for at blive ved næste valg.
Få kan erindre en mere sprød politisk sæson. Og det vil fortsætte. God sommer, kære læsere.