Løkkes førsteprioritet: at afmontere ’Tulle’

Da Lars Løkke tilbage i 2009 sad som Danmarks statsminister og bestyrede Cop15-forhandlingerne i Bella centeret, var det håbet at verden dengang kunne gøre noget effektivt ved klimaets vej mod en nedsmeltning. Det blev som bekendt ikke tilfældet og det har taget en modning af sagen i globale fora alle årene lige siden, at nå frem til et punkt, hvor et nyt forsøg tør iværksættes. Det sker i Paris i dette efterår – Cop21.

Derfor synes det også så meget mere ejendommeligt, at lige netop Løkke spiller ud med en finanslov, hvor der lægges op til solide besparelser på klimaområdet – ”fordi at riget fattes penge”, som klimaministeren udtrykker det. Det er en oplagt gave til venstrefløjen, som allerede er i fuld gang med at fortælle om at timingen er uhyggelig ringe, idet et klimapolitisk signal af denne art fra Danmark – et kendt klimaforegangsland – få måneder før Paris-topmødet er tæt på katastrofalt.

Men Lars Løkke er hverken længere vært og leder af et Cop15 møde eller på vej til topmøde i Paris, han er i benhård positionskrig i den hjemlige politiske arena. Og hovedmodstanderen er Dansk Folkeparti, hvis vælgere ikke er synderligt optaget af klimaet, tværtimod. Man skal nok ikke være naiv, det går måske akkurat i denne regeringsperiode for Løkke at være statsminister i et ’lillebrorparti’, men én valgperiode mere går næppe. Den ’ekstraordinære’ situation kan kun afvikles hvis Venstre atter bliver større end DF ved næste valg, og det sættes der ganske meget ind på. DF har stjålet mange vælgere fra Venstre, og nu forsøger Løkke at hive dem hjem.

Om det lykkes ved vi ikke endnu, men vi ved i alt fald, at Løkke ikke skyr nogen midler eller moralske grænser for at komme tilbage i dansk politik. I går holdt Obama en brandtale om at verdens ledere skal vise format på mødet i Paris, Løkke går den anden vej, hvad der er forskellen på en politisk leder, som er på vej ud og en leder, som lige er kommet ind.

At statsministerens fokus ensidigt befinder sig i forhold til at stabilisere sin egen position så vi da han tillod valgkampen at køre ud i et rent udlændingepolitisk spor, vel vidende, at han ville af den grund kunne få en chance til, selv om Thulesen Dahl af samme grund måtte blive større end Venstre. DF’s vokseværk var således Løkkes anden prioritet, magten var første prioritet.

I denne tid går NEJ siden frem i målinger i forhold til afstemningen om retsforbeholdet. Det kan næppe undre idet at DF’s fremgang er tæt korreleret med uroen i EU, ikke mindst når uroen sker på flygtningeområdet. Løkke er nødt til at kæmpe kampen for at afskaffe forbeholdet, men det er oplagt, at der er landspolitiske undertoner i sagen, som han helst havde været foruden. Thulesen Dahl er i stadig større grad på en linje, der siger nej til alt fra EU, og tonen bliver stadig mere skinger, jo mere impotent at EU ser ud i håndteringen af flygtningestrømmen.

Løkke (og den andre JA-partier) må håbe på, at afstemningen ikke reelt udvikler sig til et protestvalg imod EU’s flygtningehåndtering, hvad der synes stadig mere sandsynlig. Det har Thulesen Dahl sniffet, og vil nu kækt også stemme om tilknytningen til Europol. De seneste uger har vist, at Løkkes centrale kampfront går mod Dansk Folkeparti, og så må udlændingesagen, klimasagen og for den sags skyld alle andre sager vige. Statsministerens (politisk korrekte) analyse er nemlig, at såfremt at han ikke får styr på styrkeforholdet mellem de to partier, da bliver regeringsperioden i bedste fald usædvanlig vanskelig, og i værste fald helt umulig, grænsende til det ligegyldige….god dag Danmark…PEM