Intelligent skattestop og arbejdsudbud

Bragt i Politiko den 16. januar 2016

Jobreform II skulle sættes i søen i foråret og forøge arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen via en skattereform. Reformen er nu udskudt under henvisning til, at flygtningestrømmen presser det offentlige budget så meget, at der ikke kan findes finansiering. Lidt trist, for det er faktisk muligt at justere inden for skattesystemet, uden at det offentlige budget belastes.

Der er i dag 750.000 personer på offentlig forsørgelse, hvortil kommer SU-modtagere og pensionister. En solid jobreform vil derfor falde på et tørt sted både for regeringen og for Danmarks økonomi.

Hvis det alene gælder om at få flere personer til at deltage på arbejdsmarkedet, er et højere beskæftigelsesfradrag en nærliggende mulighed: For 5 mia. kr. kan vi få 1.900 flere fuldtidspersoner ud på arbejdsmarkedet.

Alternativt kan arbejdsudbuddet øges ved at forøge det gennemsnitlige antal arbejdede timer for de allerede beskæftigede. Hvis dette medregnes, er en højere topskattegrænse blandt de mest effektive instrumenter: For 5 mia. kr. kan man forøge arbejdsudbuddet svarende til knap 7.900 fuldtidsbeskæftigede. Hovedparten vil dog komme fra en længere arbejdstid. Og indkomstforskellene vil forøges. Her skal træffes politiske valg, men regeringen bør skrive sig bag øret, at effekten på arbejdstid ved højere topskattegrænse er væsentligt større end ved højere beskæftigelsesfradrag.

Der er findes bestemt finansieringsmuligheder på udgiftssiden – fx udgiftsspildet til den formentlig produktivitetshæmmende udflytning af statslige arbejdspladser. Men hvilke muligheder findes inden for skattesystemet?

Ifølge regeringsgrundlaget har vi skattestop, så ingen enkeltskat kan hæves. Det udelukker fornuftige skatteomlægninger, der ikke øger det samlede skattetryk, og dermed en selvfinansieret jobreform II. Under Fogh-regeringen betød princippet, at en række ellers gavnlige skattereformer ikke blev gennemført.

I finanslovsaftalen for 2016 fravalgte regeringen imidlertid princippet, således at enkeltskatter alligevel kan hæves, hvis andre sænkes tilsvarende. Stor ros til regeringen for dette mere intelligente princip. Det er et skridt i rigtig retning, om end den konkrete version i FL2016 måske ikke i alles øjne var den mest oplagte.

Hvilke skatter bør så hæves?

I FL2016 blev der givet en særlig skatterabat ved arv af familieejede virksomheder. Det skaber uheldige muligheder for skattetænkning og kan ligefrem sænke produktiviteten, da sønnike ofte er en dårligere virksomhedsleder end farmand.

Man valgte også at fastfryse grundskylden. Det er behageligt for husejerne, men forøger stort set ikke arbejdsudbuddet. Det bør tilbagerulles, og ved samme lejlighed bør fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, der løbende udhuler provenuet og forstærker uønskede konjunkturudsving, fjernes.

NOx-afgiften blev sænket, hvor den ud fra et miljøøkonomisk synspunkt formentlig burde have være hævet.

Videreførelsen af boligjobordningen kunne have forøget arbejdsudbuddet, men med den grønne toning er den formentlig spild af penge, og miljøeffekten er højst tvivlsom.

Der eksisterer en række lidt tilfældige momsfritagelser fx for dagblade. Også dette kunne man gøre op med, da ensartet moms er blandt de mindst forvridende skatter.

Alle disse justeringer kan bruges til at finansiere en højere topskattegrænse eller alt efter temperament et højere beskæftigelsesfradrag. Og det vel og mærke uden at belaste det offentlige budget.

Intelligente skatteomlægninger kan være nøglen til at finansiere et forøget arbejdsudbud og generelt forbedre de økonomiske strukturer. Vi håber derfor, at den mere intelligente version af skattestoppet kanoniseres helt og danner udgangspunkt for en tiltrængt jobreform II til foråret.