Mandag 3. aug 2015

Sommerferien er forbi!

...og det er hvedebrødsdagene for Løkkes regering også.

Efter at nationen har haft 'fri' fra denne skribent i en måneds tid, er det vist på høje tid at få kigget på den politiske situation. Lige før sommerferien troede nogle iagttagere måske, at det konservative oprør imod at godkende et aktstykke, der giver kommunerne ret til at hæve grundskylden, ville true regeringens liv? Men nej, den blev som bekendt reddet af socialdemokraterne og de radikale.

 

Sandheden er, at Løkkes regering er mere robust end man skulle tro, og et råd til oppositionen må være, at den derfor skal arbejde konstruktivt MED, i stedet for opportunistisk IMOD. Dette syntes således også at være tilfældet. Som sagt reddede S og R kommuneaktstykket. Løkke har to fordele: For det FØRSTE at han ikke pinedød SKAL igennem med en fastlagt række af politikforslag. Han kan tage det igennem, som der er mulighed for, givet af Thulesen Dahl og Samuelsen er rygende uenige om det meste. Velfærdspolitikken hos DF ligger langt fra ønskerne for etableringen af det Liberale 1000 års rige.

 

Det bliver et 'rocky ride', og det bør hstatsministeren forberede alle på. Men K og LA må nødvendigvis indstille sig på en lang række forlig, som bliver indgået over midten, for at skaffe flertal - og hånden på hjertet - det er også bedst for alle involverede parter. K og LA plejer deres profil, og får forhåbentlig for dem en fremgang, som kan holde Løkke i sadlen til næste valg. 

 

Problemet er, at Thulesen Dahl langt fra vil føle sig lige så ansvarlig som han var i 0'erne, når blokpolitikken ikke er lige så hård som under Fogh og Løkke 1, men igen, hvad gør det? Løkke skal jo ikke igennem med alt. Og Thulesen Dahl skal alligevel have noget albuerum anyway, hvis han skal fastholde sit høje stemmetal. Yderligere er der det problem, at LA og K skal overveje hvor meget af det 'grimme' borgerlige politik, som de vil være med til, når Thulesen Dahl spenderer det hele væk efterfølgende i forlig med Løkke og de røde? Løkke må og skal møde disse balancer, når han planlægger sit lovprogram og erkende, at alle omkring har brug for 'konflikter'.

 

Den andet fordel, som taler for Løkkes langsigtede (4 år er her lang tid) overlevelse, er kongerigets økonomiske situation. Det går godt i Danmark, sammenlignet med de fleste andre lande. Kan det gå bedre? Ja da. Skal der gennemføres reformer? Ja da. Men tvinges Løkke ind i en 'shootout', hvor han enten får flertal for nødvendige økonomiske indgreb, eller udskriver valg? Som Anker Jørgensen var tvunget til i 1970'erne? Nej, slet ikke. Der er ingen reformer, som han er tvunget til at gennemføre for nationens kortsigtede overlevelse (her er 4 år kort tid).

 

Mange har givet udtryk for at regeringen sidder på et tyndt mandat. Måske, men levedygtig er den. Claus Hjort skal nok få bakset de nødvendige kludetæpper på plads i Finansministeriet, og i modsætning til årene under Helle Thorning-Schmidt, vil Løkke være nødt til at sukre pillerne inden at de skal sluges, uanset hvem han laver forlig med, hvad der vil udvande risikoen for at der pludselig - som en tyv om natten - gennemføres reformer, som ændrer det politiske billede. Som det skete med eksempelvis Dagpengereformen, Kontanthjælpsreformen og Skattereformen under den forrige regering....nyd sommeren Danmark, nu da den endelig er kommet og overtegnede er startet på arbejdet...PEM