Løkkes bilagskrise får comeback, men ikke længe?

Valgkampen er nu i gang men det kniber med sagligheden og det kan undre, at ingen af parterne ser en farbar politisk strategi i at være den saglige, lavmælte og seriøse side? Det har før virket. 

Jeg kommer til at tænke lidt på en fænominal artikel, som blev bragt i New York Times i fredags, skrevet af Pulitzer-vinderen Alec MacGillis. I artiklen undersøger han hvorfor at stadig flere historisk set klare demokratiske stater i USA pludselig vælger republikanske ledere, som står for en politik, der slet ikke er i de fleste af vælgernes økonomiske interesse?

Sagt lige ud, så er mange rigtigt fattige amerikanske stater, med mange borgere på offentlig understøttelse, begyndt at stemme borgerligt. Det er et mysterium, lige indtil at man læser MacGillis artikel.

De lokumskolde kendsgerninger er, for det første, at de mennesker, som befinder sig på bunden af samfundet, og som modtager understøttelse, i et stort omfang slet ikke stemmer længere.

For det andet er de ikke orienteret om de forskellige politikeres holdninger til om de skal have støtte eller ej. De ved ikke, at præsident Obama står for bedre sundhedsforsikring.

For det tredje er der en klar tendens til, at de som befinder sig lige over gruppen af den nederste, gør hvad de kan for at distancere sig fra de nederste. Hvorfor at de stemmer velfærdsordninger væk.

Endelig er der – for det fjerde - en tendens til at de ældre vælgere i stigende grad stemmer borgerligt, måske af bekymring for at de selv skal miste deres del af kagen?

Da jeg læste artiklen slog den uhyggelige tanke ned i mig, at vores danske debat om Retsforbeholdet på mange måder minder om det som sker i de engang demokratiske – nu republikanske - amerikanske stater.

Der er ikke rigtig nogle danskere, som for alvor kender substansen i de 22 retsakter, som vi stemmer om.

Vores tradition for – med få undtagelser - at stemme Nej ’for en sikkerhedsskyld’ synes ikke rigtig funderet i hvorvidt at indholdet af politikken er god eller skidt for os personligt, men mere en usikker gang gennem mørket, hvorfor at de få der forstår substansen af det som vi stemmer om, ofte er lige så mystificerede over stemmeafgivelsen herhjemme, som man må være over stemmeafgivelsen i USA. Stemmer de danskere overhovedet i deres egen interesse?

Fænomenet med at mange stemmer Nej af frygt for at miste noget – frem for Ja for at få noget – er vel også velkendt, som de ældre amerikanere synes at stemme for at beholde deres bid af kagen. Vi er bange for at miste kontrollen over udlændingepolitikken, en frygt som dagens indlæg om svenskernes adfærd i kølvandet på et Nej fra justitsminister Søren Pind vel er designet til at imødegå, på trods af, at udlændingepolitikken omhyggeligt er søgt fjernet fra de retsakter vi stemmer om.

Vi var i 2000 bange for at miste vores egen mønt, på trods af at vi nu i femten år slavisk har måtte følge Euroen, men til gengæld har mistet en enorm indflydelse på den europæiske økonomiske politik, ved at sidde uden for gruppen af Euro-lande. Man kan blive ved.

Alene det forhold, at både Ja og Nej siden argumenterer for at status quo bevares ved både et ja eller et nej må jo også chokere de fleste. Begge kan jo ikke have ret. Dette lave og unuancerede niveau sender os tilbage til snakken om troværdighed, bilagskriser og en debat om ’mere eller mindre EU?’.

Endnu mere kompliceret bliver det når udviklingen omkring os raser afsted imens at valgkampen kører. Flygtningekrisen og terror i Paris er i debatten både et argument og en modargument for mere EU. Selv er jeg klart af den opfattelse, at de færreste kan være i tvivl om, at en løsning på både terror og flygningekrisen ikke findes uden for et fælles EU-initiativ, men hvordan spiller det konkret ind i den danske afstemning om Retsforbeholdet?

For politikerne er denne ’valgkamp ført i realtid’ samtidig med en brusende udvikling, et sandt mareridt. Lidt som vilkårene for en instruktør, der skulle optage en film om Napoleon imens at slaget om Waterloo faktisk pågik. Ikke en nem opgave.

Hvis politikerne er frustrerede kan det derfor ikke undre. Danskerne er ikke til denne slags afstemninger og det ender igen i en rodet omgang snik snak, som de færreste bliver klogere af, og kongerigets fortsatte sejlads i EU-samarbejdet er endnu engang overladt til de rene tilfældigheder.

Flere end jeg er nok bekymret for hvornår at kamelen har fået det sidste strå og vi må i en stille stund sende briterne en venlig tanke, idet at de pt. er indehavere af rollen som det mest umulige land i unionen. Vi ligger i læ af dem, lidt endnu.

Én ting synes dog sikkert: Det er ok at Løkke og Tulle duellerer, også uden hansker, men mon ikke de to allerede nu har talt sammen om hvordan at de skal stoppe med at smadre hinanden med en kritik der eroderer deres fælles platform i forhold til at blå blok skal kunne regerer landet efter afstemningen.

Debatten om Løkkes bilag var formentlig en enlig svale.