Vælgerne - og ikke Samuelsen - bestemmer om der kommer valg

Så kom den, Helhedsplanen frem mod 2025. En solid omgang fagøkonomi lige efter lærebogen. Anderledes med det politisk spil. 
Statsministeren valgte at slå brødet stort op, man føler sig henført til Schlüters ’Århundredes plan’ fra 1989, som storladen ville løse alle problemer på én gang. 

Det sammen med Helhedsplanen - en kæmpe plan i en hidtil uset – men velbegrundet - presselancering fra regeringens side startende med Løkke på Facebook aftenen før, og pressemøder i diverse ministerier over dagen. Alle danskere er klar over, at Christiansborg er totalt i limbo over 2025 forhandlinger, men spørgsmålet er om dette er en god ting, hvis man ønsker et resultat? 

Der flyttes nemlig rundt på alt fra SU til pensionstidspunkt, person- og erhvervsbeskatning mm. Historien er brolagt med statsministre der var stolte af deres planer, men ikke kunne få ’visdommen’ i dem proppet ned i halsen på hverken deres politiske kolleger eller vælgerne. De næste måneder vil vise om Løkke er endnu en af slagsen? 

Spillet på Christiansborg

Positionerne mellem Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Lars Løkke er velkendte til det banale. Men efter at planen er blevet lanceret må de to førstnævnte siges at have fået det lidt sværere. Indrømmelserne til dem i Helhedsplanen er gode, og de skal reelt ikke gøre meget for at få det sidste med, så deres vælgere bliver tilfredse. Eller sagt på en anden måde: de får svært ved at vælte Løkke ud fra planens indhold omkring udlændinge og topskat alene. Og Samuelsen kræver da også fortsat en sænkning en sænkning af topskatten for alle.

Løkke kan endda håbe på at få de radikale med på de økonomiske reformer, herunder topskatten, og én gang til skabe en vanskelig situation for en S-leder – denne gang Mette Frederiksen - hvis hun vinder næste valg. Alle husker vi forhandlingerne i ’Tårnet’, hvor de radikales Margrethe Vestager tvang Thorning-Schmidt til at acceptere Lars Løkkes Tilbagetrækningsreform, som de radikale dengang havde aktier i, hvad der reelt blev et banesår for S-SF-R regeringsprojektet. Derfor vil Mette Frederiksen se bekymret på Morten Østergaards handlinger herfra. Østergaard, som i den grad leder efter en rolle i dansk politik. Nu vil Løkke give ham chancen. 

Men tilbage står, at Løkke ikke kan få sin plan igennem uden sit parlamentariske grundlag i form af DF, LA og Pape. Pape kan lægge stemmer til udlændingestramningerne, som ikke bliver spiselig for Østergaard, og uden dem, intet Dansk Folkeparti. 

Jeg har før skrevet at det ikke bliver det store problem for Løkke at få et forlig i kassen. Og det ser umiddelbart ud til at holde stik, hvis det alene står til politikerne på Christiansborg. Men det gør det ikke. 

Spillet i vælgerhavet

Hvad kan afspore Løkkes umiddelbart overkommelige togt mod de politiske stjerner? I hans alt-eller-intet satsning for at lægge sit solide borgerlige spor frem mod 2025 er der altid en joker i form af vælgernes oplevelse af Helhedsplanens indhold. De kommende meningsmålinger – herunder partiernes egne målinger af deres vælgeres positioner – bliver baggrundsmusikken til forhandlingerne. 

Det kan i den grad undre, at Løkke slår sit brød så stort op, når han netop ved dette. Nok er han så bevidst om dette, at han straks er taget på turne landet rundt for at fortælle danskerne om sin plan. Men Helhedsplanens mange elementer vil skræmme mange. Tag for eksempel boligejerne. Hvorfor skal der nu skabes politisk uro hos denne gruppe (fagøkonomisk fornuftigt, men politisk en katastrofe)? 

De bliver skræmt fra vid og sans, om ikke andet fordi planen handler om det nye ejendomsvurderingssystem samt en aflyst garanti af boligskattens niveau fra 2020-2025, som lovet i valgkampen. Tag for eksempel skattedelen, som på mange måder klogeligt bruger gulerod for at få ledige i arbejde. Men som stadig (i kroner) giver langt mere til de velstillede. Tag pensionsalderen, som skubbes et halvt år, og som vil gøre vælgere, der arbejder med fysisk krævende job, meget triste. Tag SU-reformen, som vil vende alle de studerende imod regeringen.

Det siger sig selv, at statsministeren har fat i de rigtige emner, og saglig gør mange rigtige ting. Man kan ikke ændre på noget i politik uden at det går ud over dele af befolkningen. Men hvorfor skabe uro hos alle på én gang? Sidste gang at noget lykkedes var i forbindelse med skattereformen i S-SF-R regeringen. Som den røde regering tabte stort på. Før det da Løkkes tilbagetrækningsreform kom hjem. Og som han tabte det efterfølgende valg på. Før det da Fogh fik velfærdsaftalen hjem i 2006. Men det var alle enkeltområder, og de var svære nok endda. 

Løkke har tænkt, at hvis han nu både kommer med en stor plan, der er fristende for mange på mange områder, så kan han komme igennem med en stor reform. Og gå over i historien. Ja, men sådan tænker vælgerne ikke og det ser ud til, at Løkke har glemt dette og måske forregnet sig. Vi får se. 

Havde han tænkt på vælgerne kunne han have valgt at nedtone nogle af de taktisk mest ubehagelige emner, og lanceret dem i mindre reformer i forbindelse med de kommende finanslove. Og i stedet skabe et reelt visionært oplæg ved eksempelvis at bringe Danmark videre til en mere klimakorrekt position, så 2050 målsætningen om et fossilfrit Danmark kom nærmere over de næste ni års Danmarkshistorie. 

Løkke vil efter endt læsning af denne klumme nok hidse sig op og kalde mig både mørkemand og hængemuler, og fair nok. Indtil næste meningsmåling (ups, lige fået den første fra Megafon, som siger at danskerne IKKE vil have topskattelettelser) taler meget for et stort borgerligt forlig, krydret med radikale delaftaler. 

Og nej, ’Århundredets plan’ blev til Schlüters store ærgrelse aldrig til noget. 

Nyd dagen Danmark...og følg godt med...PEM