Goldmann Sachs har fået appetit på mere DONG?

Deres skribent var selv i sin tid som ansat i Finansministeriet ansvarlig for at introducere Københavns lufthavn på fondsbørsen og salg af det daværende EKR eksportkredit og fik i den grad respekt for, at denne slags processer skal foregå i et professionelt - og ikke politisk - miljø, hvis det skal gå godt.

Først og fremmest er der to forhold, som bør slås fast:

1) Follow the money. Goldmann ændrer ikke uden videre sit syn på offentlighed omkring købet af DONG-aktier fordi at man i hovedsædet i New York føler sig presset af en dansk oppositions krav om at se materialet. I New York svarer det som sker i Danmark nogenlunde til det, som for os andre sker på Samsø (undskyld Samsø, fed ø). Det er småt og det er ligegyldigt, hvis ikke det var for pengene i den konkrete sag.

2) Goldmann Sachs har nu i mere end et års tid haft chancen for at se nærmere på DONG, som medlem af bestyrelsen og i det hele taget i tæt kontakt med direktør Henrik Poulsen, som gør det bragende godt. Det er ikke usandsynligt, at den store investeringsbank har fået appetit på at købe yderligere aktier i selskabet på et senere tidspunkt, givet at det stadigt er svært at finde lukrative, langsigtede investeringsobjekter kloden over. DERFOR har 'the bright guys' i Goldmann et klart motiv til at komme den danske politiske offentlighed i møde, idet at det forekommer utænkeligt, at de får lov til at købe mere af 'kronjuvelerne', så længe mindst halvdelen af folketinget anser handelen for gusten.

Ved at lægge alt frem og afmystificere handelen, herunder få bragt frem, at der ikke rigtigt var så mange andre seriøse bud på aktierne, i det dengang økonomisk plagede selskab, vil gøre det vanskeligere at lægge gift for et yderligere salg af aktier på et senere tidspunkt. Jo jo, Goldmann skal næppe bilde sig selv ind at EL og DF ikke hidser sig op, uanset hvad der kommer frem, men når stormen så har lagt sig kan arbejdet med at modne sagen yderligere, gå i gang. Denne mulighed foreligger IKKE så længe at der er uro i folketinget.

Det er en mærkelig sag, DONG sagen. Den havde enorme konsekvenser for Bjarne Corydon og blev det sidste spark til den socialdemokratiske regerings troværdighed. Og SF gik ud af regeringen. Salg af arvesølvet blev det kaldt. Man begik i regeringen to åbenlyse fejl:

1) Man stolede på det politiske flertal, som man havde i oktober, som inkluderede DF. Men da Thulesen i februar sniffede folkestemningen, sprang han i målet, råt og brutalt, uden at nogen rigtigt undrede sig over den manøvre. Smart gjort af ham, lazy af pressen. Han har reddet på bølgen siden, skubbet til og fået næring af alt usikkerheden og myterne.

2) Man glemte at fortælle omstændighederne omkring salget til vælgerne. DONG havde virkelig brug for kapital. Det var ikke for sjov at man forsøgte at få penge ind udefra. Jo, man kunne jo gribe i statskassen, men det var der absolut ikke politisk opbakning til. Det ville betyde, at skatteyderne skulle løbe hele risikoen herfra fortsat, hvor imod at man med en investor som Goldmann kunne dele risikoen lidt. Investeringer i vind er ikke så hot mere, og prisen på olie og gas er faldet (for good?), så at forretningen kører er ikke en givet sag i fremtiden. Man glemte også at forklare hvor mange reelle alternativer der var til Goldmann, givet et massivt politisk flertal ønskede kapital udefra. 

I streng modsætning til det indtryk som offentligheden fik lige efter salget, da polemikken startede, og hele Danmark troede at lærernes pensionskasse (Anders Bondo var på tv) og Pension Danmark stod klar med friske risikovillige penge på deres pensionsmodtageres vegne, så var Goldmann/ATP reelt ret alene om at ville gå all in.

Derfor er myterne uendelige, og Goldmann er (berettiget) temmelig nemme at dæmonisere, hvad flere har arbejdet på i sammenhængen siden. Ikke mindst investeringsbankens ganske uheldige rolle i salget af junkbonds før finanskrisen har skadet bankens renommé. Så der står vi altså nu. Papirerne bliver lagt frem i Finansudvalget, og så må Thulesen Dahl og Johanne Schmidt Nielsen æde en stråhat eller harcelere endnu mere. Det sidste er mest sandsynligt.

Men det som står tilbage er, at efter dette ulykkelige salgsforløb, vil det blive ganske vanskeligere at sælge statslige aktiver i fremtiden. Meget få investorer vil deltage i seancer, hvor alle detaljer lægges åbent frem for politikerne, som kun sjældent kan holde på hemmeligheder. Det er trist, at den politiske kamp er endt med, at tinget (dvs det flertal der støtter et frasalg) ikke kan have tillid til den til enhver tid siddende finansminister, når det gælder vilkårene for frasalg af statslige aktiver. Sådan var det tidligere, eksempelvis da Lykketoft i 1990'erne solgte TDC m.fl. Corydon har kæmpet hårdt og bravt præcis af hensyn til netop disse muligheder, næppe fordi at han personligt syntes at det var sjovt at indtage den 'onde' hovedrolle i hele tragedien. Det skal han have ros for, selv om det altså var forgæves.

Claus Hjort høster nu nogle billige hurtige point. Måske har 'Hjorten' ikke noget valg, fordi han er presset af DF. Men forrentningen af de billige point kan meget vel vise sig at være særdeles negativ i form af ringere priser og dårligere salg fremover - en regning der på det tidspunkt rammer alle os danske skatteydere......sådan er politik...nyd dagen Danmark..PEM