SF til kvalmegrænsen
Udviklingen er trist. Regeringen har nemlig i den grad brug for et idealistisk, grønt og socialt SF. Det var en hård aften til SF’s landsmøde lørdag. Landsmødefesten har krævet sin mand m/k, og tømmermændene er denne søndag morgen tunge at bære. Men de fysiske tømmermænd er for intet at regne i forhold til de politiske. Uanset om de festlige SF’er krammer hinanden eller skuler olmt, når de tager hjem i dag, har prisen for det interne opgør været stor. Søvndal startede som en sympatisk og idealistisk, politisk brobygger, men så tog taktikken over.
Da jeg tidligere på ugen diskuterede med gode kollegaer på TV 2, om Kristiansen og jeg skulle lave fjernsyn om SF’s landsmøde, stod det hurtigt klart, at det i så fald måtte ske i Kolding. »Alt er kørt af sted. Vi får SF til kvalmegrænsen her i weekenden«, som det så lyrisk blev bemærket. SF-dramaet, med et frit fald i målingerne, trak helt berettiget blod i tandhalsene på enhver anstændig redaktør. Men hvordan kunne det komme hertil?
Her er fem svar:
For det første:
I december 2010 strammede VKO-flertallet endnu en gang udlændingeloven ved at indføre et pointsystem for familiesammenføring. Havde man eksempelvis en ph.d. fra et såkaldt top-20 universitet (hvad meget få har, skal det indføjes), kunne man få point. Søvndal gik straks ud og støttede systemet, idet ingen skulle kunne påstå, at SF ikke var regeringsdueligt. Fatalt. Pointsystemet var langt fra SF-politik, og det stod klart for hans tilhængere, at hans trang til at få ministerbil var hinsides den førte politik. Det var magten for magtens skyld. Nedturen var i gang, idealisten afsløret.
For det andet:
Det gik helt galt i ’tårnet’. Forhandlingerne om det nye regeringsgrundlag var kimen til næsten alle Søvndals ulykker i regering. De radikale kom ikke bare ud med det længste strå, de tromlede hen over SF. De hurtige ændringer af fattigdomssatserne og udlændingeloven burde Søvndal have solgt som stor indflydelse til sit røde parti. Men det gik hurtigt i glemmebogen. Regeringsgrundlaget udstillede Søvndals manglende erfaring som regeringsdeltager.
For det tredje:
SF tabte den symbolske kamp om betalingsringen. Et klimaindslag, der endte som en skat på de svageste. Baglandet så her igen deres parti udstillet som en lillebror, der fik klaps af de store i skolegården. Det var sidste punkt i regeringsgrundlaget, som var SF-relateret. For baglandet var det endnu et eksempel på, at man sad i de store ministerbiler – mere for at få varmen fra lædersædet end for at kæmpe for SF-politik.
For det fjerde:
I det sekund, regeringsgrundlaget var færdigt i tårnet’, klappede fælden. Skødet var skrevet, og gælden står der Søvndals navn på. Siden har SF-ledelsen med Søvndal og Möger i spidsen forsøgt at tale programmet op til at være en såkaldt ny ansvarlig SF-politik. Men ledelsen har lydt som ’Komiske Ali’. Det fuldkomne fravær af politisk boldøje kan skyldes to ting. Enten har Søvndal og Möger kynisk besluttet, at der ikke var nogen anden vej end at gøre en dyd ud af nødvendigheden, eller også har ledelsen – som de fleste medlemmer af folketingsgruppen hævder – levet aldeles isoleret i en politisk parallelverden uden forankring i virkeligheden.
For det femte:
I takt med at konflikten om linjen er spidset til, er dialogen mellem de få, som ’har set lyset’, og alle de andre blevet dårligere og dårligere. Det har langtfra gavnet Søvndals projekt, at Thor Möger løbende har talt ned til mere erfarne gruppefæller på gruppemøderne. Den unge mand og hans manglende menneskelige erfaring har været ham og hans chef en dårlig hjælper. Ledelse – ikke mindst i politik – er langt mere end tæskehold og petit-taktik i et ministerkontor. Tilbage står, at Søvndal hovedløst (coachet af Möger) har fastholdt selvmordslinjen op til landsmødet. Den offentlige sektor skal på smalhals osv. Alt sammen rigtigt, men ikke lige de budskaber, der får en SF-forsamling til at stå sammen. Tværtimod har det været jetbenzin på et sankthansbål.
Uanset landsmøderesultatet er vejen for regeringen herfra stenet. Ikke mindst må Vestager efterhånden være rigtig bange for at deltage i en regering, som går over i historien som et taberprojekt. Men Vestager kan jo ikke forære SF-ledelsen indrømmelser. Sådan fungerer politik ikke. Der er to veje herfra: Enten tilkæmper Søvndal sig flere indrømmelser fra S-R-aksen og skifter sin ministerplads ud med en, der bringer ham hjem til andedammen. Eller også går han af og overlader det til en ny ledelse at beslutte, om SF skal ud af regeringen – eller ud af Folketinget? Udviklingen er trist, al den stund at regeringen i den grad har brug for et idealistisk, grønt og socialt SF, som det var engang, før taktikken tog over, og partiet gik i ét med S og R.
God søndag