Regeringen må snart stramme op
»HEJ! Jeg tror det ville være bedst for alle parter, hvis Thorning udskrev valg her og nu og så selv trak sig fra partiet og som statsminister, alt er kaos nu og der er ingen til at tage over i partiet. Jeg er ikke fan af de blå, men det her går ikke i længden. MS« Ovenstående mail fra MS ( navnet bag MS er Deres skribent bekendt) modtog jeg i lørdags, da sagen om statsministerens mands påståede homoseksualitet rullede. Og det er vel ved at blive det centrale i sagen om denne ulykkelige regering. At det snart på alle ledder og kanter er ved at blive mere kaos, end både vælgere og aktører kan klare.
Sandheden er, at i snart et år har det ikke været sjovt at gå på arbejde for Helle Thorning-Schmidt og hendes kolleger. Og som vi alle ved fra vores egne erfaringer fra jobbet eller andre sammenhænge, hvor vi er tæt på andre mennesker, er der grænser for, hvor længe en svær situation kan blive ved med at gå.
WEEKENDENS politiske vulkanudbrud omkring Stephen Kinnock gav selv de mest hardcore regeringsoptimister en dukkert. Selv i en sag, hvor statsministeren fornuftigt forsøgte at rykke først og komme en ødelæggende debat om sin mands seksualitet i forkøbet, bliver vinklen ikke ensidigt til statsministerparrets fordel.
Dansk Folkeparti forsøgte sig forsigtigt med at spørge til, hvor meget mere af det, som statsministerparrets revisor - bemeldte Frode Holm - havde sludret sig til i sagsforløbet, man ikke kunne stole på? Det mest groteske eksempel på slinger kom imidlertid, da Københavns politidirektør, Johan Reimann, pludselig følte sig kaldet til at fastslå, at lækagen af statsministerens mands skatteafgørelse ( agterskrivelsen) ikke nødvendigvis var ulovlig.
Her er altså tale om selv samme politichef, som har ansvaret for at efterforske selve lækagen. Mage til sludder er der langt imellem - selv i den offentlige debat - men hvis ikke statsministeren før Reimanns vanvittige udtalelse var helt nede og suge brøndvand, så kom hun det nu. Yderligere måtte vi læse en lang lidelseshistorie i vores søndagsavis om regeringens afskedigelse af et antal medarbejdere ( knap 1.000, hvilket ikke er et stort tal) i diverse ministerier. Personskæbnerne drev ned ad siderne. Selvsagt må man føle med de enkelte, men væk var debatten om, at det er denne måde, hvorpå man rent faktisk gør kolde hænder varme - flytter mennesker fra administration til plejeområder. Regeringen fremstod nærmest dæmonisk, da en professor fra Aarhus påstod, at det var den største slagtning i statsadministrationen siden Madsen-Mygdals regeringstid.
Læg hertil, at ' almindelige' mennesker ude i landet undrende har kunnet konstatere, at de 150.000 ansatte i det private erhvervsliv, som har mistet deres arbejde siden krisens start, ikke har modtaget helt samme mediemæssige omfavnelse.
VI SPRINGER til mandag, hvor finansministeren fremlægger sit forslag til den kommende finanslov. Et forslag, som på alle ledder og kanter er fornuftigt balanceret i forhold til den økonomiske situation, som kongeriget befinder sig i. Den sum penge, som man altid har til at snolde for på særlige områder, bliver prioriteret på de ledige, på uddannelse og på klimainvesteringer. Problemet med fi-nanslovsforslaget er, at selv om der kan indgås en aftale, der forhindrer, at Enhedslisten vælter regeringen, og selv om de rigtige målgrupper er i fokus set med regeringens øjne, da vil den ikke kunne gøre noget indtryk på MS & co. Et BNP-vækstskøn for 2013 på 1,7 procent er næppe et underkantsskøn, og så er arbejdsløsheden for næste år endda opjusteret.
Corydons bundlinje er, at det ikke bliver finanspolitikken, der skaber væksten i Danmark, og derfor bliver det heller ikke finanspolitikken, der skaber vælgertilgang til regeringen. Efter i lørdags står det tindrende klart, at skattesagen vil buldre i næsten et år frem med statsministeren i hovedrollen. Alene af den grund er det svært at se, hvordan regeringen i sit andet år kan komme i offensiven. Det skulle da lige være, såfremt Lars Løkke Rasmussen dømmes ude på teknisk knockout, såfremt Troels Lund Poulsen, som skatteminister, har briefet ham lige lovlig tæt om statsministerparrets skatteforhold.
Jeg hører til dem, som i den grad har mærket, hvor hurtigt lykken kan skifte - ikke mindst i politik. Og jeg er derfor altid udstyret med en sund portion optimisme på enhver regerings vegne. I den daglige skyttegravskrig mod politiske modstandere er det nemt at glemme de ' almindelige' mennesker.
Dem, som måbende følger politik fra hverdagen, og som med rette kan være i tvivl om, hvad der sker på Borgen. Men bliver signalerne for entydige, tager de stilling. MS' mail indikerer, at regeringens situation »ikke går i længden«. Det er svært at være uenig. I den daglige skyttegravskrig mod politiske modstandere er det nemt at glemme de ' almindelige' mennesker.