Laver Mette Frederiksen en ’Søvndal’?
Man kan vel ikke kalde det et oprør imod partiledelsen, men noget skulderklap fra baglandet er der ikke ligefrem tale om. Den nye S-partileder forsøger at gennemføre en omvendt Anders Fogh Rasmussen, der som ny formand gik fra hård til blød, hvor Frederiksen vil gå fra blød til hård. På den måde er der ikke noget nyt i selve manøvren, forskellen ligger i udsigten til at få den livgivende vælgeropbakning. Den fik Fogh øjeblikkelig og vandt tre valg. Frederiksen har endnu ikke fået den, og ligner lige nu en politiker som er fløjet lidt for tæt på solen, hvorfor at bærekraften i hendes vinger langsomt siver.
Frederiksens dilemma er følgende: På den ene side skal hun reagere på en reel flygtningesituation, hvis løsning ikke pt. eksisterer (slet ikke for enkeltlande som Danmark), og hvor vælgerne i almindelighed er skræmt fra vid og sans og ser alverdens spøgelser. På den anden side skal hun reagere på en måde som de fleste socialdemokrater, og gerne også et par stykker eller fem fra Dansk Folkeparti og Venstre, kan se sig selv i.
Til den sidste del af dilemmaet er at sige, at hun lige nu befinder sig der hvor at hverken de socialdemokratiske medlemmer er ombord – dertil er flygtningepolitikken for stram – eller de bortløbne socialdemokrater hos V og DF – dertil er politikken for slap.
Den dræbende meningsmåling fra Megafon – hvor S styrtdykkede til 19,6 procentpoint – taler sit eget tydelige sprog. Den kunne Frederiksen godt have været for uden. Målingen giver næppe et retvisende billede af situationens gru, men på Christiansborg fungerer det bare sådan, at det hele snurrer omkring de målinger der kommer.
Konkret for Frederiksen betyder det, at hun nu skal sidde i udglattende telefonkonferencer med sit partis kredsformænd, for er der én ting der svækker en partileder – uanset om hun er ny og stadig har hvedebrødsdage – så er det upopulære standpunkter kombineret med elendige meningsmålinger. Frederiksen skal med andre ord til at passe på.
I et interview i 22-Nyhederne forleden blev en S-kredsformand fra Jylland spurgt om hun mente at det var partiet der var galt på den? Den ældre kvindelige socialdemokrat svarede at hun fandt trøst i at partiet hele tiden havde ligget det rigtige sted og at det derfor var politikerne på Christiansborg, som var helt galt på den. Og hun var ikke i tvivl om, at det i sidste ende var partiledelsen der måtte rette ind, om ikke andet ved at blive udskiftet. Frederiksen bliver ikke udskiftet – i alt fald ikke foreløbig – men udtalelsen siger en hel del om hvor smal en sti hun går på. Derfor telefonkonferencen.
Frederiksen har her og nu mindst to problemer: for det første er selve udlændinge-emnet som altid meget dårligt for socialdemokraterne. Og når angsten piskes op i de danske hjem – kraftigt hjulpet af de partier som har gevinst heraf – bliver kampen mellem rød og blå ulige. Det lyder måske lidt bizart for folk der går op i substansen, men logikken er den, at Frederiksen ved, at såfremt hun ikke tager ’hele pakken’, så leverer hun ’beviset’ for at hun ikke er ’mand for at klare flygtningeopgaven’ som kommende statsminister.
Der er intet som Løkke hellere så end at Frederiksen krøllede sammen og afslørede sig selv som humanist. I den tid vi lever i er humanisme ikke ’in’ eller ’hot’ og hun vil blive hængt ud og kølhalet som en statsministerkandidat, der vil sætte landets fremtid over styr. Ikke at det rammer i nærheden af sandheden, men alene DF’s og Venstres kampagnemuligheder mod hende afgør sagen.
For det andet var der engang en politiker der hed Villy Søvndal. Kan I huske ham? Han fik en uhyrligt fremgang til sit parti, som i en kortere periode betød noget i dansk politik. Men en dag, da han var på toppen af sin karriere og troede at vælgerne og SF’erne ville følge ham i ét og alt, gik det svært galt. Den daværende borgerlige regering lancerede et såkaldt pointsystem, som dengang gjorde det sværest tænkeligt for udlændinge at komme hertil landet og blive her. Efter samme logik som beskrevet ovenfor tænke Søvndal at han hellere måtte snuppe hele pakken. Men han gik for langt – kom for tæt på solen, og vingerne brændte. Siden de famøse ord kom ud af SF-bossens mund mistede han vælgerne og indflydelsen, og endte med at måtte trække sig som formand.
Sandheden er, at partiledere kan virke dynamiske, moderne, klarsynede og visionære men kun til et punkt. Overskrider de dette punkt, så ryger tilliden. Og den kommer ikke igen.
Frederiksens opgave er at være stensikker på hvor hendes ’punkt’ befinder sig, for selv hun er ikke fritaget for at miste opbakningen, slet ikke i et spørgsmål der er lige så moralsk vigtigt for baglandet, som det er taktisk vigtigt for hende.
Søvndal fløj for tæt på solen, Frederiksen er pt. på samme kurs…
.....nyd dagen Danmark...PEM