Der er stadig et stykke vej til, at Løkke ligner en Berlusconi
I går aftes var der forretningsudvalgsmøde i Venstre. Mens disse linjer skrives, ved jeg ikke, om Løkke stadig er formand, når mine ord læses. Løkke går af, eller Løkke fortsætter.
Jeg antager, at Løkke overlevede forretningsudvalgsmødet, selvom opbakningen til ham i Venstres inderste cirkler ikke er imponerende, men fordi opbakningen til, at partiet skal bevæge sig ud på den usikre vej med forventeligt Kristian Jensen som ny uprøvet formand et år før et valg, er endnu mindre.
Unge Jensen har formatet, men er upopulær i kredsen omkring Løkke. Han fremstår som en mand, der kan have godt af endnu en stribe år under hjelmen, før han overtager tøjlerne. Mange kræfter vil derfor arbejde for, at formanden fortsætter, herunder dem, som har deponeret deres karriere i lommen på Løkke – in casu Søren Pind, Peter Christensen, Inger Støjberg m.fl.
Overlever Løkke forretningsudvalgsmødet, er faren langtfra ovre. Der er to farer forude: 1) flere bilagssager og 2) skattesagen. Hvem den meget vrede medarbejder i Venstres organisation end er, kan vedkommende have leveret yderligere skyts til Ekstra Bladet om Venstres og Lars Løkkes økonomiske dispositioner.
Ekstra Bladet trykker som bekendt hvad som helst, og Løkke og hans flok må gå rundt med fornemmelsen af at være udstyret med et selvmordsbælte, hvor nyhedschefen Miki Mistrati let smilende leger med udløseren. Ikke en rar tanke. Venstres bagland er i oprør og kan ikke tåle meget mere. Partikontoret er druknet i breve fra erhvervsfolk og andre samfundsstøtter, som gennem 30 år har været medlem af Venstre, og som nu ikke ser anden mulighed end at skifte Lars Løkke ud. De er ikke i tvivl om hans politiske kompetence, men deres syn på sig selv som anstændige mennesker med høj moral kan ikke længere bære det tab af ære, som de må døje med i kølvandet på Venstres bilagskriser.
De kan ikke længere holde ud at sidde til middag hjemme i Klampenborg lørdag aften og igen og igen forsvare deres partis formand. Sådan noget med ’rod i privaten’ er jo for pokker noget, der kun ’kendetegner socialdemokrater’. Løkkes og Venstres problem er helt enkelt, at disse venstrestøtter lever et kontrolleret, anonymt og succesfuldt liv og er aldeles uprøvede som politiske kampdyr i pressen, hvorfor de har forståeligt svært ved at bide prestigetabet i sig. For det andet er der skatten. Har Løkke unddraget sig skattebetaling af tøjet, han har »taget ud« – uanset om det er utilsigtet, sløset eller blot hovedløst – da bliver det umuligt at bevare tilliden til ham i partiet. Dette er den ægte risiko. Alle er lige for loven, og skatteloven er utrolig nærtagende, når det kommer til goder. En firmabetalt avis er eksempelvis skattefri, hvis den leveres på dit arbejde, men skattepligtig, hvis den leveres i din postkasse.
En vis amerikansk præsident sagde engang: »I did not have sexual relations with that woman«. Tilsvarende ligger djævelen i, præcis hvad Løkke mener, når han siger, at han ikke har brug for at betale mere skat. Et konkret B-skattebilag på tøj, rejse mv. som et tillæg til selvangivelsen for indkomståret 2011? En frivillig merindbetaling tidligere i selve indkomståret?
Løkke ved godt, at pressen lige nu er i gang med at tale med revisorer om, hvad de skal spørge til og lede efter. Og det bliver svært at stoppe medieefterspørgslen efter de konkret beviser. Venstre kan kun gøre ét nu, nemlig at slå ring om Løkke, håbe, at tiden går, og at meningsmålingerne ikke styrter helt. Man kan ikke bruge skandalemålinger midt under orkanen til noget. Vi skal mindst tre måneder frem. Og vælgerne kender Løkke, så skulle målingerne sætte kurs mod bunden, burde de have gjort det for længst.
Holder den historisk klare føring i blå blok, og undlader skattesagen at eskalere, da bliver der folketingsvalg med Løkke i formandsstolen. Omvendt er den kolde analyse, at kommer der flere bilag, eller afsløres skatteindbetalingerne som upræcise – med Thorning-Schmidt nu som en mulig vinder – da er Venstres ledelse nødt til at åbne for vognborgen og sende Løkke ud til nattens ulve og et æreløst liv.
I så fald kommer Kristian Jensen til. Venstre har intet valg. Men der er vi (forventeligt) slet ikke endnu. Denne type drama overvurderes altid af ophidsede medier og kommentatorer i situationen. Og der er stadig et stykke vej til Berlusconi.