De er blod i vandet omkring Dansk Folkeparti
Meget underlige ting sker omkring Dansk Folkeparti for tiden. Ting som ikke tidligere er sket, som ikke burde ske og som alligevel sker i et omfang, hvor Dansk Folkeparti pludselig ser sårbart og anskudt ud. Vi tager lige tre forunderligheder:
1:
Dansk Folkeparti har godt 21 procent af stemmerne, men kan ikke danne flertal med V og K som i 0'erne. Flere og flere på og omkring Christiansborg har nu sniffet, at selv om 'Tulle' formelt set er stærkere end nogensinde, så er han politisk et væsentligt svagere dyr end tidligere. Der er blod i vandet. De andre partier i den borgerlige blok ser pludselig behovet for deres stemmer på en ny magtfuld måde, og forhandlingerne om Finansloven bliver første armlægning.
Forvent ikke at DF bliver kørt over, trods alt. Thulesen Dahl kan ødelægge de fire regeringsår for Løkke, hvis han bliver pigefornærmet, og det vil ikke føre noget godt med sig for statsministeren på valgdagen om fire år.
Første risiko for en regulær ydmygelse af DF-bossen blev afværget ved et rent tilfælde, da Mette Frederiksen ikke kendte sin besøgelsestid omkring dagpegeforhandlingerne. Hun kunne let have tvunget DF til tænderskærende at matche øgede krav om eks. nul karensdage i stedet for tre, hvilket aldeles ville have byttet om på rollerne for de to partier. Thulesen Dahl ville have tabt og Frederiksen vundet. Men sådan skulle det ikke gå, dertil er den nye S-leder åbenbart stadig for grøn når det gælder spil i Superligaen.
2:
"EU-Bilagssagen" plager DF på ALLE tænkelige måder. Der er ingen tvivl om, at det kom som et chok for toppen af DF, at dette parti, af alle, skulle få en bilagssag på nakken. Morten Messerschmidts stjerne er overraskende nu i et frit fald. Dels fordi at hans håndtering af den tidligere partifælle pludselig lukkede hele Danmark ind i den mindre joviale jargon, der holdes bag gardinerne i partiet, og dels fordi at netop midler fra EU åbenbart er gode nok til kampagne, selv om partiet i den grad er imod unionen. Det forekommer vælgerne dobbeltmoralsk, hvilket giver Thulesen Dahl et næsten uløseligt problem.
Selv stod partibossen svært uheldigt i forløbet da hans aftale om at mødes med det forurettede tidligere DF-medlem, og rede trådene ud, ikke blev overholdt og dermed var en medvirkende årsag til hendes støjende exit.
Værst af alle må Pia Kjærsgaard have det. Antallet af gange hvor hun har kommenteret Lars Løkkes bilagskaos i en fnysende og lettere nedladende form er der ikke tal på, og hun skammer sig. Dette er ikke hvad HENDES parti skal kendes på og man må forvente at 'mor' selv skærer igennem, hvis renomméet falder yderligere.
At frustrationen er total i partiets ledelse lægger man ikke skjul på. Der er INGEN bilagssag, mener de, med reference til at DF ikke selv kan frigøre alle bilag uden støtte fra adskillige andre landes parlamentarikere. At det i pressen så alligevel refereres, at Thulesen Dahl selv har besluttet at bilagene ikke skal lægges frem undrer. Hvis der er EN ting vi har lært af de sidste tyve år - ja måske bare fem år, eller måske bare tre måneder (Carl Holst-sagen) - om dansk politik, så er det at bilagkaos for offentlige midler øjeblikkeligt skal aflives ved at lægge ALT frem.
DF's ellers altid effektive spinmaskine kører tydeligvis som har den fået pumpet diesel ind i benzinmotoren. For ved mødet med disse reelle problemer, har den indtil nu stået magtesløs. Det undrer, at man i DF-ledelsen - endda selv om man skulle have ret mht. at de ikke kan lægge alt frem selv om de ville - ikke kan finde en kreativ løsning på miseren?
3:
Flygtningetragedien, som vi alle oplever i denne tid, er som udgangspunkt et vinderemne for 'Tulle'. Men sandheden er nok snarere, at dels vinder Støjberg ind på konkurrenten fra Dansk Folkeparti. Hun er ikke for børn. Hun skal matche Martin Henriksen, og det gør hun.
Endnu værre, så er problemerne med flygtningestrømmene nu så voldsomme, at EU-landenes politik på området peger i retning af nationale kompromiser, en slags konsensuspolitik, hvad der vil afmontere DF's monopol på grovfilen i sammenhængen, og risikoen for udvanding af emnet er dermed overhængende på mellemlang bane.
Samlet se står Dansk Folkeparti i denne tid overfor en uhørt og ny form for normalisering. Partiet er ikke længere bestøvet med ufejlbarlighed og snart vil pressens tilgang blive grovere, når dette bundfældes. Næste led er vælgerne, som hidtil har fået et pletfrit parti, med en højt estimeret partiformand.
Der er blod i vandet omkring partiet, en ny tid kan meget vel ligge forude for Dansk Folkeparti - og dermed for dansk politik.
Ny dagen venner...kh PEM