Klimaudfordringen – hvem blinker først?
Indlægget er bragt på www.altinget.dk den 12. oktober 2016
For den enkelte, der her og nu føler sig tynget af arbejdsløshed, høje skatter eller dårlig offentlig service, kan klimaproblematikken forekomme fjern og uvirkelig: Hvis man kigger ud af vinduet, ser vejret jo hverken værre eller bedre ud, end det altid har gjort. Så hvorfor prioritere en sådan lettere teoretisk og fremtidig problemstilling højere end de nærværende problemer?
Omvendt er det slået fast med videnskabelige syvtommersøm, at drivhuseffekten er menneskeskabt, og at den globale temperatur stiger. Det vil, hvis det fortsætter, bl.a. få vandstanden til at stige og få dramatiske konsekvenser for både natur og mennesker.
Politikere i Danmark og resten af verden står over for denne afvejning. Dertil kommer, at klimaproblematikken er global. Det betyder, at hvis et lille land som Danmark går forrest og på eget initiativ reducerer sin udledning af drivhusgasser, vil det kun have meget lille betydning for drivhuseffekten, men landet vil bære den fulde omkostning. Og selv hvis mange lande bliver enige om at reducere udledningen, vil det isoleret set stadig kunne betale sig for det enkelte land at stå uden for aftalen: Man får dermed glæde af de andres klimaforbedringer, men slipper for at bære en omkostning. Med COP21 er der imidlertid håb om denne stirrekonkurrence er aflyst, at mange lande går ind i kampen mod klimaforandringer.
Men EU's kvotemarked illustrerer, at selv om man har en aftale og et godt instrument, kan der være langt til målet. I princippet er kvotemarkedet nærmest det perfekte instrument til CO2-reduktioner: EU's medlemslande er blevet enige om mål for udledningen af CO2, og udsteder et tilsvarende antal omsættelige CO2-kvoter. Dermed er det sikret, at målet nås til lavest mulige omkostninger. Og via kvoteprisen tilskyndes til at der udvikles nye grønne teknologier. Kvotemarkedet har eksisteret i årevis og sikrer, at der ikke bliver udledt mere CO2 end svarende til antallet af kvoter. Problemet er bare, at der er for mange kvoter, så kvoteprisen er meget lav. Tilskyndelsen til at udvikle og anvende grøn teknologi er derfor svag, og udledningen reduceres ikke særligt meget.
Løsningen er selvindlysende: Reducer antallet af kvoter! Men lande som Polen lægger større vægt på de nærværende økonomiske udfordringer og blokerer for en reduktion i antallet af kvoter. Hvad skal Danmark så gøre ud over at presse vedholdende på i EU?
Man kan argumentere for, at vi så på egen hånd må iværksætte initiativer på kvotemarkedet og derved forfølge vores nationale mål: Fossilfrihed i 2050. En så stor omstilling af vores energisystemvil være dyre at implementere med et snuptag kort inden 2050. Vi bør derfor påbegynde den nødvendige omstilling allerede nu. Måske kan andre lande derved blive inspireret til at gøre tilsvarende.
Man kan omvendt argumentere for, at nationale investeringer på kvotemarkedet, vil få kvoteprisen til at falde yderligere, og at der vil være endnu flere kvoter til rådighed for andre lande. Dvs. den samlede udledning fra kvotemarkedslandene inkl. Danmark vil være helt uændret, og de andre lande vil med en lavere kvotepris have fået endnu mindre tilskyndelse til grøn omstilling. Så den danske indsats er rent spild af penge uanset om vi bliver fossilfrie i 2050 eller ej.
Hvad der er den rigtige strategi afhænger helt af, hvad vi tror, de andre lande vil gøre: Vil de følge efter, hvis Danmark viser vejen i den grønne omstilling? Eller vil de glæde sig over, at Danmark ”blinkede først” og blot forøge egen udledning?
Ingen kender svaret, men COP21-resultatet tyder på, at flere lande end tidligere er villige til at gøre noget ved klimaproblematikken. På den baggrund kan det undre, at Danmark tidligere valgte at gå forrest, men nu vælger en placering længere nede i feltet, og at der ikke er konkrete klimainitiativer i 2025-planen.