Når Søvndal snart tjekker ud...
»Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse«. Citat: Karl Marx. Et spøgelse går ligeså gennem SF. Søvndal er tilsyneladende ikke aktivt agerende som formand, og her - et halvt år inde i regeringsprojektet - taler ledende SF'ere mere om tiden efter Villy end om tiden med Villy.
Den kolde analyse er til dags dato, at man kun i så og så lang tid kan have et parti, hvis formelle leder ikke er lig med dets reelle leder. Udenrigsministeren er ikke længere nødvendig i den daglige beslutningsproces.
Hvis Søvndal skal overlade stafetten til en ny leder inden valget, skal det ske i god tid. Derfor taler alt for, at Søvndal - såfremt han vælger at forlade rollen som leder - senest gør det på SF's landsmøde i 2013. Dette er naturligvis forstået i SF, valgkampen i fuld gang. Kandidaterne til jobbet er ingen i tvivl om: Astrid Krag, Jesper Petersen og Ida Auken. Alle i SF kan både se og mærke det. Det er Thor Möger, som beslutter de store linjer i SF, og det gør han godt. Han kæmper for sit og Søvndals regeringsprojekt og kører til daglig et tæt parløb med især partiets politiske ordfører, Jesper Petersen.
Søvndal er ikke for alvor med i loopet. Ole Sohn har for længst lukket døren bag sig til sit ministerkontor. En meget bizar situation. Alle kan ligeså se, at det er svært at få SF's vælgere til at forstå logikken i regeringsprojektet. Sagt ligeud har Søvndal solgt ud til de radikale. Og i 2012 skal de hårdt prøvede SF'ere lægge ryg til strammerreformer på førtids-, kontanthjælps-og trepartsområdet. Og den truende skattereform vil lægge flere penge i de riges lommer, hvis Vestagers krav skal opfyldes. Og det skal de.
Søvndal kan reagere på den uholdbare og perspektivløse situation på tre måder: 1) Han kan blive siddende og se sit projekt glide længere ned i popularitet i SF's bagland og hans egen person blive synonym med nedturen. Bliver han, kan han forlade sin post efter næste valg og tage skraldet.
2) Han kan blive siddende, genindtage sin tidligere lederposition og eksempelvis gennemføre en regeringsrokade. Kan Søvndal finde ressourcerne hos sig selv? 3) Søvndal kan sætte en tyk streg under sin historiske præstation og gå af. En ny ledelse har flere frihedsgrader, i forhold til hvordan SF forvalter sin rolle i regeringen, og kan formentlig få en chance til hos de gamle vælgere, som er løbet skrigende bort grundet Søvndals kurs mod midten.
Der er tre kandidater: Jesper Petersen er et stort politisk talent. Han er ikke minister, men har en god medieplatform som politisk ordfører. Han tilhører Thor Mögers og Søvndals fløj i partiet, hvilket placerer ham centralt, men associerer ham med Søvndals taberprojekt. Petersen kan endnu nå at udvikle en mere bred appel. Astrid Krag er SF's interne darling. »Hun kan tale enhver SF-forsamling op«, som det hedder. Det er muligt. Men kan hun tale nye vælgere ind i SF-butikken? Det er der endnu ikke meget bevis for. Men Krag er driftssikker og tilhører ' arbejder-SF'. Det gør den sidste seriøse kandidat - miljøminister Ida Auken - ikke. Hendes interne modstandere kalder hende for caffelatte-radikal. Noget værre end radikal kan man ikke aktuelt være i SF. Auken er den moderne intellektuelle SF'er og på hold med bl.a. eksportminister Pia Olsen Dyhr, som stillede op imod Søvndal, da han blev valgt. Som sin onkel gløder hun nærmest ildsprudende af politisk engagement, en mangelvare i moderne politik. En ' mini-Mette Frederiksen'.
Overvejer hun at smile til folket en gang imellem og skrue lidt ned for brugen af klimakorrekte fremmedord, kan hun blive en stemmesluger. Hun er loyal over for Søvndal og SF's regeringsprojekt, men hendes fløj vil gerne se hende kandidere, når han går. Thor Möger kan ikke vælges uagtet sin store magt. Det rækker populariteten ikke til internt. De er alle unge, meget unge. Men der er ikke andre. Valget er ' let': De skal vælge den, som kan samle stemmer. Ellers går det galt. Se bare på de konservative, hvor Barfoed kæmper forgæves. Sandheden er, at SF har brug for alle tre plus Möger i en ny ledelse.
Team, ikke enkeltpersoner, vinder valg. En god kollega i Kraka spurgte mig, hvorfor pokker Søvndal overhovedet skulle gå? »Det gør sådan nogle politikere jo aldrig«, som han sagde. Sandt nok. Og det er heller ikke sikkert, at Søvndal går. Men to argumenter for, at han bør gå af inden valget, stråler over de andre: Han taber uundgåeligt næste valg med et brag. Og valgkampen om hans efterfølger er allerede i fuld gang. God søndag.