Er skattedramaet en nålespids mod Løkkes ballon?

Thorning-Schmidt må se Løkkes manøvrer som en julegave før tid. Er Løkkes skattefejl det mirakel, som Thorning-Schmidt har ventet på? Det kan ikke helt afvises. Løkke kan takke sig selv for, at han måske har slået hul i sin egen usårlighed. At han siger nej til en skattereform, som grundlæggende er monsterborgerlig er én ting. At han ikke kan forklare hvorfor, er en helt anden ting. Vælgerne er ikke idioter. De følger mere med, end man tror.

Derfor har de for længst slået hånden af statsministeren. Derfor er der god grund til bekymring i Løkke-lejren over, om skattemanøvren medfører en tilsvarende reaktion. Sker det, har dansk politik atter ændret retning. Egentlig burde denne analyse handle om Rio. Om klimaforhandlingerne. Jeg sidder og sms’er med diverse af vore aktører derude, men det er yderst uklart, om der overhovedet sker noget. Jeg er nervøs. Som om vi har glemt klodens fremtid. Ugens udgave af The Economist har som tema, at isen smelter i Arktis. De får sgu mærkelige fisk i nettet, deroppe i Grønland.

Når selv The Economist er kommet til den konklusion, må den sidste klimafornægter overgive sig. Så meget mere skuffende er Rio. Obama skal genvælges. Og så videre. Ida Auken kæmper heroisk derude, synes man at kunne fornemme, men selv Danmarks svar på Jeanne d’Arc kan ikke klare alt. Varmen breder sig ikke kun i Arktis. Også min pande bliver varm. Angstens sved. Løkke er pigesur. Berettiget, men uprofessionelt. Men skattedramaet it is. Løkke er uventet i vanskeligheder af tre årsager.

For det første har han ikke været præcis nok i sin forklaring om, hvorfor at han ikke vil lege med regeringen. Noget med, at den ikke ville acceptere et uklart antal skattelettelser. Uklarhed om regnestykkerne, når der både skal gives skattelettelser og holdes en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Skal han forlade bordet, skal begrundelsen være uhyggeligt klar. Regeringens reform frister Løkkes bagland.

For det andet har Løkke brudt kutymen for, hvordan man forhandler på Christiansborg. Han har blankt afvist at bruge det oplæg, som regeringen har lagt frem. Især S-ledelsen har ellers været klar til hvad som helst. Løkke kunne få ’den store pakke’ med både skattereform, førtids- og fleksjobreform og kontanthjælpsreform.

Man kan egentligt ikke bebrejde Løkke hans motiver. Han skal naturligvis ikke holde hånden under regeringen, når den er ude at gynge. Og det vil han gøre, hvis han tager ’hele pakken’. Give Thorning-Schmidt et kæmpe boost, give hende street. Men han gjorde ikke sit hjemmearbejde godt nok. Han sjuskede lidt. Hans eget uspiselige forslag med en treårig aftale var for smart. Simpelthen. Sådan fungerer det ikke på Christiansborg.

Det er regeringens udspil, der forhandles ud fra, hvorfor hans treårstilbud blev opfattet som staffage og ikke taget seriøst. Den levendes superklummeskriver – Kristian Madsen – skrev meget præcist i ugen, at Løkke må beslutte, om han vil være tidligere statsminister eller kommende statsminister. Hvilket bringer os til den tredje årsag: Løkke er pigesur. Berettiget, men uprofessionelt.

Thorning-Schmidt må se Løkkes manøvrer som en julegave før tid. Da Thorning-Schmidt og Søvndal var i opposition, oplevede Løkke en bomberegn af postulater om hans politik. At Danmark var ved at gå ned og så videre. Det har han ikke tilgivet S-SF-bosserne. Det er en fejl. Han skal vise ydmyghed i stedet for arrogance, ikke fordi regeringstoppen nødvendigvis har krav på det, men fordi vælgerne kræver det. Og fordi han selv – skulle han atter kommer til at regere kongeriget – har brug for at vende den onde spiral, hvor et liv i opposition er lig med et liv i et destruktivt gear.

Rio tur-retur, alt sammen koger det ned til et indtryk af en tidligere statsminister, som ikke tager sin modstander alvorligt, hvilket koster dyrt i baglandet, hvor skat, trods alt, for de fleste handler mere om, hvad der besluttes end om at vinde magten. Thorning-Schmidt må se Løkkes manøvrer som en julegave før tid. Af to grunde. Dels fordi hun måske kan ændre på den aktuelle politiske trend, hvor hun altid taber. Mirakler er meget at håbe på, og hun får næppe vendt målingerne uanset udfaldet af skatteforløbet, men en enkelt markant politisk sejr har hidtil været aldeles uden for rækkevidde.

Kan hun overtale Vestager til et forlig med Johanne Schmidt-Nielsen, vil Løkke stå tilbage som en taber i sit eget baglands øjne. Nålespidsen kan have punkteret ballonen. Dels – og vigtigst – kan en sejr kan give hendes egne en tro på partiet og – vigtigere endnu – på hende. Rumlerierne omkring hendes lederskab er ved at komme ud af kontrol, og hun må og skal stoppe den traditionelle ’fyring af lederen’-proces, som reelt er i gang – statsminister eller ej.

God weekend!
PETER MOGENSEN