Kan Helle Thorning overhovedet score mål?
AT BETALINGSRINGEN har været en politisk katastrofe, er en alt for banal kendsgerning for regeringen og os andre. Nok var det klogt at gå baglæns til sidst, men alene fordi alternativet var endnu værre. Folk omkring statsministeren må være vinterdeprimerede ud over det almindelige. Det er ikke det, at der i regeringens første måneder kan være sket uoprettelig skade, som synes at være regeringschefens største problem. Det er det forhold, at fremtiden kun rummer et enkelt lyspunkt i form af et - måske kommende - lille økonomisk opsving. Men selv det vil næppe blive en sællert for statsministeren, for også den økonomiske situation i kampen for at vriste magten fra Løkke blev gjort til noget, den ikke var: en historisk nedtur, som kun en ny rød regering kunne rette op på.
Det var allerede 4. januar, at Socialdemokraterne kontaktede SF første gang for at få Søvndal med på at aflyse betalingsringen. Derfra var det reelt kun et spørgsmål om, hvad prisen skulle være. Det kan sagtens forsvares, at Thorning-Schmidt undervejs i forhandlingsforløbet fastholdt, at ringen ville komme. Hun måtte være for, indtil hun var imod. Men det kan ikke forsvares, at hun lod forhandlingernes dramatiske højdepunkt ende i, at hun selv i den grad blev hængt til tørre. Der var ikke tale om en paniksituation, men om et langt forhandlingsforløb om SF-hjerteblod, som forudsigeligt måtte ende i hendes egen indbakke før eller siden.
Statsministeren er en af de flittigste politikere, når det handler om at kritisere os kommentatorer for »kun at tale proces«. Her er et stjerneeksempel på, hvor dyrt det er, når en politiker klumper rundt i sin proces. Eneste positive ' takeaway' for Thorning-Schmidt i denne sammenhæng er, at hun og hendes team forhåbentlig har lært noget af forløbet? Og at SF har lært, hvordan man slås i en regering. I situationen en ringe trøst.
NÅR STATSMINISTEREN og hendes rådgivere i disse dage kører op med den lille elevator i Prins Jørgens Gård, må de være ramt af massiv depression. Jeg har selv haft fornøjelsen gennem tre år, og ingen dage er tungere på lige præcis den arbejdsplads end dem, hvor regeringschefen slæbes gennem mudderet i pressen. Der er kun én metode til at komme videre: at kigge frem mod de næste muligheder for at score mål.
Kredsen omkring Thorning-Schmidt må lige nu sidde hensunket i stille rædsel af følgende tre grunde: 1) Der er ingen muligheder for at score mål på hverken kort eller lang bane. Thorning-Schmidt har aldrig kunnet samle stemmer ind. Og selv om vi lever i en tid, hvor den reelle leder af SF ikke selv kan blive valgt til Folketinget, så går den ikke for en statsminister. Hun ligger nu på godt 20 procent, og var hun ikke statsminister, var hun blevet skiftet ud.
Hun må og skal have sin popularitet op - hun skal score mål, spektakulære mål. Men hvordan? 2) Tidsplanen er ekstremt presset. Hun står elendigt nu, og hun må påregne at stå yderligere elendigt efter rædselsreformerne i 2012. Det giver hende kun cirka et år til at rette sin popularitet op fra et katastrofalt lavpunkt, inden valgkampen de facto starter i 2014 og alt bliver umuligt på Christiansborg.
På papiret en umulig opgave.
3) Det økonomiske opsving kan tage fart om et par år. Men sagen er, at der nok kan skabes en bedre stemning omkring økonomien hos os vælgere, men reelt har vi aldrig haft den megakrise, som Thorning-Schmidt kom til magten på at tale om. Reelt er hun og finansminister Corydon i den situation, at de skal sikre, at krisen ikke for alvor rammer Danmark, snarere end at redde os ud af Løkkes ' håndværkertilbud'. 134.000 registrerede ledige er ikke et ' håndværkertilbud'. Da Nyrup kom til efter Schlüter 25. januar 1993, var tallet 360.000. En kold politisk analyse i Statsministeriet bør konkludere, at økonomiens fremdrift ikke vil give det store op til valget.
Thorning-Schmidt må ærgre sig lidt. Glemt er Løkkes og Kjærsgaards regimente med skilderhuse ved grænsen og VKO's ti års blokpolitik med skattelettelser, som i ikke mindst Foghs tid var direkte samfundsskadelige. Og glemt er regeringens grønne profil, og at den løbende træffer mange beslutninger i en mere humanistisk retning. Stemningen af ' engangsfornøjelse' er allerede ved at brede sig i regeringen, og statsministerens comeback er p. t. svært at se. Men det starter med, at den virkelighed, som hun lever i, og som hun - fair nok - tegnede lige hårdt nok op i kampen om magten, bliver justeret ind til det, den er. Ellers er festen allerede forbi.
God søndag. Stemningen af ' engangsfornøjelse' er allerede ved at brede sig.