Akutpakken er ikke andet end staffage
Løsninger på de nemme opgaver giver ingen point hos vælgerne. I Kraka sidder vi og regner på regeringens såkaldte akutpakke til de ledige, som falder ud af dagpengesystemet 1. januar.
Vores tro på pakkens effekt er ikke i top. Men vores tro på, at man ligefrem kan hekse for denne gruppe af mennesker, uanset hvem der regerer, er tilsvarende begrænset. Sagt lige ud. så pibler der vand ind i båden fra alle tænkelige steder, som følge af den elendige økonomiske udvikling. Samtidig sidder de helt stille i den borgerlige. Løkke skal ikke have noget i klemme. Ingen provokerende meninger, som kan skræmme vælgerne væk.
Men uanset vanskelighederne er arbejdsmarkedet nøglen til regeringens succes. Derfor undrer den letbenede akutpakke ikke så lidt. I weekenden var jeg på den årlige laksefisketur til Stavanger. Lykkelig var jeg, da jeg kunne kaste fluen i elven uden at skænke dansk politik en tanke.
Selv Ekstra Bladets bizarre opførsel i Skattesagskommissionen kom lidt på afstand. At Jan Kjærgaard nu skal være dansk journalistiks grand old man er mere, end selv jeg kan kapere. Kjærgaard har (naturligvis) ikke leveret det, han lovede. Han har brudt presseetikken omkring kildebeskyttelsen uden at have den påståede årsag hertil, nemlig den rygende pistol på Peter Arnfeldt.
Båndene er slettet, hvis de da nogensinde har været der? Og samtidig med det journalistiske digebrud fra bladets side kører selv samme journalist og hans redaktør et moralsk skoleridt omkring spindoktorernes arbejde med journalister. Arnfeldt har unægtelig sit at slås med. Det må kommissionen rode med. Men her er en nyhed: Kjærgaard har altid arbejdet efter de tvivlsomme metoder, som han vidnede om mod Arnfeldt. Også i 1990’erne, da Deres skribent var ansat i Statsministeriet. Intet nyt i det. Lige nu er alle regeringens drømme låst i det forhold, at ingen danskere tør bruge penge til andet end solfangere på taget.Så Madsens (latterlige) moralske udfald over pressens samarbejde med magten hviler på sand præcis som bladets dårligt dokumenterede anklager mod Troels Lund Poulsens spindoktor. Ud med fluen, gudskelov for Norges natur.
Tilbage til akutpakken. Regeringens håb er naturligvis, at jobrotation, opringning til de ledige og flere truckkørerkort kan redde om ikke de ledige så i det mindste Mette Frederiksens image som minister. Frederiksens image har, så vidt jeg kan se, aldrig været mere truet. Ingen, som interesserer sig for arbejdsmarkedet, tror på, at de 330 millioner kroner er meget andet end staffage. Og det er naturligvis regeringens egentlige problem. Hver gang den skal forlige en uenighed – (også) i dette tilfælde uenigheden mellem SF og de radikale om afkortningen af dagpengeperioden – ender det i letbenede løsninger. Dels fordi behovet for et politisk kompromis dikterer det, og dels fordi der ikke er ret mange penge at gøre godt med. Dermed har Enhedslisten atter en motorvej af kritikmuligheder foran sig.
Selv om akutpakken ikke bringer Mette Frederiksen i beskæftigelsesministrenes ’hall of fame’, er fokus på arbejdsmarkedet korrekt. Den dårlige nyhed er selvfølgelig, at der ikke er så meget mere at gøre i forhold til at stramme de lediges vilkår. Reglerne er blevet strammet siden 1990’erne. Den gode nyhed er, at kan regeringen skabe en gryende optimisme på arbejdsmarkedet, vil det være et afgørende bidrag til, at dansk økonomi igen kommer godt i gang.
Virksomhederne tror ikke på, at de kan afsætte en stigende mængde varer, hvorfor medarbejderne ’gemmer til natten’, fordi de føler sig fyringstruet. Skal Frederiksens medarbejdere bruge tiden på noget fornuftigt, skal det snarere være en plan for, hvordan en vis optimisme kan genskabes i erhvervslivet. Hvordan lønkonkurrencen kan bedres yderligere, og hvordan almindelige medarbejderes tryghed i ansættelsen dermed kan øges i takt med optimismen. Opgaven er ikke nem, men er blevet løst før. Og den er vigtigere end en tyndbenet akutplan, som igen udstiller S-SF-aksens knæfald for den radikale dominans.
På vej til lufthavnen i Stavanger bekræftede taxachaufføren, at økonomien lige nu eksploderer i Norge. Boligpriserne flyver i vejret, og alle køber huse for blot at være med på en upside. Og der er masser af arbejde til alle. Var der nogen, der sagde Danmark i 2008? Alligevel er den socialdemokratiske og socialistiske regering en stensikker taber i efterårets stortingsvalg. Spurgt om hvorfor svarer chaufføren: I Norge er det jo ingen sag at gøre det godt, når Stoltenberg har alle de oliepenge. Morale: Løsninger på de nemme opgaver giver ingen point hos vælgerne. Akutpakken var en af de nemme. Hvornår begynder regeringen på de svære?