Prisen for at please Bush

Det er næsten for ufatteligt til at man kan tro det. Har den tidligere VK-regering virkeligt tilbageholdt oplysninger om, at danske fanger i Irak blev udsat for tortur af irakiske myndigheder?  En Irak-kommission er på vej, og kernespørgsmålet er hvad i himlens navn, som i givet fald kan have motiveret VK-regeringen? Det er ikke er noget kønt syn, der presser sig på.

I vurderingen af sagen, som ikke mindst på forbilledlig journalistisk vis er blevet afdækket her i Den levende, hører fire forhold. 1) Det var i kølvandet på et vanvittigt terrorangreb på tvillingetårnene i New York, at begivenhederne fandt sted. 2) Foghs ønske og politik om at følge USA’s præsident George Bush var voldsomt og kompromisløs. 3) folketinget var splittet i spørgsmålet om at Danmark skulle deltage i Irak-krigen og 4) Søren Gade var forsvarsminister. Lad os tage dem en af gangen.

Osama Bin Ladens vanvittige terrorangreb på USA – jf. punkt 1) - bragte for første gang siden japanernes angreb på Pearl harbor USA i offerrollen. Ikke ligefrem en sympati, som amerikanerne har megen erfaring med. Sympatien var i 2001 så overvældende fra det meste af kloden, at det nærmest krævede politisk mod at være uenig med George W. Bush’ hævn-politik.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens kompromisløse tilslutning til USA’s linje i Irak – jf. punkt 2) - var ikke kommet af ingenting. Allerede under Foghs forgænger – Poul Nyrup Rasmussen – var alliancen med USA ganske stærk, bl.a. ifm. krigen på Balkan i 1990’erne. Alt har trukket i Fogh. Har man været i nærheden af statsministerens kontor når en amerikansk præsident er i røret, så ved man, at der er en afgrund til forskel på at være den ansvarlige danske statsleder og en kritisk opposition.

Læg hertil, at en Irak-krig mod en flok gale muslimer i Sadams regime spillede nydeligt til Foghs hjemlige udlændingedagsorden. De strenge, som Fogh teoretisk kunne spille på – bl.a. våbenobservatøren Hans Blix’ manglende fund af masseødelæggelsesvåben samt uenigheden i det danske parlament – blev ikke brugt. Fogh gik blindt med. Statsministerens all-in satsning har øget det interne pres i regeringen til højder uden ret mange fortilfælde i dansk politik. En fiasko i Irak var ikke en fiasko for Danmark, Bush eller NATO, men en fiasko for Fogh.

Folketingets splittelse – jf. punkt 3) – var en unik situation i dansk politik. En ny udenrigspolitisk blokpolitik, som ingen politiker til hverken højre eller venstre i dag ønsker at gentage. At sende danske soldater i krig og stå alene tilbage med regningen for eventuelle konsekvenser har været en voldsom oplevelse for de ansvarlige borgerlige politikere gennem alle årene.

Den mindste lille uregelmæssighed gav anledning til stormløb i salen imod regeringen. Og presset på den krigsførende flertal steg kolossalt i takt med, at de påståede masseødelæggelsesvåben bare ikke dukkede op. Søren Gade – jf. punkt 4) - er i stadig højere grad blevet et mærkværdigt bekendtskab. Skiftet fra politisk krammebamse til en lidt for kynisk og selvcentreret politiker bliver stadig mere markant. En mand, der med fare for soldaternes liv, tilsyneladende var parat til at lække oplysninger om jægersoldaternes afgang til Irak, for at opnå to minutters airtime i 22-nyhederne, bør fremkalde angst hos de fleste. ’Jægerbogen’ bragte ligeledes et billede af en minister, som med den groteske arabiske oversættelse havde trænet sit ministerium til at gå mere op i medierne end i virkeligheden.

Den voldsomme spin-(over)reaktion fra Forsvarsministeriets side på dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’ kan nu tolkes ind i samme lys. En film der netop påstod, at danske specialtropper overdrog mistænkte afghanere til amerikanerne, vel vidende, at amerikanerne havde sluppet taget i Geneve-konventionen. Atter stod ’dreamteamet’ Gade og spin-mand Jacob Winther i begivenhedernes centrum. Summa summarum, ingen aner pt. om der er sket noget i VK-regeringens tid, som påkalder sig kritik. Det skal Irak-kommissionen afgøre. Men jævnfør ovenstående fire punkter behøver man egentlig ikke undre sig over hvorfor man dengang godt kunne ’have glemt’ at oplyse folketinget om tortur imod danske fanger i Irak. Fogh skabte med sit gigantiske sats på sin ’store sag’, sin Putin-lignende macho-enegang, et historisk pres på alle omkring sig, herunder på hans mærkelige forsvarsminister og hans mærkelige system af uniformsklædte klakører.

Nogle mener, at ’shit happens’ når man er i krig: Nej, argumentet fejler. Vi kan alle støtte op om menneskerettighederne, når det er nemt. Det er når det bliver svært, at vi skal bestå prøven. Derfor er diskussionen om en rigsret for dem, som måtte blive belastede af kommissionen, relevant.

For god ordens skyld: til dem som tror at denne sag i selv kan redde den nuværende regering er svaret nej. Sagen handler, med alt respekt, om noget som er væsentligt større.