Bedre incitamenter mindsker omkostningerne ved operationer i sygehussektoren

Det hertil relevante debatindlæg, kan sammen med analysen hentes nederst eller i højre side.

Hovedkonklusioner

• I 2002 blev meraktivitetspuljen og det udvidede frie sygehusvalg indført. Begge tiltag havde til formål at reducere ventelisterne på behandlinger. Puljen belønnede hospitaler med en fast takst for hver operation, der oversteg et på forhånd fastlagt antal operationer. Det udvidede frie sygehusvalg betød, at hvis ventetiden oversteg 60 dage, kunne patienter vælge at blive behandlet på et privat sygehus. Der er fire principielle forklaringer på, hvorfor de to tiltag har betydet lavere omkostninger: Stordriftsfordele, mere effektiv allokering af operationer, videnoverførsel fra privathospitaler og trussel om privatisering.
• Puljemidlerne og det frie sygehusvalg har i højere grad påvirket operationer med lange ventelister i udgangspunktet. Hvis tiltagene har virket omkostningsreducerende, bør det altså især gælde operationer med lange ventelister. Analysen viser, at dette er tilfældet. Det tyder på, at bedre incitamenter har medvirket til at mindske omkostningerne.
• Faldet er særlig kraftigt de første år, hvor der også er størst fald i ventelisterne. Det kan tyde på, at der på den korte bane har været en produktivitetsgevinst forbundet ved at udføre et højt antal operationer – måske pga. midlertidige stordriftsfordele. Men på den lange bane er der også en effekt: 100 dages højere ventetid i 2001 er forbundet med 15 pct. point lavere procentvis ændring i omkostningerne fra 2002-2012.
• Analysen viser, at bedre incitamenter sygehusområdet kan være et effektivt middel til at forbedre produktiviteten. Resultatet kan ikke nødvendigvis overføres til al anden offentlig produktion – en række forhold kan være anderledes. Men resultatet indikerer, at det er muligt at opnå produktivitetsgevinster uden nødvendigvis at øge brugen af private aktører markant.
• Det lader ikke til, at reformerne har medført ændringer i kvaliteten af operationer. I analysen måles kvaliteten ved beskæftigelsesgraden for patienterne i året for operationen og 2 år efter. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der har været ændringer i kvaliteten målt på anden vis.
   

Anbefalinger

• Det anbefales at øge omfanget af offentligt udbud af udvalgte operationer, der egner sig til det – i første omgang på forsøgsbasis. Det kan f.eks. foregå ved at fastsætte et basisniveau for hvor mange operationer, det enkelte hospital kan udføre, og sætte overskydende operationer i udbud, idet både offentlige og private hospitaler har mulighed for at afgive bud. Basisniveauet sættes således, at der er en vis andel af operationer, som hvert år sættes i udbud, samtidig med at der bevares en vis kapacitet på de offentlige sygehuse. Dette vil skabe samme typer af incitamenter som meraktivitetspuljen og det udvidede frie sygehusvalg og dermed trække i retning af lavere omkostninger. Afhængig af erfaringerne med øget udbud kan basisniveauet efterfølgende sænkes.
• Samtidig indføres systematiske målinger af kvaliteten i af operationerne. I første omgang for at undersøge om kvaliteten stiger eller falder, når der sættes flere i udbud. På en længere bane kan man også overveje at belønne hospitaler og afdelinger, der leverer en høj kvalitet af sundhedsydelser.
• Hvis man vælger at sætte forløb, som både involverer udredning og behandling, i udbud, er der en risiko for, at et hospital vælger den behandling, som giver de højeste takster, og ikke den, der giver mest sundhed for pengene. Derfor bør man holde diagnosticering og behandling adskilt, med mindre der er etableret en kontrolfunktion, som undersøger, om hospitalerne vælger den mest hensigtsmæssige behandling.