Den store røde undladelsessynd
Thorning-Schmidt og Søvndals forestående reformer kommer til at fremstå som meningsløs, borgerlig politik.
Valgkampen 2007. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen står med Helle Thorning-Schmidt i en livedebat i TV 2 med Jes Dorph som ordstyrer.
S-lederen bliver ved med at punke Fogh med sit mantra om, at der ikke er råd til både skattelettelser og velfærd. Til sidst fremprovokerer hun, hvad Obama ville kalde et defining moment, da Fogh kigger op på hende (han er mindre end hende, hvad mange mænd er) og siger ordene: Jo Helle, vi kan både få velfærd og skattelettelser.
Bang! Lige der blev valgkampen afgjort, vælgerne købte den. Men Fogh tog fejl. Der var ikke råd til begge dele, og den historiske økonomiske dom over Foghs politik bliver hård.
Tilbage til nutiden. SF-bossen Villy Søvndal er ved at indtage den sidste politiske nadver under åget af et aldeles utilfredst bagland. Hvorfor skal kommende reformer omkring kontanthjælp og fleksjob mv. gennemføres over for de svageste? Rendyrket borgerlig politik.
Både Thorning-Schmidt og Søvndal har glemt at fortælle deres tilhængere, at de reformer, som står mejslet i regeringsgrundlaget, er fællesstof, uanset hvilken farve regeringen har.
Vi står i disse år over for en skillevej, hvor velfærdssamfundet for alvor skal testes under pressede økonomiske vilkår. Og vi står derfor også over for en dyb diskussion af, hvem der skal betale for tilpasningen af samfundsmodellen, og hvad vi i grunden mener med velfærd?
En diskussion, som handler om penge, men i højere grad om moral.
Søvndal kunne have gjort den førte politik til en vinder i sit eget parti.
Om et par år begynder der at blive langt færre til at arbejde og langt flere, der skal forsørges. Det har vi godt nok talt om længe, men nu er vi fremme. I stedet for – berettiget, men ensidigt – at laste Fogh, Løkke og Kjærsgaard, skulle han have argumenteret for, at de uomgængelige tilpasninger af samfundet kræver en venstreorienteret regering, hvis de skal gå ordentligt til.
Tilpasninger, som nu kommer, fordi der – som økonomer har sagt i årtier – bliver stadig færre hænder til at løfte stadig mere.
Der er ikke en sjæl i det danske Folketing, som ikke går ind for at bevare velfærdssamfundet. Løkke »kerer sig om det«. Og statsministeren påberåber sig førstefødselsretten over samfundsmodellen siden Stauning. Diskussionen nu handler derfor om, hvad vi forstår ved et velfærdssamfund?
Eller ved solidaritet. Normalt udvikler vores samfund sig i små ryk. Pludselig kigger man tilbage i en ’Det var dengang ...’-udsendelse, og alt ser anderledes ud. Men sådan går det næppe i de kommende år.
Glem diskussionen om ledigheden, og om den er stor? Den er ikke så stor sammenlignet med tidligere.
Problemet er, at de nuværende udgifter til det, som vi alle definerer som almindelig velfærd såsom daginstitutioner, plejehjem, hjemmehjælp, folkeskoler, universiteter, gratis veje m.m. kræver, at flere knokler, så der er skattepenge nok til at betale for velfærden.
Om det var udvidelsen af velfærden eller skattelettelserne under Fogh, som nu er problemet – eller begge dele – er et politisk temperamentsspørgsmål. Men indtægterne passer ikke til udgifterne fremover (det gør de så heller ikke aktuelt, hvor vi har 100 mia. skæve i kassen).
Der er kun to veje til at få balance: skære i udgifter, in casu velfærden, eller skaffe flere skatteindtægter til at betale for den. Enhver regering vil søge at gå begge veje.
Fogh købte vælgerne. Han argumenterede med, at der ikke var nogen problemer, vi havde jo overskud på de offentlige finanser. Men han tog fejl. En ledighed omkring 40.000-50.000 dengang skabte en dårlig lønkonkurrenceevne.
Og endnu værre indebar hans udvidelse af den offentlige sektor til 55 procent af BNP, at den nu er verdens største – og dyreste. Og den skal betales af stadig færre. Det vidste Fogh dengang.
Det er hverken store nye skattestigninger eller massiv indvandring, som aktuelt er politisk farbare veje. De aktuelle reformer handler alle sammen om at skrabe flere penge sammen, dels gennem mere arbejde til os, som er i gang, dels ved at få flere i gang, som i dag er på offentlig forsørgelse. Og det vil koste velfærd.
Thorning-Schmidt og Søvndal har så langt fejlagtigt kørt ensidigt på VKO’s ’maltraktering’ af velfærdssamfundet. Ikke på at udfordringerne var uomgængelige, og at netop S-SF ville være de bedste til at gennemføre de krævede tilpasninger (læs: stramninger, nedskæringer af velfærd) mest solidarisk.
Derved kunne de have skabt en kant til VKO-blokken og holdt Johanne Schmidt-Nielsen ud i strakt arm.
Thorning-Schmidt og Søvndals undladelsessynd betyder nu, at de forestående reformer for de røde vælgere fremstår som meningsløs, gold borgerlig politik. Og det er netop deres problem i en påskeæggeskal.
God påske.