Skattekommission uden vindere

Den er slut, sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts mands formodede skattesag. I godt tre år har vi været vidne til en kommission, som har forsøgt at vende hver en sten omkring hvem der lækkede afgørelsen om hvorvidt statsministerens mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark, da han var bosiddende i Geneve men havde sin familie i Danmark? Som bekendt kom Skat København frem til at Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark.

Desuden skulle den landsretsledede skattekommission afgøre om der var tale om magtmisbrug, in casu om bl.a. departementschef Peter Loft havde blandet sig for meget i SKAT Københavns sagsbehandling? Kommissionen fandt aldrig lækagen og den fandt heller ikke anledning til en nævneværdig kritik af Peter Loft i spørgsmålet om magtmisbrug.

Endelig var der den såkaldte ombudsmandssag, altså hvorvidt Skatteministeriet havde indgivet et bevidst ufuldstændigt oplysningsgrundlag til ombudsmanden da denne bad om oplysningerne i sagen, et forhold som kommissionen ikke behandlede (hvad landsretsdommer og kommissionsformand skriftligt har gjort opmærksom på) men som en (tilfældig) advokat efterfølgende alligevel – på baggrund af kommissionens rapport og egne vurderinger – skulle vurdere om dette skulle føre til en yderligere disciplinær tjenestemandssag imod Peter Loft og daværende direktør for SKAT København Erling Andersen. Advokaten fandt ikke et grundlag herfor, hvorfor Peter Loft i sidste uge fik at vide, at han nu afskediges med tre års løn, som tjenestemandsloven foreskriver (det mindste staten i situationen kan slippe med).

SÅ der står vi nu alle sammen og kigger lidt tilbage. Hvad kan vi lære? Hvilke centrale observationer bør vi gøre os? 
Lad mig sige med det samme, at mit private venskab med Peter Loft (hvad jeg altid har deklareret når jeg tidligere har udtalt mig om sagen) meget tidligt overbeviste mig om, at sagen ville ende tæt på uden resultat. Ikke fordi at der ikke var begået fejl undervejs. Der bliver der begået hver eneste dag i centraladministrationen.

Således også i denne sag. Men min overvejelse var tofoldig: 

• dels var der på intet tidspunkt et legitimt motiv for Loft til at skade den person, som snarligt kunne blive den kommende statsminister. Loft har haft talrige ministre fra begge sider som chefer, hvad skulle pludselig få ham til at begå politisk harakiri og pludselig være på hold med én af siderne, endda efter 33 år som neutral embedsmand. Det gav ingen mening. Daværende skatteminister Troels Lund havde derimod et klart politisk motiv til at skade sin politiske modstander, men det er anden sag.

• Efter at Loft havde redegjort for sin udgave af forløbet overfor undertegnede stod det hurtigt klart, at der skulle findes beviser for et radikalt anderledes forløb, før at han kom ind i zonen, hvor der kunne rejses en nævneværdig kritik. Der var med andre ord - uanset mediehysteriet – fra starten en bred margin før at Loft kom i farezonen.

Men kommissionen kørte alligevel, efter at daværende skatteminister Thor Möger følte sig kaldet til at nedsætte en kommission i kølvandet på Erling Andersens ekstremt bombastiske (og ukloge og forkerte ved vi nu) ord om hvordan Loft havde vredet armen (og næsten halsen) om på ham.

Som udgangspunkt er det nyttigt at have kommissionsværktøjet til rådighed i det politiske system. Også selv om det igen og igen viser sig, at modellen oftest indebærer, at de udpegede dommere pine død skal finde noget, også hvor der intet er. Det giver en procesrisiko for enhver topembedsmand, som ikke kun er skidt idet at den i den grad forebygger lysten til at lave ’monkeybusiness’ – det garanterer jeg, der selv dengang i Statsministeriet var en af de daværende embedsmænd, der dengang havde størst risiko for at komme i en kommissionsdomstol.

Men man må spørge sig selv om disse kommissioner ikke skal have et endeligt sluttidspunkt? I stedet for at kunne køre uendeligt? Loft har nu luftet sin hund i over tre år, og nu fået at vide at der ikke var andet galt end at han – hvis ikke der var tale om en kommission - normalt blot lille have fået en lille næse og så i øvrig være helt klar til at forsætte sit virke som departementschef. Det kan han ikke nu, for livet er for længst gået videre på Slotsholmen. Han er blevet fyret med tre års løn, som tjenestemandsloven giver ham ret til, hvad han naturligvis ikke var blevet tildelt hvis der havde været nævneværdige forhold der talte for, at han var skyldig. Dyrt for skatteyderne, men så sandelig også dyrt for Loft. Urimeligt dyrt for Loft faktisk, alt spektaklet taget i betragtning, hvor det næppe er for langt at gå at påstå, at han er blevet straffet flere gange. Både i form af et mistet job samt tillige den offentlige spot og spe, der blev ham til del, så længe sagen stod på.

Idet kun uendeligt få, selv her efter at sagen er forbi, har viden om hvor lidt kød der reelt var på anklagerne imod ham, er den nævnte spot og spe – uagtet at den nu er tilbagevist – ganske dybt indarbejdet i Loft’s renommé, og det kan blive vanskeligt for ham at finde et nyt arbejde på tilsvarende niveau. Dette synes ikke rimeligt.

Der er også meget der kan tale for at indlægge en eller to pauser i en kommissions arbejdsforløb, pauser hvor man gen-drøfter kommissoriet med regeringen med henblik på tilretning. I forløbet blev hele den såkaldte ’ombudsmandssag’ IKKE gjort til genstand for kommissionens granskning, og alligevel inddrog skatteministeren sagen til sidst via en ny advokat for at få dennes vurdering om muligheden for videre disciplinær straf for Loft. Dette er i bedste fald juridisk makværk, i værste fald et forsøg på et regulært justitsmord imod en mand, som har arbejdet seriøst og ordentligt 33 år i Skatteministeriet, heraf i fjorten år, som en af rigets mest betroede mænd.

Endvidere kalder behandlingen af Peter Loft på refleksionen om hvor vidt det er klogt at disse forløb bliver så langvarige og personligt livsskadende, som tilfældet har været her (Loft holder ærefuldt masken, men forløbet har selvfølgelig været en psykisk MEGET krævende opgave at løse).

Det er uundgåeligt, at forløbet ikke vil trække en hel del talenter væk fra at lade sig rekruttere til en topstilling i centraladministrationen. Hvem vil udsætte sig selv og sin familie for 1) et enormt ansvar, konstant arbejde, også i weekender, 2) en forholdsvis lav løn sammenlignet med ansvarets størrelse og endelig, 3) for en stadig voksende risiko for at svinet til i tre-fire år i pressen sfa. en kommissionsdomstol, som mere eller mindre er ude af kontrol.

Mulige fremtidige kandidater til jobbet som departementschef er kloge til at aflure forløbet omkring Skattekommissionen, hvor en efterfølgende frikendelse (bl.a. af Loft) kun i en meget ringe grad rapporteres i pressen og hvor ens personlige renommé er næsten uoprettelig efter års mediegabestok (der er næppe røg uden at der er ild osv.). 

Vi så allerede effekten i forbindelse med rekrutteringen af den seneste departementschef i Justitsministeriet, hvor Mette Frederiksen kun kunne tiltrække listens 8-12 bedste kandidater (en offentlig hemmelighed på Christiansborg).

Endelig er der grund til at kommentere pressens rolle og jeg vil her nøjes med at kommentere indsatsen hos min egen avis – Politiken – som også i vor tid burde være organet for den højere oplysning. Med dyb skuffelse har jeg kunnet konstatere, at avisen meget tidligt i processen dømte Loft skyldig.

Chefredaktør Bo Lidegaard var skråsikkert aldrig i tvivl om al den uret, der var begået af Loft, og avisens ledende journalist på sagen – Bo Maltesen – har fuldendt dæmoniseringen af den tidligere departementschef ved i den grad manisk at fortælle sin redaktion om, at hele magtapparatet var pilråddent. Den journalistiske ledelse på avisen er tydeligvis blindt gået med til de to Bo’ers uhyrligheder som, ikke mindst med den viden vi har i dag, i årevis blev udgydt på et niveau, som ellers kun er Poul Madsen og Miki Mistrati på Ekstra bladet værdig. Forside på forside har de pumpet sagen op med, oftest med Peter Loft i centrum uden nogen form for respekt for den mulighed, at udfaldet af kommissionens arbejde KUNNE (om ikke andet så teoretisk) falde ud til Lofts fordel. Man har på avisen kynisk dækket sagen med den velkendte erkendelse in mente, at en efterkritik af en useriøst dækning, endsige en efterreaktion fra læserne, var og er utænkelig i en sag af denne komplekse karakter. 

Jeg husker især en søndag, hvor forsiden atter var præget af et stort billede at Peter Loft, som blev hængt groft ud af to tilfældige advokater, som Bo Maltesen havde gravet op i Glostrup. Næppe ’the best and the brightest’ medlemmer af standen og uanset på så lang afstand af sagen, at det blev grotesk….og trist. Og Maltesen fik lov, måske fordi at hans tidligere rolle som chefredaktør på avisen afliver normale journalistiske filtre for ordentlighed og relevans?

Selvfølgelig skal embedsmænd kunne gås efter i sømmene og selvfølgelig skal pressen kunne grave og endda hænge folk ud, men det skal ske på et sagligt og ordentligt grundlag, hvad Politikens kampagne forbrød sig systematisk imod gennem tre lange år. Loft blev igen og igen hængt ud på hjul og stejle og avisen tendentiøse tilgang dømte ham lang tid før, at han endelig blev frikendt for magtmisbrug og i anden runde også frikendt for en tjenestemandssag vedrørende ombudsmandssagen. Jeg nævner her Politiken, fordi at den burde vide bedre. Tvivlen kom aldrig den anklagede til gode og avisen anerkendte slet ikke, at en kommissionsdomstol OGSÅ er til for embedsmændenes skyld, som et instrument til at de kan blive renset.

Jeg skylder at sige, at Politiken ikke stod alene med sin triste kampagnejournalistik, men det er ingen trøst. Samlet set må man derfor sige, at der ikke var nogen vindere af Skattekommissionens alt for lange levetid og begrænsede resultater, men der er til gengæld en række erfaringer, som vi bør tage til efterretning med hensyn til fremtidige brug af kommissioner og den nærmest narkotiske lyst hos politikerne til at nedsætte dem….og ditto hos pressen til at dække dem....god Pinse Danmark.